Park City, Utah. Sidste år sparkede Jordan Peele dørene ind på Sundance-festivalen med sin storroste og nu firdobbelt Oscar-nominerede instruktørdebut ’Get Out’. En sæson senere er Sebastián Silva på festivalen med sin thriller ’Tyrel’, som på papiret lyder nærmest identisk med Peeles mesterstykke, men Silva udvider rammen med en rå realisme og en sitrende uro, der får en til at tænke det værste om sine medmennesker.
Tyler (Jason Mitchell fra ’Mudbound’ og ’Straight Out of Compton’) er flygtet fra sin lejlighed i Brooklyn, mens svigerforældrene er på besøg og har forvandlet hjemmet til et stort bederum. Han er kommet med på et wildcard til en weekendtur med sin bedsteven Johnny (Christopher Abbott) og hans hvide vennegruppe, der fejrer den enormt udadvendte humørbombe Petes (Caleb Landry Jones, der spiller psykopatlillebroren i ’Get Out’) fødselsdag i en afsides hytte i upstate New York.
Ja, der er mildt sagt ikke gjort meget for at slippe af for ’Get Out’-sammenligningerne, når man vælger at caste en af de selvsamme skuespillere i en beslægtet præmis, men i ’Tyrel’ fungerer lighederne som del af en velkonstrueret plan om at lege med forventninger og tage tilskueren ved næsen.
Michael Cera som tikkende bombe
Allerede fra ankomsten står det klart, at noget er off. Pete og hans venner er allerede plørefulde, og de ter sig, som om Tyler er en af deres gode gamle venner. Bortset fra når de kommer til at kalde ham ved det mere ’sorte’ navn Tyrel.
Der bliver disket op med diverse, let grænseoverskridende selskabslege – fra Margretheskål til fællessang og whisky & lussing – som skræmmer selv den to meter høje og skaldede Dylan (Roddy Bottum), der kokkererer for selskabet, sover nøgen på sofaen og som homoseksuel ligesom Tyler står lidt uden for fællesskabet.
Der går ikke længe, inden Tyler forsøger at trække sig tilbage sammen med Petes hund, som hurtigt bliver hans eneste ven i en fremmedgørende forsamling. For ved hver leg spøger en underliggende racisme, der frembringer en ubehagelig fornemmelse af skumle intentioner fra de hvide kammerater.
Kameraet vælter rundt i husets to etager, mens gruppen bliver fuldere og fuldere. Og da der ikke engang er telefonforbindelse – og dermed ingen 9gag-videoer og anden billig underholdning – i den isolerede hytte, har Tyler intet andet valg end at hælde sprut i ganen. Godt hjulpet på vej af den energiske og hovne overklassedreng Alan (Michael Cera) er Tyler med ét den fulde og upassende, der får skæve blikke fra selskabet, mens han begynder at opføre sig, som om han er lidt for nære venner med resten af slænget.
Jeg har sjældent set nogen spille fuld så godt som Jason Mitchell. Hans overgang fra rollen som odd man out, der nervøst klasker sig på låret i takt til musikken, mens resten af selskabet skråler R.E.M-sange akkompagneret af akustisk guitar, til en rablende fulderik, der både vil slås og diskutere, er mildt sagt imponerende.
Samtidig er det forfriskende med en Michael Cera rolle, der ikke er sølet til i quirkyness. I stedet spiller han syrebold med et faretruende nærvær – som en tikkende bombe, der kan gå af når som helst.
Verdens eneste nutidige periodefilm
Det er dog Sundance-veteranen Sebastián Silva, der tidligere har vundet to priser i konkurrencen for internationale spillefilm, som fortjener den helt store ros. Det tog ham kun 10 dage at strikke manuskriptet til ’Tyrel’ sammen, men det er et højst overbevisende billede på en tid, hvor en dyb mistro har sunket sig over et splittet USA.
Samtidig er det et politisk opråb, der vil udfordre stereotyperne og særligt kommentere den kunstneriske del af USA’s persona non grata no. 1 – Donald Trump. Som instruktøren sagde til verdenspremieren i Park City, så omtalte hele holdet – efter opfordring fra Michael Cera – filmen som en periodefilm under optagelserne. En film om Trump-æraen og det kaos, der spreder sig i det forjættede land.
Det var derfor helt på sin plads, at filmen blev vist for første gang på etårsdagen for Trumps indsættelse som præsident – den skæbnesvangre dag, som det meste af filmen i øvrigt udspiller sig på.
Filmen er dog på ingen måde en moralsk lektion. Som Silva sagde til den efterfølgende Q&A, er alle karaktererne i filmen hyklere – bedst eksemplificeret ved Tyler, der ser lol-videoer, mens svigerforældrene beder, og det næsten øjeblik farer op i det røde felt, når fødselsdagsselskabet indleder en religionkritisk samtale.
’Tyrel’ er en film, der formår uendeligt meget med ganske få midler. En lavbudgetfilm optaget på halvanden måned uden støtte, der alligevel formår at tage temperaturen på USA med en rå realisme i verdens (måske) eneste nutidige periodefilm.
Læs også: Dansk makkerpar debuterer med usædvanlig genrefilm på Sundance: »Vi vil få en krone til at ligne ti«