‘Neo Yokio’ sæson 1: Ezra Koenig og Jaden Smiths animationsserie vil intet andet end smiske
Et sted ude i fremtiden er New York blevet til Neo Yokio, en gigantisk metropol befolket af mennesker, robotter og dæmoner. Her bor Kaz Kaan, en ung rigmand fra magistokratiet, hvis lod og lukrative beskæftigelse det er at bekæmpe de dæmoner, der hjemsøger byen fra dimensioner hinsides menneskelig forståelse.
Kaan er én af byens mest eftertragtede ungkarle – i skarp konkurrence med rivalen Arcangelo Corelli – og han har en sød tand for mode, fester og klassisk musik.
De første par afsnit af ’Neo Yokio’ er en munter og vittig rundvisning i vores hovedpersons skæve univers, hvor byens allerdyreste nabolag er dem, der ligger under vand takket være global opvarmning, hvor listen over de mest eftertragtede ungkarle er hængt op i byens magtcentrum og opdateres dagligt, og hvor den mest hensynsfulde gave, man kan give en rekonvalescerende ven, er en kæmpestor Toblerone (!).
Bevares, animationen er skrabet, mere hån mod end hyldest til klassisk japansk anime, og både miljø- og karakterdesign er stereotypt.
Men lydsporet er muntert garneret med klassiske strygere og stjernestemmer – Jude Law, Susan Sarandon og så videre – og ’Neo Yokio’ minder ikke rigtigt om noget andet, jeg kan pege på. Man når lige at drømme om nye, frugtbare møder mellem japansk anime og amerikansk voksenanimation, før serien uden varsel og knap midtvejs gennem sin korte første sæson bliver en trættende sejtrækker at sidde igennem.
Problemet er – viser det sig – at ’Neo Yokio’ ikke aner, hvad den vil sige. Problemet er også, at den er alt for forelsket i sin egen underfundighed.
Bag den spøjse miniserie står Ezra Koenig, også kendt som forsanger i det udmærkede indie-band Vampire Weekend. Her skrev han indforståede sange om at skide på Oxford-kommaer og om at drikke mexicanske sommerdrinks midt i New Yorks kolde vinter, og de ville også have været lidt belastende, hvis man var sådan én, der gik op i rocklyrik.
Koenigs muse og stemmen bag Kaz Kaan er Jaden Smith, en slags mandlig Paris Hilton, som er bedst kendt for at være Will Smiths søn og Justin Biebers gode ven.
Sammen har de to dandyer begået en tv-serie, der er håbløst forelsket i VIP-livets ulidelige lethed, men også gerne vil forholde sig ironisk og kritisk til det. Mode er smart, ikke, men det er vist også lidt amoralsk på en eller anden måde. Smukke kvinder er lækre, men sexisme er skidt og sådan. Og vidste du, at der findes mennesker, som er fattige? Det er faktisk ret synd for dem.
’Neo Yokio’ er en klumpet gullasch af idéer og referencer, der ikke kan holde hinandens selskab ud.
Mest tåkrummende er måske episode 4, ’Hamptons Water Magic’, hvor Kaans venner Lexy og Gottlieb falder i en forhekset swimming pool og bliver forvandlet til henholdsvis en barmfager kvinde og en panda – med åbenlys reference til manga/anime-klassikeren ’Ranma ½’. Det udløser en lavine af stereotypiske forviklinger, som kulminerer, da Kaz behandler dame-Lexy respektløst og anklager ham/hende for at være »hysterisk«. Sådan ville han aldrig behandle mande-Lexy, og så har vi vist alle sammen lært noget om sexisme.
Sidste punkt på anklageskriftet mod ’Neo Yokio’: Serien spilder sine celebre stemmeskuespillere.
Jude Law får meget lidt at arbejde med som robot-butleren Charles, og Susan Sarandons tante Agatha er en voldsomt enstrenget karakter. Og dog, man burde alligevel kunne forvente mere fra kapaciteter som de to – og Richard Ayoade og Jason Schwartzman og så videre – men deres præstationer lyder mest af alt som det, de sikkert også er: Halvhjertede vennetjenester.
Retfærdigvis har ’Neo Yokio’ sine øjeblikke, også efter det bliver tydeligt, at serien som helhed er en mislykket miskmask.
Den perverterede fisker i afsnit 5 er for eksempel et overraskende morsomt indslag – han føles, som om han er gået galt på vej til en anden, sjovere serie. Og dialogen er ikke uden knastørt vid. Som da en nedslået Kaan bliver spurgt, om han vil deltage i en hockey-kamp, og sukkende udbryder: »Sorry guys, but I can barely navigate the hellish vortex between breakfast and dinner, let alone the labyrinth of the field hockey field«.
Stadig, ’Neo Yokio’ er ren overflade, stil uden substans. Det eneste, den har på hjerte, er at smiske: »Se mig! Er jeg ikke underfundig?«
Kort sagt:
Vampire Weekend-frontmand Ezra Koenig og celebrity-hangaround Jaden Smith slår pjalterne sammen om en hyldest til klassisk anime, som på én gang fejrer og forsøger at være en satire over VIP-livets ulidelige lethed. ’Neo Yokio’ er original, men også helt uden substans – et underfundigt bekendtskab, der bliver trættende på rekordtid.
Læs også: Hør Jaden Smiths, Raurys og Janelle Monáes bidrag til ‘The Get Down’-soundtracket