Park City, Utah. Den her kommer uden tvivl til at dele vandene, men jeg blev blæst bag over af Sam Levinsons ’Assassination Nation’, der netop har haft verdenspremiere på Sundance-festivalen.
Filmen er blevet kaldt »fucked up« for sit portræt af fire highschool-piger, der på blodigste vis gør op med patriarkatet i Salem, Massachusetts. Alligevel har den det foreløbigt højeste prisskilt på årets festival – Russo-brødrene og distributionsselskabet Neon måtte betale over 10 millioner dollars for filmen – og kultpotentiale så det batter.
Genrefilmen følger en klassisk Tarantino-formel: Først snakkes der, mens pigerne bevæger sig igennem en highschool-dagligdag bestående af sladder, fester og feministiske diskussioner. Og pludselig kommer det afgørende vendepunkt, der sender historien mod et stort splatterorgie af et klimaks, der fik min sidemakker til at tage sig til hovedet og sukke højt igennem filmens sidste 20 minutter. Det er her, firkløveret dykker dybt i byens våbenarsenal og brutalt går til modangreb på deres undertrykkende mandlige medborgere, hvis indestængte usikkerhed har sendt dem på et brutalt hævntogt mod de æggende highschool-piger.
Ikke at det burde komme som en overraskelse. Allerede inden for de første minutter har hovedkarakteren Lilly (Odessa Young) proklameret, at vi skal til at overvære »den 100 procent sande historie om, hvordan Salem fuldkommen mistede sin fucking besindelse«, mens blodet sprøjter ud over skærmen i små flashforward-vignetter, hvor pulsårer kappes, og hjernemasse splattes. Det skal snart vise sig at være startskuddet til et af de mest aggressive indlæg i Metoo-debatten.
Livet gennem et Snapchat-filter
’Assassination Nation’ er løst baseret på hen ved 20 mord, der blev begået i Salem i 1700-tallet – alle sammen forårsaget af rygter. Levinson har opdateret fortællingen til det 21. århundrede, hvor de allestedsnærværende sociale medier holder ungdommen i et knugende jerngreb og hvert øjeblik tvinger dem til at tage deres selvfremstilling op til grundig overvejelse.
Omdrejningspunktet er Lily og hendes tre veninder Bex (Hari Nef), Sarah (Suki Waterhouse) og Em (Abra), der knap nok er fyldt 18, men alligevel render rundt i stramtsiddende hotpants og nedringede crop tops, mens de sender nøgenbilleder til højre og venstre. De er intelligente og enormt velovervejede om deres seksuelle udstråling, der bølger over lærredet fra første frame.
Som en slags fjerdebølgefeminister vil de have lov til at forføre drengene på skolen og vise deres seksualitet frem uden at skamme sig. Så længe de selv kan få lov at styre, hvad der bliver vist frem, og hvem der ser det.
Men så let går det ikke. Da byens borgermester bliver angrebet af en anonym hacker og får afsløret sit årelange dobbeltliv som transkønnet spreder en steppebrand af frygt sig gennem Salem. For det viser sig hurtigt, at alle har noget at skjule, og at superhackeren har i sinde at fortsætte sit korstog gennem byens digitale gader, indtil hver en hemmelighed er uploadet til den store internetsky.
Inden længe finder Lily sig selv midt i miseren, da hun først bliver afsløret i sin affære med den gifte mand Nick (Joel McHale) af sin aggressive kæreste Mark (Bill Skarsgård) og dernæst anklaget for – imod al logik – at stå bag hackerangrebet.
Kort efter hersker en ’The Purge’-agtig undtagelsestilstand i Salem, hvor alle går med masker, så folk ikke kan genkende dem fra de intimvideoer, de sendte til kæresten for år tilbage. Mens selvtægtsmænd sætter ind efter Lily og hendes slæng under et uskyldigt sleep over – eminent filmet i et spektakulært long take – hvor pigerne selv må gribe til våben, hvis de skal gøre sig de mindste forhåbninger om at overleve natten.
Feminister, ikke bitches
’Assassination Nation’ er gennemført badass. Den er båret af et suverænt visuelt udtryk, der blander Snapchat-lignende splitscreens med musikvideoæstetik og Wes Anderson-lignende dukkehus-kameraturer. Det er på én gang overdrevet og passende akkompagneret til historien, der svinger mellem ekstremerne i en stor sanseeksplosion.
Levinson har foden på speederen fra start til slut, og det er svært at lade sig hægte af, når man først er kommet om bord på vanvidsridtet. Der er så meget fart på, at instruktøren uundgåeligt misser et par pointer undervejs, men det rokker ikke ved filmens helhedsindtryk, der ikke kun scorer points på sin stil, men også på sin samfundskritik, som kommer stærkt til udtryk i velskrevne enkeltscener:
Som når Lily, over for sin rektor, forsvarer, hvorfor hendes tegning af en kvinde, der tager et billede af sit underliv, er politisk kunst. Har han måske nogensinde tænkt over, hvor mange tanker der ligger bag et nøgenbillede? Hvor meget pres man føler, når man skal forholde sig til, hvilke vinkler der er mest flatterende, så man kan leve op til skønhedsidealerne og Instagram-stemplet #bodyconfident?
Det er i de momenter, at filmen både rammer rent ned i highschool-livet med sin kritik af kønsroller og den digitale tidsalders indflydelse på ungdommen. Som Bex siger i et af pigegruppens cirkelmøder, så er de ikke bitches – de er feminister. Og de har ret til at sende nøgenbilleder uden samtidig at blive døbt »Salems egen pornostjerne«.
Læs også: Sundance: Vi har set den intense thriller, der giver ’Get Out’ kamp til stregen