’Tykke Ida’, ’Hård udenpå’, ’Gina Jaqueline – en sugardaters fortælling’, ’Prinsesser fra Blokken’, ’Hemmeligheder fra Nuuk’, ’Rodløs’ … Miljøerne er vidt forskellige, og kropsvægt og køn debatteres i øst og vest. Men succesen er til at tage og føle på for DR3, hvis ekstrem-empatiske dokumentarprogrammer fra virkelighedens verden lægger overraskende afstand til realitygenrens spydige udstillingskultur, for i stedet at give os ærlige indblik i de medvirkendes liv i yderkanterne af leverpostejsgennemsnittet. Ofte filmet af hovedpersonerne selv, og gerne med kontroverser til følge.
Her fortæller kanalchef Irene Strøyer om opskriften på DR3’s seriesucces og hvorfor, det er vigtigt at udfordre seernes grænser.
DR3’s mange doku-serier er tæt beslægtede i måden, de skildrer unge menneskers intime liv. Hvordan fandt I frem til den røde tråd?
»Efter vi var gået i luften i 2014, sporede vi os ret hurtigt ind på den hudløse ærlighed som fokuspunkt. Vi ville finde afsøgende metodiske dokumentargreb til at skildre mennesker så troværdigt som overhovedet muligt og ikke pege fingre eller lægge et perspektiverende lag ned over serierne. Der er overvældende meget tv-indhold derude, og det kan være svært at skelne mellem, hvad der er ægte, og hvad der fake. Vi kunne mærke, at der var en interesse for de ægte fortællinger.
På DR3 fokuserer vi overordnet på tematikker, som vi ved, optager målgruppen. Såsom forhold, krop, kærlighed og sex. Udover det sætter ( prøver vi også løbende at sætte fokus på andre temaer ) for eksempel racisme og stoffer, når vi synes, at det passer ind – vi har løbende en dialog om, hvilke emner vi gerne vil belyse«.
Hvorfor har I valgt at give kameraet til de medvirkende?
»De medvirkende og den måde, de ser sig selv og deres liv på, skal præsenteres på deres egne præmisser. Derfor lader vi dem filme sig selv. Det var et greb, vi først begyndte at bruge på kanalen i serierne ’Selvoptaget’ og ’Syg i hovedet ’. De startede bølgen kort efter vi havde launchet kanalen. Folk troede, at vi var tossede, da vi efterfølgende lavede ’POV’, hvor man aldrig møder hovedpersonerne, men ser verden igennem deres ’øjne’. Men jeg tror aldrig, vi har lavet et program, der føltes mere ærligt end det. Seeren blev en del af de medvirkendes liv.
Vi vil ikke blot vise, hvordan det for eksempel er at være psykisk syg. Vi vil gerne have, at du skal kunne mærke, hvordan det er at være psykisk syg. Du skal kunne mærke, hvordan det er at leve i deres miljøer. Der er stor forskel på, om dokumentarer viser eller mærker«.
Den form kan vel også være hård for hovedpersonerne selv. Hvordan beskytter I dem undervejs?
»Når vi er ude i miljøerne og laver den type programmer, som vi gør, er det ofte med medvirkende, der kan være en smule sårbare. Men det er ikke ensbetydende med, at vi ikke skal fortælle historierne. Vi gør os altid mange overvejelser i forhold til vores medvirkende. Både om, hvorvidt de er personer, der kan tackle den eksponering, de får, og hvad kan vi gøre for, at de kommer igennem hele processen på bedst mulig måde.
Vi har efterhånden nogle års erfaring med at arbejde med sårbare eller udsatte medvirkende, og vi bliver hele tiden bedre til at håndtere de udfordringer, de kan blive stillet overfor. Vi er ikke ufejlbarlige – og der kan selvfølgelig være medvirkende der har haft det svært med deres deltagelse efterfølgende. Men jeg ved, at vi gør alt for, at det ikke sker. Vi giver ikke slip, så snart programmerne er færdige. Vi snakker hele tiden med de medvirkende, også om pressehåndtering og eventuelle psykologsamtaler eller anden hjælp, hvis de ønsker det«.
Hvordan udvælger i programmerne?
»Der er en vægtning af, om programmerne behandler emner, der er værd at debattere. Det er ikke altid én-til-én, og det er ikke alle, der vil synes, at sugardating eksempelvis skal debatteres. Men vi går efter at starte en debat om, hvor grænsen går. I lige ’En sugardaters fortælling’ handlede debatten selvfølgelig meget om sugardating vs. prostitution, men ikke kun det. Det handlede også om, hvor seernes egne grænser går.
Vi ville gerne have, at seerne tager stilling til og får lyst til at søge mere viden, efter serierne er slut. At folk sidder tilbage med spørgsmålene ’hvad mener jeg om det?’ og ’hvordan forholder jeg mig til det?’ frem for, at vi pådutter dem en holdning. Vi er ikke undervisere, vi er igangsættere«.
Har I selv grænser, når det kommer til, hvad og hvem I skildrer?
»Selvfølgelig er der grænser for, hvad vi vil lave programmer om, og hvad vi synes, passer til vores profil. Der er emner, der simpelthen er for langt væk fra de unges liv, til at det er relevant. Og der kan være mennesker, der mangler den indlevelse det kræver, at kunne medvirke i en fortælling.«
Mange af de medvirkende repræsenterer ekstremer på forskellig vis. Mangler I et midtersegment, der kan møde leverpostejsdanskeren i øjenhøjde?
»Vi prøver at finde frem til, hvordan vi bedst får målgruppen i tale, og hvad der kan starte en samtale hos dem. Hvad end det er med dem selv eller med deres familie og venner.
Dermed ikke sagt, at vi ikke skal skildre fuldstændig almindelige mennesker. Men ofte kan vi se, at de gode samtaler udspringer af at italesætte et emne igennem, hvad nogen vil kalde ekstremerne. Det kommer bredere ud, end hvis vi lavede en serie om Julie og Mette, der vejer det, en gennemsnitsdansker vejer, og egentlig har det fint med sig selv. Vi undersøger, hvem der kan fortælle historierne bedst. Som Ida i ’Tykke Ida’, der var så god til at tale om sit liv«.
Hvis man nu sidder derude og tænker, ’jeg har den fedeste ide til et DR3-program’, hvor nemt er det så at slå igennem hos jer?
»Vi får mange ideer igennem systemet, og det er de færreste, der bliver til noget. Jeg tror, at folk i branchen synes, at vi er nogle af dem, der er sværest at pitche ideer til. Vi er meget specifikke omkring, hvilke programmer vi gerne vil lave. Og vi har et slags DR3-filter, alt skal igennem, inden det kan komme på tale.
At komme på DR3 i lige præcis den her genre stiller høje krav til både medvirkende og dokumentarister. Vi er ikke interesserede i overfladiske fortællinger, og du skal kunne give enormt meget af dig selv. Dem, der pitcher ideer, skal kunne dokumentere, at det er muligt at komme helt ind under huden på de medvirkende og de miljøer, serierne skal foregå i. Nogle gange finder vi ud af længere henne i processen, at det alligevel ikke kan lade sig gøre, og så må vi lægge serien ned. Det er konsekvensen af, at vi har lagt en meget klar linje – man skal give et ærligt indblik i, hvem man er, og hvilket liv man lever«.
Ud fra de krav må det være en længere proces at skabe programmerne?
»Det er det. Med ’Prinsesser fra Blokken’ var der et præforløb, der varede over to år, hvor dokumentaristen arbejdede på at komme ind i miljøet. Det er ikke bare lige noget, man gør. Vi går ikke bare ned på blokken og udpeger fem piger med sort hår og tatoveringer. På andre serier kan der være kortere produktionstid. Men det er vigtigt for os at få en fornemmelse for, hvem de medvirkende er. Der bliver gjort et stort forarbejde«.
Hvordan har I oplevet den stigende interesse i DR3’s produktioner?
»Overordnet set kan jeg helt klart mærke, at der er sket et skift i måden, vi bliver set på. Over de seneste år er der opstået en mere positiv vibe omkring kanalen og vores indhold, og vi er gået fra at være dem, politikerne elskede at hade, til anmelder-darlings. Men vi skal blive ved med at forny og forbedre os, idet vi bevæger os fra at være en decideret tv-kanal til flydende digitalt indholdsbrand. Det kræver, at vi ikke hviler på laurbærrene.
I forhold til brugerne bliver jeg allermest stolt, når vores indhold genererer både ris og ros. Vi skal ikke altid blive elsket for, hvad vi laver. Folk skal have lov til at kritisere, og vores indhold deler vandene. Men det giver nogle fede debatter. Det er jo det, der er meningen med det hele«.
DR3 kort fortalt
DR3 gik i luften i 2014. Kanalens største succeser har været ’Prinsesser fra Blokken’ og ’Gina Jaqueline – en sugardaters fortælling’.
Begge har vist, hvordan målgruppen mellem 15 og 39 år i høj grad har lagt flow-tv bag sig til fordel for DR TV online – hvert program blev set af over 310.000 på DR TV mod lidt over 60.000 på flow-tv.
Læs også: DR3 har gjort det umulige: Kanalen er nu uundværlig
Læs også: DR3 blotter kvindens krop – men udstiller kun dit eget forvredne blik