Stanley Kubrick og Kevin Costner nåede aldrig at arbejde sammen. Alligevel havde den berømte og berygtede instruktør – én af de filmskabere i historien, der har flest mesterværker i bæltet – en dokumentfil af nærmest FBI-agtige dimensioner liggende på skuespilleren.
»Kubrick havde sikkert overvejet ham til en film, og så har han været ude og få Warner Bros. til at sætte screeninger op af ’The Bodyguard’ og alle mulige Costner-film, hvor han efterfølgende har fået publikum til at udfylde spørgeskemaer for at finde ud af, om folk kunne lide ham«, fortæller den tidligere filmekspert Søren Høy, der er i færd med at lægge sidste hånd på en enorm Kubrick-udstilling, han netop har bragt til galleriet Gl Strand i København.
Costner-eksemplet er symptomatisk for Kubricks nærmest fetichistiske omhyggelighed, som var med til at gøre ham til en kunstner, og som også har givet ham et myteomgærdet ry.
Faktisk har University of London dedikeret intet mindre end 800 hyldemeter udelukkende til legendens fortegnelser. Det var her, Søren Høy fik mulighed for at gå på opdagelse i dokumenter, der også dækker håndskrevne protokoller over salgstallene på instruktørens film. Ligesom det fremgik, hvordan han brugte årevis på at forberede film, som i flere tilfælde aldrig blev til noget i sidste ende.
Forud for sit storværk ’Napoleon’, som har fået tilnavnet »the greatest film never made«, brugte Kubricks assistenter årevis på at indsamle researchmateriale, der blandt andet tæller 15.000 location-scouting-fotografier, somaldrig blev brugt til andet end memorabilia for eftertiden.
»Han vidste jo godt, at han på en eller anden facon var i gang med at skrive filmhistorie. Eller mente selv, at det ville få betydning senere hen, for ellers havde han vel ikke gemt så mange ting?«, bemærker Høy.
En mester in spe
De fleste kender Kubricks hovedværker som ’The Shining’, ’Rumrejsen 2001’, ‘Full Metal Jacket’ og ’A Clockwork Orange’, men baggrunden for Kubricks omhyggeligt perfektionistiske arbejdsmetode kan findes allerede i instruktørens tidlige, og langt mindre udbredte, værker, som man den kommende tid får en sjælden mulighed for at opleve på det store lærred i Cinemateket, som i oktober følger op med instruktørens store hovedværker.
Amerikaneren var bare 23 år, da han udkom med sit første filmprojekt, og selvom han arbejdede med en bøjet femøre som budget, nægtede den unge instruktør at gå på kompromis med sine visioner. Kubrick insisterede på at skyde sin første kortfilm, ’Day of the Fight’, med to kameraer, selvom han selv måtte hoste op for de bekostelige filmruller, og det var bare startskuddet til, hvad der senere skulle blive en nærmest neurotisk detaljefiksering.
»Han lavede det meste selv, og det er jo den rigtige måde at gøre det på. Det, at man selv filmer, klipper, instruerer og caster, giver en dyb indsigt i de forskellige håndværk, som filmkunsten indeholder«, siger Søren Høy.
»Og det giver måske også et indtryk af, hvorfor han senere hen var inde over alle detaljer. Hvorfor han blandede sig i alting. Det var, fordi han vidste, hvordan man gjorde. Fordi han havde indsigt. Det synes jeg helt klart, at de tidlige film viser«.
Med ’Fear and Desire’ fra 1953 spillefilmdebuterede Kubrick i en alder af blot 25, og han var nødt til at bede sin far om at hæve sin livsforsikring for at få projektet realiseret. Selvom filmen gjorde Kubrick bemærket og sikrede ham støtte til hans næste film, ’Killer’s Kiss’, var instruktøren hurtig til at afskrive filmen som en »ungdomsfejl«.
Senere forsøgte han angiveligt at opkøbe alle kopier af filmen, så han kunne trække den fuldkommen ud af cirkulation og slette den fra sine samlede værker. Og det var bare et led i instruktørens selviscenesættelse, hvor nøje planlagte set-billeder også skulle styrke hans image som stor filmkunstner.
»Tager man tiden i betragtning, så har han jo leget stormand ved at have en still-fotograf på settet. For det havde de store filminstruktører. Han har bedt om at få kameraet rettet mod sig, mens han er i arbejde, ryger cigaretter eller spiller skak«.
Men ’Fear and Desire’ peger også frem mod et tema, der sidenhen skulle blive et omdrejningspunkt for flere af instruktørens film.
»Han viser sig jo senere at have en stor interesse for krig, krigsfilm og krigens dynamikker. Sindets krinkelkroge er virkelig noget, der går igen i hans film. Og det vanvid, der foregår i krigssituationer, er et tema, der optager ham. I krigs- og verdenshistorien har man altid sendt de yngste i krig og ødelagt dem. Og det er et tema, som man kan se i ’Fear and Desire’«, fortæller Høy.
1950’erne skulle vise sig at blive Kubricks mest produktive årti. Han sendte film ud med få års mellemrum og slog for alvor igennem med ’The Killing’ i en alder som 28-årig. Noir-filmen gjorde den hippe instruktør med jakkesættet til et navn og banede vej for et langt større budget på ’Paths of Glory’, som skabte overskrifter verden over for sit anti-krigsbudskab.
Berygtet film kunne have været mere ekstrem
Herefter tog karrieren fart, da Kubrick blev kaldt ind for at overtage instruktørtjansen på Kirk Douglas-blockbusteren ’Spartacus’ – en oplevelse, som overbeviste instruktøren om, at han aldrig nogensinde igen ville lade sig underkaste en kreativ spændetrøje fra de store Hollywoodstudier.
Det var heromkring, at Kubrick selv tilsleb sit image som en provocateur af kaliber. Han gjorde det til en æressag at markedsføre ’Lolita’ som »den mest kontroversielle film nogensinde«, mens han beskrev ’Rumrejsen 2001’ som »det ultimative trip«.
»Lige pludselig er der ikke en eneste avantgarde-kunstner, der ikke ser op til ham. David Bowie har nærmest tilskrevet ’Rumrejsen 2001’ æren for, at han lavede ’Space Oddity’«, fortæller Søren Høy.
Kubrick arbejder fuldkommen egenrådigt og sænker sit arbejdstempo markant, da Warner Bros. giver ham frie rammer for, hvor lang tid han kan bruge på et projekt. Og med ’A Clockwork Orange’ fra 1971 nåede Kubricks systemkritik og skildring af de forbudte lyster hidtil uanede højder.
»Der sker det, som han, ifølge familien, ikke havde set komme: Han skaber Alex (hovedkarakteren i ’A Clockwork Orange, red.), som lige pludselig bliver et psykopat-ikon. Folk fik hans portræt tatoveret på deres kroppe, og der blev lavet t-shirts med ham overalt, mens soundtracket solgte en million eksemplarer. Folk ville det der psyko-univers, og det var måske ikke det, der var meningen«.
Ifølge Søren Høy kunne filmen endda være blevet endnu mere ekstrem. På Kubrick-udstilling i Gl. Strand kan man se filmens tidlige artwork, der i rendyrket Albert Speer-ånd indeholder hagekors og tydeligt fascistiske symboler. Men selvom filmen kunne være blevet endnu mere voldsom, skabte den stadig stor furore i England, hvor Kubrick var bosat med sin familie.
Efter to år i de engelske biografer fik instruktøren overtalt Warner Bros. til at trække filmen fra distribution efter månedsvis med trusler hængende over hovedet. Det er her omkring, at Kubrick trækker sig fra offentligheden og ændrer sit nydelige udseende og bliver »den der lidt uglede trold», som Høy beskriver ham.
Holocaustdrama på Djursland
Men det er også her, at hans ekstreme perfektionisme eskalerer endnu mere, hvilket sløver hans arbejdstempo i en sådan grad, at han frem til sin død i 1999 kun får lavet en til to film per årti. Udover den forliste ’Napoleon’ giver han sig også i kast med den store Holocaustfilm ’Aryan Papers’, som i en overgang så ud til at skulle filmes i Djursland. Kubrick gennemfotograferede halvøen, hvor han forestillede sig, at filmens koncentrationslejr skulle ligge. Men projektet fik kniven i præproduktionen.
»Han ville jo ikke lave den, fordi han var for bange for, at den ville blive for voldsom. Hele hans familie havde tilsvarende kvaler om, at den ville blive for dystopisk. Han var simpelthen bange for at blive korsfæstet. Han vidste jo godt, at han bevægede sig ud et sted, hvor han fik folket mod sig«.
Men selvom vi aldrig fik ’Aryan Papers’, gav Kubricks senperiode os ’The Shining og ’Eyes Wide Shut’. Film, der blev kendt for deres krævende produktionsomstændigheder, som blandt andet sendte Shelley Duvall (’The Shining’) nær sammenbruddets rand.
»Ser man det fra hendes side, så driver han hende jo til vanvid. Og hvis man ser det fra hans side, så stressede han hende, fordi han ville have den perfekte performance«.
»Hvis han presser hende, mens hun står i bidende frost, og får hende til at gentage det samme 50 gange i træk, så græder hun til sidst rigtigt. Til sidst får hun nervesammenbrud. Og hvis man har den lettere kyniske indgang, som han havde, så var det jo det, han ledte efter«.
Kubricks tidlige film fra ‘Fear and Desire’ frem til ‘Paths of Glory’ vises i Cinemateket i løbet af denne og næste uge (læs mere HER). Og i oktober og november vises instruktørens senere klassikere blandt andet ‘Rumrejsen 2001’ og ‘A Clockwork Orange’ (læs mere HER)
(Soundvenue og Cinemateket har indgået et samarbejde for 2017, hvor Soundvenue bl.a. er vært for redaktionens favoritfilm i Cinemateket, og Cinemateket er partner på Soundvenue Filmcast.)
Læs også: 2017 står i Stanley Kubricks tegn – stor festival kommer til Danmark