KOMMENTAR. Trikoter og tåspidssko pibler frem i film og tv-serier, hvis fascination af balletmiljøet som kulisse tilsyneladende ingen ende vil tage.
Birgitte Stærmoses balletdrama ‘Darling’ ramte biograferne i sidste uge, den italienske kulthorrorinstruktør Dario Argentos balletgyserklassiker ‘Suspiria’ fra 1977 får repremiere næste uge, og den fransk-canadiske animationsfilm ‘Ballerina’ af Eric Summer har premiere 9. november.
Tidligere på efteråret sendte DR3 sin dokumentarserie ‘I forreste række’ om Den Kgl. Ballet, og DR har også for nylig vist ballerinaportrætterne ‘Restless Creature’ om Wendy Whelan, solodanser i New York City Ballet, og ‘A Ballerina’s Tale’ om Misty Copeland, den første sorte solodanser i American Ballet Theatre. I de seneste år har vi desuden kigget bag kulisserne hos blandt andet Opéra de Paris i ‘La Danse’, Bolsjojteatret i ‘Bolshoi Babylon’, New York City Ballet i ‘Ballet 422’ og konkurrencen Youth America Grand Prix i ‘First Position’, mens Darren Aronofskys ‘Black Swan’ fra 2011 står som en nyklassiker inden for balletfiktion.
Der er noget grundlæggende fascinerende og eksotisk i at få indblik i en lukket verden – det gælder også film og serier, der lukker os ind i fængsler, FBI, den kriminelle underverden, religiøse sekter eller kendtes privatliv. Balletverdenen er særligt dragende, fordi der er så stor forskel på frontstage og backstage. Vi oplever normalt kun balletdansere på afstand fra scenen med deres nøje koreograferede og kontrollerede optræden, hvor de udfører bevægelser, der på os dødelige virker fysisk umulige, men ser legende lette ud. Balletdansere har noget overmenneskeligt og mytisk over sig, der vækker nysgerrighed over for livet bag kulissen.
Hvad gør de med deres krop for at nå den form og mestre de færdigheder? Hvordan påvirker den hårde træning krop og psyke? Hvad skal man være lavet af for at opnå det niveau af perfektion? Hvilket liv lever man i træningslokalet og ved siden af?
Psykisk terror
Det er et hårdt og disciplineret liv præget af lange fysisk og psykisk nedbrydende træningsdage, konkurrence og jalousi, hvis man skal tro fremstillingerne i særligt fiktionsfilmene. I ‘Black Swan’ lider hovedpersonen Nina af spiseforstyrrelser og udøver tvangsmæssig selvskade ved at kradse i sin hud. Hun har et infantilt forhold til sin kontrollerende mor, som hun stadig bor hjemme hos. Nina går ikke ud og har ingen seksuelle forhold. Det krævende arbejde med hovedrollerne i klassikeren ‘Svanesøen’ skubber hende ud i psykiske tvangstanker, paranoia og ultimativt selvmord som afslutning på en fænomenal optræden.
Danske Birgitte Stæmoses ‘Darling’ giver et lignende billede. Stjerneballerinaen Darling har ignoreret smerter i hoften og dopet sig med ulovlig medicin så længe, at lægerne sender hende på øjeblikkelig pension, da de opdager, at hun har udviklet cyster. Hun accepterer at træne sin afløser, Polly, og udøver i en blanding af jalousi, magtspil og frustrationer nærmest psykisk terror på den unge elev. En strategi, hun har lært af sin tidligere balletmester, der har manipuleret og udnyttet hende seksuelt, da hun var helt ung.
Også Nils Holst-Jensens afgangsfilm fra Den Danske Filmskole fra i sommer ‘Lille danser’, der foregår på en balletkostskole for unge piger i starten af 1900-tallet, handler om rivaliserende piger og en balletmester, der udnytter sin magtposition. En elev er faldet ud over en trappe – eller blev hun skubbet? Og er det konkurrencen om rollerne eller om balletmesterens gunst, der har skabt jalousi?
»Høje ambitioner har en pris«
Kunst kræver blod, sved og tårer, siger både ‘Black Swan’ og ‘Darling’. Men advarer samtidig mod at lade besættelsen og perfektionismen tage over. Ninas toppræstation sker på bekostning af hendes liv, og Darlings insisteren på, at ballet skal gøre ondt, koster hende karrieren. Polly bliver en bedre danser af Darlings hårde træning, men løsriver sig, inden hun bliver totalt nedbrudt.
Flere balletfilm tematiserer netop perfektionisme, præstationspres og rivalisering i en allegori over vores tids brutale individualiserede konkurrence- og præstationssamfund.
Det gælder ikke mindst DR3’s dokumentarserie ‘I forreste række’, hvor vi følger seks unge balletdansere på Den Kgl. Ballet. DR har tidligere skildret det ubarmhjertige udskillelsesforløb på teatrets balletskole i ‘Balletbørn’ fra 1991 og ‘De udvalgte’ fra 2011, men skruer i den nye serie op for retorikken. »I DERES VERDEN ER DER IKKE PLADS TIL FEJL. DE KÆMPER EN KONSTANT KAMP FOR AT STÅ FORREST. MEN HØJE AMBITIONER HAR EN PRIS«, lyder seriens dramatiske introtekst.
De unge dansere lider alle under genkendelige problemer i form af manglende selvtillid, tunge krav fra sig selv og omverdenen og tvivl om fremtiden, der forstørres i den konkurrenceprægede balletverden med den korte dansekarriere. »Man startede jo ikke på balletskolen, da man var seks-syv år gammel, med en drøm om at stå allerbagerst i ‘Svanesøen’. Man blev balletdanser, fordi man gerne ville være svaneprinsesse«, siger korpsdanser Emma Håkansson.
Da hun bliver reserve til sin drømmerolle, joker hun med at skubbe den førstevalgte danser ned ad trappen – og ender faktisk med at overtage rollen, da den anden bliver skadet. Emma er ellers netop en gribende karakter, fordi hun er en underdog, der er usikker på sine evner og ikke har spidse albuer.
Solodanser Jón Axel Fransson kæmper også med præstationspres og beskriver i serien sig selv som sin egen værste fjende. »Jeg har nok en tendens til at have så høje ambitioner, at jeg aldrig bliver tilfreds. Jeg har altid fokuseret mere på mine fejl end mine succeser«, siger han.
Berusende glæde
Det er også sigende, at danserne stiller høje krav til sig selv i alle livets aspekter. Aspirant Emma Riis-Kofoed beskriver sig selv som perfektionist og jubler over et 12-tal i sin Større Skriftlig Opgave, mens korpsdanser Benjamin Buza skumler over et 10-tal i samfundsfag.
‘I forreste række’ er skarpt vinklet på balletdansernes hårde arbejde og konkurrencepres, men formidler også sammenholdet og den berusende glæde ved at danse og optræde, som fiktionsfilmene ofte glemmer. Generelt er dokumentarerne mere tilbøjelige til at skildre skønheden i balletten. Frederic Wiseman peger i ‘La Danse’ sit observerende kamera mod medarbejdere og danseres hverdag i Opéra de Paris. Filmen formidler det opslidende arbejde, men også de resultater, der kommer ud af det. Man fornemmer dansernes dedikation og kærlighed til balletten i de intense arbejdsprocesser, og filmen ender med at vise det bjergtagende færdige resultat.
‘Restless Creature’ af Linda Saffire og Adam Schlesinger portrætterer solodanseren Wendy Whelan, der har danset i New York City Ballet i 30 år. Som 46-årig er hun langt over den sædvanlige pensionsalder, og hendes fortsatte karriere står og hænger med en knæoperation. I en ekstrem form for midtvejskrise kæmper Whelan med erkendelsen af, at det er tid til at opgive balletten, der har været hele hendes liv. Og som hun elsker. Whelan virker ikke svag eller sygelig, men stærk og atletisk som en sportsstjerne og begavet og magnetisk som kunstner.
Det samme gør Misty Copeland i ‘A Ballerina’s Tale’, som er en positiv fortælling om at ændre kropsidealet i ballet. Copeland, der er sort og har former og markerede muskler, bliver den første sorte solodanserinde i newyorkerkompagniet American Ballet Theatre. Således indskriver de to film sig i aktuelle samfundsdiskussioner om mangfoldighed og ungdomsdyrkelse.
Nyd at blive god til noget!
Inden for fiktion er balletten modsat ofte arena for gys eller tragik med patologiserede nærbilleder af blodige tæer og smadrede led. I ‘Darling’ får vi for eksempel et væmmeligt billede af Pollys betændte og hævede knæ, som Darling jager en sprøjte ind i for derefter at bede hende om at danse videre.
Der er noget uhyggeligt ved den ekstreme kropslige præstation og den lidende og opofrende kvinde som arketypisk figur. Døende svaner, monstrøse maestroer, sygelige kroppe og umuligheden i at leve et almindeligt liv ved siden af balletten er klichéer overleveret fra filmklassikere som ‘The Dying Swan’, ‘De røde sko’, ‘Suspiria’, ‘Waterloo Bridge’ og ‘The Mad Genius’.
Perfektionisme beskrives i moderne balletfilm ofte som et negativt træk. ‘Black Swan’ er et opgør med 12-talspigen, der kan sin teknik til punkt og prikke, men ifølge balletmesteren er for kontrolleret i sin dans. Nina har ikke rivalinden Lilys naturlighed, løssluppenhed og farlighed, som den sorte svane kræver. Først da hun opgiver kontrollen i sin dødsdans, kan hun danse frit.
Animationsfilmen ‘Ballerina’ hylder også hjerteblod frem for teknik og træning. Forældreløse Félicie flygter fra sit børnehjem for at opfylde sin drøm om at blive balletdanser. Hun får sneget sig ind på et ballethold på den parisiske ballet, hvor den bedste danser på holdet får en solorolle. Det ender med et opgør mellem begynderen Félicie og rivalinden Camille, der har trænet hele sit liv og bliver pacet frem af sin mor. Hun har styr på teknikken – men Félicie vinder, fordi hun danser med hjertet! Et lidt tvivlsomt X Factor-budskab om, at man ikke behøver at træne mere end et par uger, hvis talentet og viljen rækker.
Det kan ligne fornuft at opfordre Generation Præstation til at slappe af og løsne kontrollen og forventningerne. Men det er også for nemt for den ældre generation at bede de unge gøre op med præstationskulturen. Hvis de unge ikke præsterer, klarer de sig ikke gennem uddannelsessystemet og på jobmarkedet. Og kan i øvrigt takke den ældre generation og dens samfundsstrukturer for et konkurrencesystem uden stop fra test i skolen og fremdriftsreformer til freelancearbejdsmarked og magtfulde sociale medier.
»Mange unge oplever, at de hele tiden skal arbejde på at leve op til samfundets til tider urimelige krav. De skal vide mere, være mere sociale, se deres familier mere og have flere fritidsinteresser. Vi skaber en farlig stress hos de unge ved at proppe dem ind i systemer og ved konstant at måle deres præstationer«, siger professor på Center for Ungdomsforskning Noemi Katznelson i Videnskab.dk.
Så jeg siger: Øv dine piruetter, ballerina, og nyd at blive god til noget. Men hold en pause, hvis du så meget som overvejer at springe i døden som en sort svane eller skubbe din kollega ned ad trappen. Så er du kørt for artigt med på andres præmisser.
Læs også: ’Darling’: Balletdrama med Danica Curcic døjer med klicheerne
Læs også: Hold øje med Astrid Elbo: Balletdanser i verdensklasse debuterer på filmlærredet