Da ‘The Shining’ blev sendt på gaden i 1980, var der næppe nogen, som havde spået, at filmen ville få repremiere 37 år senere i København – endda i en nyrestaureret udgave, der er 25 minutter længere end den version, som i sin tid fik premiere i Europa.
I løbet af to en halv time får du spøgelseshistorien, som Kubrick oprindeligt havde tænkt den, inden han sendte filmen på det europæiske marked, og der er ikke sparet på noget. Forventningerne hos de inkarnerede ‘The Shining’-fans er utvivlsomt store forud for repremieren på Kubricks filmhistoriske milepæl og visuelle mesterværk, men da filmen kom ud, havde man grint tilhængerne direkte op i hovedet.
I premiereåret skabte filmen minimal profit på bundlinjen, og Stanley Kubrick fik den tvivlsomme ære at være en af de første nominerede ved den nyopstartede prisuddeling Razzie Awards, som kårer årets værste film. Det var langt fra den modtagelse, instruktøren havde ventet.
Stephen King skulle holde sig væk
I slutningen af 70’erne søgte Stanley Kubrick med lys og lygte efter et projekt, som kunne genvinde hans status som mesterinstruktøren, der både favnede det kunstnerisk visionære og kommercielle – et ry som havde lidt et nøk efter halvlunkne anmeldelser og lave publikumstal på periodefilmen ’Barry Lyndon’ fra 1975.
Polanskis ’Rosemary’s Baby’ og Friedkins ’Eksorcisten’ havde med deres succes overbevist instruktøren om, at en gyserfilm var, hvad der skulle til, for at bringe ham tilbage på til toppen. Kubrick stødte på Stephen Kings gyserroman og besluttede efter nærmere overvejelser at filmatisere den. Men Stephen King måtte ikke selv lege med.
Forfatteren havde ellers oprindeligt skrevet et manuskript over sin roman, men rygterne vil vide, at Kubrick afskrev det uden overhovedet at have læst det. I stedet hyrede han forfatteren Diane Johnson, hvis gyserroman ’The Shadow Knows’ instruktøren også havde overvejet at filmatisere, til at skrive manuskriptet, selvom hun ikke var fan af King og kaldte romanen »prætentiøs«.
Det var kimen til Kings livslange aversion mod Kubricks filmatisering, som kun blev værre, da instruktøren sammen med Johnson gik væk fra det boglige forlæg, som de i mange henseender mente var for forudsigeligt.
Stephen King har i adskillige interviews fortalt anekdoten om, hvordan Kubrick ringede ham op midt om natten for at spørge, om han troede på Gud. King sagde »ja«, hvorefter Kubrick erklærede »jeg tror ikke, der findes en Gud« og lagde eftertrykkeligt på. Som resultat valgte instruktøren at fjerne mange af de overnaturlige elementer fra bogforlægget, og det førte, ifølge King, til en »tandløs historie om tragedie i familielivet«, der var ganske fjern fra forfatterens oprindelige intentioner.
Verdensrekord i flest takes
Produktionen begyndte uden velsignelsen fra Stephen King, som heller ikke kunne forlige sig med Jack Nicholson og Shelley Duvall i hovedrollerne. Nicholson, der var kendt fra ’Gøgereden’, spillede en skørkugle fra start til slut, og det tog brodden af karakterens langsomme forfald til galskaben, som romanforlægget ellers fokuserede på, mente forfatteren.
Og Shelley Duvall er langt fra den blonde cheerleader-housewife, som King beskrev i bogen, når hun blotter sit skæve tandsæt i hårrejsende skrig og farer rundt i hotellets korridorer med blafrende tjavset mørkt hår.
Da først kameraerne rullede, ville Duvall nok også have ønsket, at hun havde takket nej til rollen som konstant grædende, skrigende hotelmor, der bliver jagtet af sin gale mand. Hendes ’samarbejde’ med Kubrick er gået over i historien som et af de sværeste nogensinde, og man er næppe i tvivl om hvorfor, når man genser filmen.
På en normal arbejdsdag kunne skuespillerinden risikere at skrige og græde i op mod 12 timer. Duvall græd så meget, at hendes tårekanaler tørrede ud, hvilket tvang hende til at drikke litervis af vand mellem hvert take for overhovedet at kunne fremtvinge en dråbe.
Samtidig gik Stanley Kubrick til ekstremerne for at tvinge den bedste præstation ud af skuespillerinden, hvor han selv indtog rollen som hendes hårdeste kritiker. Han isolerede hende på settet og bad filmholdet om ikke at sympatisere eller tale med den hårdtprøvede skuespillerinde.
Trappescenen, hvor Jack Nicholson jagter hende, fik sågar en plads i Guinness Rekordbog for flest takes med dialog. 127 gange filmede de scenen, hvor Duvall desperat forsøger at holde Nicholson på afstand med et baseballbat, mens hun hulker højlydt.
Nicholson har kaldt Duvalls rolle »den hårdeste, jeg nogensinde har set« i et interview med Empire, og skuespillerinden var da også på randen af nervesammenbrud, da hun begyndte at tabe håret på settet.
Efterfølgende har Duvall selv fortalt, hvordan hun lå syg med stress i adskillige måneder under produktionen, som varede i hen ved et år. En oplevelse, som aldrig har sluppet taget i skuespillerinden, som dog sidenhen har erkendt, at samarbejdet med Kubrick var en af hendes mest lærerige oplevelser.
Vanvittige konspirationsteorier
Som det var tilfældet med næsten alle Kubricks film, blev ‘The Shining’ udtænkt som et storværk. Kubrick fik et anseeligt budget på 19 millioner dollars til at dyrke sin nidkære detaljefiksering, og det er da også særligt filmens mesterlige visuelle stil, der springer i øjnene ved gensyn.
Før filmen gik i produktion, brugte instruktørens filmhold oceaner af tid på at location-scoute. Kubrick ville ikke bare bygge endnu et hjemsøgt hus, men et prægtigt hotel rodfæstet i virkeligheden.
Resultatet blev den, på daværende tidspunkt, største indendørs kulisse nogensinde, og Kubricks labyrintiske Overlook Hotel er sidenhen blevet genstand for nøje granskning af de mere ekstreme ‘The Shining’-fans. Og der er på sin vis også meget at komme efter, for hotellets design er fyldt med fejl. Der er vinduer, hvor der burde være vægge, og flere af bygningens korridorer fører til mærkelige blindgyder.
Nogle fremhæver, at det bare er resultatet af nødvendighed: Filmholdet var nødt til at få kulisserne passet ind på sparsom plads. Men med tanke på Kubricks omhyggelighed virker det mere sandsynligt, at Kubrick bevidst har skabt et ’umuligt’ hotel, som lukker sig om dets arme beboere.
De lange korridorer blev også et af filmens mest mindeværdige elementer, hvor Kubricks pionerarbejde med det nyudviklede Steadicam dannede grobund for de ikoniske scener, hvor Danny fræser afsted på sin trehjulede cykel. Som instruktøren havde for vane, lod han sig selv involvere dybt i tilblivelsen af den nye kamerateknologi – faktisk i en sådan grad, at opfinderen Garrett Brown senere udtalte, at han først rigtig lærte at bruge sit Steadicam under Kubricks kyndige instruktioner.
Men ‘The Shining’-fanatikerne har ikke kun begrænset sig til nærstudier af kulisserne. Filmen er muligvis den mest overfortolkede i filmhistorien, hvor hver enkelt detalje er blevet vendt og drejet utallige gange, som levende beskrevet i dokumentarfilmen ’Room 237’.
Der findes sågar obskure teorier, som påpeger, at ‘The Shining’ er Kubricks måde at indrømme, at han iscenesatte månelandingen. Dannys Apollo 11-sweater er bare toppen af isbjerget, der strækker sig over den hyppige brug af bogstavet A (reference til Apollo) til værelsesnummeret 237, som refererer gennemsnitsafstanden fra Jorden til månen. Der findes sågar dem, som mener, at filmen bør ses bagfra, før man får det fulde overblik over Kubricks mange symboler.
Nu kan man ved selvsyn dissekere ’The Shining’ på det store lærred, når filmen blandt andet vises i Imperial på et af Københavns største lærreder. Og med 25 minutter ekstra, der hidtil aldrig har været vist i Danmark, er der nok at tage fat på for selv den mest garvede ’The Shining’-fan.
Efter Kubrick havde sendt gyserfilmen på det amerikanske marked, besluttede han sig for at klippe filmen ned til en endnu strammere fortælling for det internationale publikum. Hans begrundelse var blandt andet, at publikum i Europa var klogere end det amerikanske, og derfor ikke havde brug for ligeså meget baggrundsviden om Jack Torrances alkoholmisbrug og Dannys overnaturlige evner.
Men i originalversionen får man det fulde billede af Jack Torrances alkoholmisbrug, der langsomt eskalerer indtil han bæller whisky med en flok spøgelser. Og så får Dannys overnaturlige evner en hel del mere skærmtid, hvor et lægebesøg på fem minutter understreger, hvor bekymret Wendy er for sin søns mentale helbred. Vigtigst af alt så er der skruet et hak op for uhyggen, når det overnaturlige hotel også omslutter Wendy, der begynder at se skeletter i The Overlooks tomme gange.
Selvom mange vil hævde, at den internationale skæring trumfer originalversionen, havde Kubrick ingen præferencer selv. Han opfattede begge film som sine Director’s Cut, hvilket om noget understreger den sjældent sete kreative frihed, han rådede over.
Læs også: Danmarks førende Stanley Kubrick-ekspert: »Han var bange for at blive korsfæstet«