Park City, Utah. Det er svært at forestille sig et bedre sted at debutere som filmskaber end på Sundance-festivalen i USA. Det er en af verdens vigtigste filmbegivenheder og har fostret en enorm talentmasse, der tæller hele stjernespektret fra Ava DuVernay og Kenneth Lonergan til Quentin Tarantino og Steven Soderbergh. Det er med andre ord her, man skal holde øje, hvis man vil finde det næste store film-navn.
Det fornemme selskab er bestemt ikke gået tabt på to af de udvalgte på årets festival, som allerede er travlt beskæftiget med branchemøder. Den debuterende instruktør Gustav Möller og hans danske manuskriptpartner Emil Nygaard Albertsen, der begge er uddannet fra Den Danske Filmskole, har lowbudget-filmen ’Den skyldige’ i sidekonkurrencen for internationale spillefilm, og det er en kæmpe anerkendelse.
»For mig har Sundance festivalen altid været en mytologisk festival. Det er en af de helt store, men man har bare haft et billede af det, når folk siger, at det er noget helt specielt, så bare det at være her er vildt fantastisk«, siger Möller, da vi møder makkerparret til en øl i den snedækkede ski-by Park City.
Filmen, vi skal tale om, følger i sporene på en række af sidste års lavbudgetgenrefilm som ’Underverden’ og ’3 ting’. Men ’Den skyldige’ har det mest radikale udtryk: Den er optaget på én location, foregår i realtid og har én skuespiller som altdominerende midtpunkt. Og så er den nervepirrende intens.
»Du kan ikke være doven, når du er begrænset«
Jakob Cedergren spiller politibetjenten Asger Holm, som er blevet overflyttet til alarmcentralen, hvor han til sin store utilfredshed skal tage imod 112-opkald. Men den monotone dagligdag som menneskelig telefonsvarer bliver afbrudt, da en kvinde ringer og i kodesprog meddeler, at hun er blevet kidnappet, og at kidnapperen sidder lige ved siden af hende. Herfra begynder et kapløb med tiden, når Asger sætter sig for at redde kvinden med telefonsignalet som sit eneste våben.
»Ideen kom fra et Youtube-klip, jeg faldt over, som var et ægte 112-opkald. Det startede en fascination af, hvor superspændende det var kun at lytte til et telefonopkald. Det i kombination med, hvor mange billeder det havde sat i gang i mig, synes jeg, var en superspændende præmis for at lave en film«, fortæller instruktør Gustav Möller.
Samtidig var præmissen en oplagt mulighed for at dyrke duoens forkærlighed for high concept-genrefilm, for i sin grundform er historien simpel. Men i hænderne på Möller og Albertsen tager filmen flere uventede drejninger, når de viser de voldsomme konflikter, som politimænd dagligt risikerer at støde på.
»Jeg tror ret hurtigt, vi indså, at alarmcentralen var en spændende arena, og at der var nogle ret spændende karakterer i de mennesker, som arbejdede der. De er tæt på noget voldsomt, samtidig med at de er så distancerede fra det det«, siger instruktøren. Manusforfatter Emil Nygaard Albertsen supplerer:
»Da vi så kom ud på alarmcentralen og så, hvordan det fungerede, opdagede vi, at vi kan lave noget her, som man ikke har set før i Danmark. Som kan være lige så spændende, som hvis man havde alle muligheder i verden«.
Hvad var udfordringerne ved at holde spændingen i kog gennem en hel film på én location?
»Jeg tror altid, at det er en udfordring at lave en film, som er spændende hele vejen igennem. Jeg tror bare, at det blev udtalt, at det var en udfordring, fordi det er så nedkogt et koncept. Jeg tror, det er en gave for filmen, og jeg tror, vi har måttet gøre os mere umage, for ellers kan man ligesom gribe fat i oplagte muligheder. Du kan ikke være doven i nogle dele af håndværket, når du er begrænse på den måde.«
Det første overvældende opkald
Der var rigeligt med inspiration at hente fra lignende one location-film som ‘Buried’, ‘Locke’ og ’Phone Booth’, men modsat sidstnævnte telefonboksdrama med Colin Farrell var det vigtigt for Möller og Albertsen hele tiden at have karakteren for øje. De ville ikke bare fortælle en historie om en karakter, der bliver sat i en presset situation. De ville fortælle en historie, hvor karakteren selv vælger at gå ind i en presset situation, og de moralske dilemmaer, sådan et valg medfører.
»Vi indså, at vi kan gøre det på en ny måde – vores måde. Og så fortælle om en karakter. Det erhverv, de har, dem der sidder og tager imod 112-opkaldene, er fandeme specielt, og det er fandeme specielt, det de skal gå igennem«, siger Albertsen.
»Karakterdreven er et ord, der bliver brugt rigtigt meget, men en nem løsning kan jo være, at du klipper frem i tid – til en ny dag, hvor der sker noget nyt for karaktererne. Idet du laver en realtid-film, hvor du kigger på én person, så bliver karakterdriften nødt til at komme fra karakteren, for du kan ikke klippe frem i tiden og skabe en stor ting udefra, der sætter det i gang«, tilføjer Möller.
Den primære inspiration kom dog fra Möller og Albertsen indledende researcharbejde, hvor de besøgte alarmcentraler og fik lov til at lytte med på nødopkald. For det viste sig hurtigt, at alarmcentralen slet ikke var, som de forestillede sig, og at menneskerne, der arbejder der, konstant må træffe svære valg.
»Vi havde forestillet os alarmcentralen som noget ’CSI’-agtigt med masser af skærme, der kører – sådan super hi-tech. Men da vi kom ud på alarmcentralen, så vi, at det var et mega kommunalt miljø, men vi kunne godt lide, at det så lidt shitty ud«, fortæller instruktøren med et smil.
Det var en rystende oplevelse for Möller og Albertsen at lytte med på de desperate opkald, som betjentene besvarer på daglig basis. Men hvor begge filmskabere blev dybt påvirkede, havde politibetjentene en helt anden måde at håndtere presset på, som fascinerede makkerparret.
»Ved det første opkald, jeg fik lov til at lytte med på, begyndte jeg at græde, fordi jeg forestillede mig, hvordan det så ud, mens den her alarmoperatør tager det helt stille og roligt. Han sender en ambulance, lægger på og fortsætter med at snakke om fodboldresultater, som vi havde gjort inden opkaldet, mens jeg sidder med tårer i øjnene«, fortæller Albertsen.
»Det kan føles usympatisk, og sådan vil man måske til tider opleve vores hovedkarakter. Men jeg tror også, der findes en nødvendighed i at distancere sig for at kunne overleve som politibetjent«, fortsætter Möller.
Farligt at stå stille
Man kunne let tro, at konceptet i ’Den skyldige’ var udtænkt som et fandenivoldsk statement om, at man sagtens kan lave genrefilm i Danmark for ingen penge. Men for Möller handlede det ikke om at bevise noget.
»Jeg tror, at vores hovedmåde at tænke på er, at vi gerne vil lave film, som vi godt selv vil se. Jeg vil lave film til et publikum. Det er ligesom derfor, jeg laver film. Jeg laver ikke film for min egen skyld. Der er nogen, der vil sige, at de er ligeglade med, om folk kan lide projektet eller ej. Sådan har jeg det ikke. Jeg vil lave film, der vil nå ud til mange mennesker. Der vil berøre mange mennesker«, siger instruktøren.
Og med premieren på Sundance får ’Den skyldige’ for alvor mulighed for at nå ud i alle verdens kroge, hvis de internationale filmkøbmænd ser potentialet i thrilleren. Samtidig er det et signal om, at danske lavbudgetfilm har fået et kæmpe kunstnerisk nøk op ad i løbet af de eneste par år. Det er både tydeligt ved årets Bodil- og Robert-nomineringer, hvor lavbudgetfilmene dominerer, mens det også kommer til udtryk på Sundance, hvor ’Den skyldige’ har selskab af en anden dansk film, ’Holiday’, i kategorien for internationale spillefilm. Men Gustav Möller tror ikke, at filmbranchen har fundet den gyldne formel.
»Jeg tror aldrig, at man skal sige, ’det her er modellen for dansk film’, for det har man gjort før. Det sagde man med dogmefilmene, og de var skidegode, men alting bliver statisk og generisk på et tidspunkt. Jeg tror, at vejen frem for dansk film altid vil være at gøre noget nyt og prøve at udfordre sig selv og tænke nyt. Det er farligt at stå stille – også som filmskaber. Du bliver nødt til at udvikle dig og skubbe dig selv. Og jeg tror, det samme gælder for dansk film«, siger Möller.
Bliver din næste film større i skala?
»Det bliver et større projekt, men ambitionerne er de samme som på den her film: At få en krone til at ligne ti. Og sådan vil jeg altid tænke, også hvis jeg fik hundrede millioner kroner til at lave en film, så skulle det ligne, at den kostede en milliard«.
’Den skyldige’ får dansk biografpremiere 14. juni.