’The Killing of a Sacred Deer’: »Fuck hvor sindssygt«
Da ’The Killing of a Sacred Deer’ var slut, og rulleteksterne kørte over lærredet, var der fuldkommen stilhed. Der var ikke ét tomt sæde i hele salen. Alle sad i kollektiv lammelse og stirrede blindt i den mørke biograf. Endelig brød en fyr tavsheden og sagde højt: »Fuck, hvor sindssygt«.
Og det er måske akkurat den udtalelse, der bedst beskriver oplevelsen af en Yorgos Lanthimos’ nye film. Fra den sociale satire ’Dogtooth’ til den tragikomiske sci-fi film ’The Lobster’ har Lanthimos skubbet til grænserne og udfordret sit publikum med absurde dialoger og makabre scener, blandet i et potpourri af græsk mytologi og små hverdagshændelser. Men hvis du synes, at instruktørens tidligere film var »sindssyge«, skal du advares: Først nu har Lanthimos taget fløjlshandskerne af. ’The Lobster’ var en hyggelig familiefilm i forhold til ’The Killing of a Sacred Deer’.
Colin Farrell spiller den anerkendte kirurg, Steven. Han bor i en blankpoleret, flot villa, som kunne figurere i et boligmagasin, med sine to børn og sin hustru, Anna (Nicole Kidman). Anna opfylder glædeligt Stevens seksuelle fantasier. »Fuld narkose?« spørger hun ham kun iført undertøj. Han nikker. Hun lukker øjnene og spiller bedøvet. Han kaster sig liderligt og rituelt over hende.
Familiens hverdag kører gnidningsfrit med dialoger, som vi kender det fra tidligere Lanthimos-film. Replikkerne er teatralske og omhandler det banale. Alt fra citronkage til menstruation leveres med monoton rytme, som var samtlige karakterer i trance.
Husfreden trues imidlertid af, at Steven uden for hjemmet ses med den unge dreng, Martin (Barry Keoghan). Det starter som uskyldige møder, men Martin bliver mere og mere krævende. Han dukker uanmeldt op på hospitalet, udspionerer Steven og prøver at sætte en date op mellem ham og sin mor. »Min mor er tiltrukket af dig. Hun har en lækker krop«.
De komiske elementer overtages langsomt af det ubehagelige. Barry Keoghans præstation som 16-årige Martin er fantastisk skræmmende og uforudsigelig. Det ene øjeblik ung og akavet. Det næste som en mystisk Norman Bates, der er omnipotent som en Gud.
Følelsen af at noget frygteligt er på vej begynder at kravle ind under huden på os. Og så sker det. Først virker det ikke så katastrofalt: Stevens søn er lam i benene en morgen, men får følelsen tilbage efter et par timer. Så opsøger Martin igen Steven på hospitalet. De sætter sig over for hinanden i kantinen. Martin stirrer intenst på Steven og siger: »Det kritiske øjeblik, vi begge vidste ville komme, er kommet«.
Hvad det kritiske øjeblik indebærer, skal ikke afsløres her. Ligeledes anbefales det, at du holder stor afstand til trailers for filmen. Noget af det bedste ved en Lanthimos film er nemlig selv at træde ind i hans labyrintiske universer, uvidende om, hvad der venter rundt om næste hjørne.
Ligesom en Kubrick- eller Haneke-film er ’The Killing of a Sacred Deer’ mesterligt orkestreret. Filmen forvandler sig drypvist fra komisk drama til psykologisk horror, indtil det hele kulminerer i ekstrem ubehag og voldsom spænding. Lanthimos forfører os med uskyldige grin, men efterlader os med undertrykte skrig.
Anna opfylder Stevens fantasi ved at spille bedøvet. Stevens søn mister følelsen i sine ben. Lige sådan vil du sidde handlingslammet, når filmen er slut, som bundet til biografsædet. Fuck, hvor sindssygt.
Læs også: Soundvenue Filmcast: ’Stranger Things’ med spoiler-snak / ’The Killing of a Sacred Deer’