13 tanker om Weinstein-årets bølgeskvulp – om Brad Pitt, backlash og et elendigt datterargument

Når filmhistoriebøgerne skal sammenfatte 2017, er det nok ikke selve filmene, der trækker de længste kapitler. Det er snarere Harvey Weinsteins fortjente fald fra tinderne og alt det, der fulgte i kølvandet: #MeToo, chokerende afsløringer i hobetal og et essentielt paradigmeskift i underholdningsindustrien. Mads Kjær Larsen kigger tilbage på et skelsættende år for Hollywood.
13 tanker om Weinstein-årets bølgeskvulp – om Brad Pitt, backlash og et elendigt datterargument
Harvey Weinstein (Foto: Drew Angerer/Getty Images)

1.

Det var almindelig kendt, at man ikke forstyrrede Darryl F. Zanuck (1902-79), den legendariske direktør for 20th Century Fox, på hans kontor mellem kl. 16 og 16.30.

Det var i dét tidsrum, Zanuck afholdt sine ’konferencer’ med unge skuespillerinder. Her kunne hans foretrukne starletter ’betale ham tilbage’, hvis de vel at mærke ønskede en fremtid inden for branchen.

Marlys Harris skriver i sin biografi om Zanuck-familien – med den sigende undertitel ’The Dark Legacy of an American Dynasty’: »Zanuck knaldede kvinder på sin kontorsofa i et hurtigere tempo, end rulleteksterne løb over lærredet på hans film«.

Altså: Historien om magtfulde mænd, der chikanerer eller forgriber sig på unge skuespillerinder, er lige så gammel som branchen selv.

Betegnelsen ’casting couch’ er heller ikke grebet ud af den blå luft. Rita Hayworth nægtede at have sex med grundlæggeren af Columbia Pictures, Harry Cohn (1891-1958), på den sofa, han havde på sit kontor – »the original casting couch«, som forfatteren til en biografi om Cohn, Bob Thomas, omtaler den i sin bog om filmmogulen.

Harvey Weinstein og Meryl Streep i 2012. (Foto: Kevin Winter/Getty Images)

Hayworth var – heldigvis for hende – allerede så stort et navn, da Cohn fik fingrene i hende, at han ikke havde råd til ikke at beholde hende i sin stald og dårligt kunne opnå noget ved at sværte hende til (en strategi Harvey Weinstein – ved vi nu – har benyttet mod blandt andre Ashley Judd og Mira Sorvino).

Ifølge Bob Thomas havde Joan Crawford også svar på tiltale, da Cohn forsøgte sig med hende: »Hold den i bukserne, Harry. Jeg har en frokostaftale med din kone og dine børn i morgen«. Mon ikke hun inderst inde rystede med en blanding af skræk og raseri, da hun holdt facaden og fyrede dén effektive oneliner af?

Louis B. Mayer (1884-1957), MGM’s legendariske direktør, ’nøjedes’ med at opføre sig strengt besidderisk over for ’sine’ kvindelige stjerner. Det blev retrospektivt tolket vidt forskelligt. Joan Crawford kaldte Mayer for sin bedste ven, Elizabeth Taylor mente, at han var et manipulerende monster, og Judy Garland indrømmede i sin selvbiografi (hun døde som 47-årig i 1969), at Mayer havde forgrebet sig på hende, da hun var ganske ung (Garland slog igennem som barnestjerne i 1938 i ’Troldmanden fra Oz’). Hun var ham til gengæld evigt taknemlig for, at han fastholdt kontakten til hende (og betalte hendes lægeregninger) også efter, at hun havde forladt MGM.

Mayer var altså besidderisk og beskyttende, må man forstå.

2.

Det har aldrig været en hemmelighed, at producere eller direktører kunne skalte og valte med karrierer: De unge skuespillerinder skulle bestå ’sofatesten’, før de for alvor fik adgang til de rige, berømte og feteredes land.

Men også i mere generel forstand har de magtfulde mænd bag kulisserne defineret, hvilke idealer for kvindelig skønhed – ja, kvindelighed, i det hele taget – ’Drømmefabrikken’ i Hollywood har indprentet i generationer af tilskuere.

Den kvindelige idealtype i Hollywoods tidlige år var sært begrænset, man kunne enten optræde som virgin eller vamp, som filmkritikeren Molly Haskell formulerede det allerede i 1974 i bogen ’From Reverence to Rape: The Treatment of Women in the Movies’.

Her hudfletter hun den amerikanske filmbranche, som hun mener har gjort skade på kvinder på flere planer. Den ene del af bagsiden er de seksuelle krænkelser, som der er så meget fokus på for tiden, men den anden del af er den stereotype fremstilling af kvinder, der er formet af mænds fantasibilleder, og som via eksponeringen på det store lærred bliver serveret som en forsimplet ide om, hvad den ideelle kvinde er for en størrelse. Haskell anfører, at det har skadet ikke alene kvinders selvopfattelse, men også været medvirkende til at forme mænds syn på ’det andet køn’.

3.

Siden Harvey Weinstein-affæren for alvor tog fart, er blikket blevet vendt den anden vej: fra kvinden som objekt for mandens målrettede interesse og i retning af de mænd, der nu ikke alene fremstår som kyndige (og i værste fald, kyniske) filmkøbmænd, men ligefrem som glubske rovdyr (ordet ’predator’ går igen i de engelsksprogede mediers omtaler af sexchikanesagerne), der har udnyttet, misbrugt og ved deres blotte tilstedeværelse og insinuationer skræmt livet af generationer af vordende filmskuespillerinder.

Peter Aalbæk.

Vores egen Peter Aalbæk Jensen er gået fra at være en herligt ukonventionel festoriginal, der repræsenterer et spændende og visionært kreativt miljø, til en klam stodder, der, som en feudal herremand, har skabt en forkastelig arbejdskultur præget af seksuelle ydmygelser og infantilt mobberi. Det pudsige er, at vi sådan set ’hele tiden’ har kendt til detaljer om arbejdsgangen på Zentropa (ikke mindst fra Anne Mette Lundtoftes bog ’Zentropia’ fra 2013, men såmænd også fra Ålens egen mund), men det er først nu, at vi har fået finindstillet den moralske kikkert.

Medierne har endog inviteret til en vis selvransagelse, for eksempel har Politiken inviteret fremtrædende danske mediefolk (herunder anmeldere som Kim Skotte og Christian Monggaard) til at reflektere over, om det nu også var en god ide at ’gå i seng’ med Zentropa ved for eksempel villigt at tage del i selskabets promotion.

4.

Det er ikke kun danske dagbladsanmeldere, der passende kan tage et blik i spejlet. Det er i virkeligheden tid til selvransagelse hele raden rundt.

Jeg har ikke sjældent vurderet kapløbet om bedste kvindelige hovedrolle ved The Oscars efter kriteriet ’fuckability’. Det var derfor, J-Law slog Emmanuelle Riva, og derfor Gwyneth Paltrow, Julia Roberts og Reese Witherspoon vandt deres statuetter, lyder et almindeligt ræsonnement.

Akademiets såkaldte steakeaters – betegnelsen for de ældre mænd, der nyder godt af medlemsskabets privilegier, selvom mange af dem ikke har været kreativt aktive i en årrække – stemmer på kvinder, de gerne vil have sex med, tilsiger denne indgroede logik.

Det er værd at overveje om man (jeg) bare afbilleder eller tværtom er med til at skabe en virkelighed, når man (jeg) taler om dygtige og hårdtarbejdende kvinder på den måde.

5.

Pulitzer-vinderen Mascha Geffen skrev i november om Weinstein i The New Yorker: »Det var hans magt, der skaffede ham sex, og det var sex, der gav ham mere magt«.

Sex og magt er uundgåeligt filtret sammen i enhver mandsdomineret branche, men det hele får et særligt sinistert præg i en branche som Hollywood, hvor smukke kvinder er en afgørende ’handelsvare’.

Russell Crowe, Harvey Weinstein og Renee Zellweger i 2005. (Foto: Pascal Le Segretain/Getty Images for Buena Vista International)

At sex og magt er to sider af samme mønt, er der ikke noget nyt i. At vi handler og navigerer efter vores viden om det forhold, er til gengæld et historisk nybrud.

6.

Hvorfor havde Amy Schumers ’Last fuckable day’-sketch så stor gennemslagskraft for to års tid siden? Den var sjov, jovist, rigtig sjov, men den havde nok også en særlig gennemslagskraft, fordi den havde en rensende effekt. Hvorfor? Fordi den var pinagtigt, smerteligt sand.

7.

Det er interessant, at Brad Pitt i visse kredse blev fremhævet som en af dem, der havde modet til at sige fra over for Weinstein ved at true med tæsk, da hans daværende kæreste, Gwyneth Paltrow, havde været et offer for filmmogulens slibrige tilnærmelser.

Nu hvor eftertanken – og ærlig talt, kvalmen – har indfundet sig, tænker man snarere: Hvorfor tænkte Pitt kun på den kvinde, han selv havde følelser for? Hvorfor truede han ikke Weinstein med at afsløre ham? Mon ikke det havde gjort større indtryk end den slidte machorespons: ’Jeg smadrer dig, hvis du rører min dame én gang til!’.

I den optik er Pitts respons en del af problemet, snarere end en del af løsningen.

8.

Hvad med alle de kvinder, hvis karriere pludselig gik til grunde – de unge, talentfulde kvinder vi af en eller anden grund aldrig rigtigt så mere til? Pludselig har vi for eksempel fået et indblik i, hvorfor Annabella Sciorras karriere, der syntes så lovende i årene omkring 1990, af dengang uforklarlige årsager stødte på grund. Og hvad var det, der skete med Mira Sorvino, efter hun vandt en birolle-Oscar for ’Mighty Aphrodite’ i 1995? Hvad blev der af Ashley Judd?

Jennifer Lawrence og Harvey Weinstein under en Oscar-fest i 2014. (Foto: Kevork Djansezian/Getty Images)

Hvis man ikke klarede den som ung skuespillerinde, var det måske alligevel ikke, fordi man ikke havde ’star power’, talent eller dedikation nok, men fordi man gjorde modstand, når Harvey Weinstein forsøgte at afpresse én seksuelt! Det er kvalmende at tænke på resultatet af Weinsteins overgreb og de hviskekampagner, han satte i gang om de kvinder, der sagde fra over for ham.

Hatten af for Peter Jackson, der har indrømmet, at han for år tilbage lod være med at tilbyde roller til Judd og Sorvino, fordi Weinstein fortalte ham, at de var ’besværlige’. Det stiller ikke Jackson i et udelt sympatisk lys, men netop derfor er det en information, det er værd at bide mærke i. Den siger en hel del om en dynamik, der ikke alene har ødelagt karrierer, men også har forspildt mange talenter.

9.

»Jeg har selv en datter…«-argumentet er i varierende grad blevet brugt af op til flere mandlige filmstjerner – blandt andet (og mest øretæveindbydende) af Matt Damon – som respons på Weinsteins uhyrlige, kvindefjendske regimente. Hvortil jeg tænker: Er det virkelig det bedste, du kan komme op med, makker?

Er du kun forfærdet, fordi du selv har en datter? Ville det ikke sømme sig at forstå og sympatisere med kvinder, fordi de er fornuftsvæsener med personlig integritet ligesom dig selv. Burde empati ikke være en naturlig refleks frem for en betinget?

Åbenbart ikke når vi taler om op til flere af Hollywoods mandlige profiler, der ellers får uhyrlige summer for at projicere følelser, vi andre kan spejle os i.

10.

Bryan Cranston har som den første (så vidt jeg er orienteret) åbnet op for, at tilgivelse kan komme på tale. Det billiger jeg. Det handler ikke om at kaste mudder efter eller straffe de formastelige (det har vi et retssystem til i de grelleste tilfælde), det handler om at ændre en forstokket, afsporet kultur. Den ændring opstår forhåbentlig som et resultat af den debat og det bevidsthedsskred, som #Metoo-bevægelsen har ført med sig.

Natalie Portman har mange historier om upassende tilnærmelser fra mandlige filmfolk. Her under Cannes-festivalen i 2015. (Foto: Pascal Le Segretain/Getty Images)

Hævn er en grim følelse – i enhver setting. Heksejagt skaber kun angst, forvirring og forbitrelse. Det er den skæve magtbalance i filmbranchen (og alle andre brancher, for den sags skyld), der er hovedproblemet. Det handler ikke om, at der skal rulle hoveder. Det handler om at give kvinder chancen for at sige fra uden at risikere alt fra deres karriere til mobning på optagelserne (som blandt andet Ellen Page, men også Natalie Portman på meget informativ vis har beskrevet i forhold til blandt andre Brett Ratner, der følgelig fremstår som en slemt forvokset schoolyard bully). Og det handler om at bevidstgøre mænd, så de ikke gør sig ansvarlige for – og skyldige i – overtrædelser uden overhovedet at reflektere over, hvad de har gang i.

Hvis mænd begynder at reflektere over deres adfærd, er sejren allerede halvvejs i hus.

11.

Beware, the backlash is coming! De kvinder, der lige nu bliver omtalt som (helte)modige, vil blive nedgjort, mistænkeliggjort og gjort utroværdige, når ’the perfect storm’ har lagt sig.

I et stort interview med Slate udtaler forfatteren og kvindesagsforkæmperen Rebecca Traister, at netop fordi dette øjeblik – det her og nu, debatten udfolder sig i – er domineret af #Metoo og fordømmelse hele raden rundt (og radiotavshed fra de stemmer, der ellers plejer at tale diversitet ret imod), bør vi forberede os på, at uvejret samler kræfter et sted ude i horisonten.

Når det rammer, står den på en afgørende styrkeprøve: en kulturkrig, om man vil. Kvinder – inden for og uden for filmbranchen – oplever strygende medgang lige nu, men der kommer et backlash. Og når det sker – når alle de reaktionære kræfter samler sig og spyer deres galde til fordel for Patriarkatet – kan det blive grimt. Rigtig grimt.

12.

Lad os lige huske på, at nok har Rose McGowan, Gwyneth Paltrow, Ellen Page, Angelina Jolie, Salma Hayek og alle de andre kvinder har været udsat for forfærdelige ting, og de har udvist mod og rettidig handlekraft, men de er også mestendels privilegerede kvinder med penge, social anseelse og stor gennemslagskraft.

Kampen handler ikke kun om dem. Den handler om alle de kvinder, der aldrig fik chancen, fordi de blev nægtet adgang til det ene eller det andet, hvis de ikke var parate til at følge ’Rovdyrlovens’ logikker, men især handler kampen om alle de kvinder, der ikke har mange penge og ikke har adgang til alverdens medier, fordi de lever en almindelig lønmodtagertilværelse og dermed ikke er i en position, hvor de bliver hørt, selvom de kunne have lyst til at råbe op.

Harvey Weinstein under Venedig-festivalen i 2012. (Foto: Gareth Cattermole/Getty Images)

Det er ikke en kvindesagskamp, hvis ikke det er en kamp, der bygger på solidaritet med kvinder af alle slags.

Filmbranchen er måske nok en form for spejl for samfundet, men det er et forvrænget spejl, der kun meget sjældent indfanger virkeligheden uden for den boble, branchen selv udgør. Der er en verden herude – på den anden side af lærredet og laptoppen – der tager sig anderledes ud, og det er først og fremmest i dén verden, kampene skal kæmpes og de sociale forandringer gennemtrumfes.

13.

Hollywood vil ændre sig i lyset af #Metoo og Weinsteins fald fra tinderne, men Hollywood er også bare… Hollywood.

Det er sigende, at Mel Gibson – af alle – for nylig havde premiere på et stykke good clean family entertainment, komediefarcen ’Daddy’s Home 2’, der virker som et throwback til en anden tid: en tid, hvor far var ham den fjollede, der gerne måtte sige småpinlige ting fra sin plads henne i sofaen.

I den forbindelse udtalte Gibson sig respektfuldt om »den smertefulde vej til forandring« og »lyset der bliver kastet ind over de lange skygger fra fortidens fejltagelser«. Mel Gibson har sit moment for tiden, men det er da ironisk, at en mand, der for blot få år siden blev udskreget som en notorisk kvindehader (og antisemit), i år 2017 – et år, der formentlig vil gå over i historien som lidt af et kulturelt vandskel – står i spidsen for branchens selvransagelse, en selvransagelse, der dog ikke er mere altomfattende, end at en mand som Pixar-grundlægger John Lasseter i mødet med anklager om upassende adfærd benytter sig af eufemismer som »uønskede omfavnelser«, når den rituelle undskyldning skal formuleres.

Læs også: Den sidste uge har forandret Hollywood for altid

Læs også: De bedste film i 2017 – top 10-1

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af