Spoiler for alle fire sæsoner af ’Broen’.
KOMMENTAR. ’Broen IIII’ sluttede på karakteristisk dramatisk forløsende vis i går aftes, og dermed er der sat endeligt punktum for både DR’s dansk-svenske krimiserie såvel som Saga Norén, Länskrim, Malmös karriere. Otiummet skal være hende vel undt.
Den melankolske kørestolsbruger og Tommys søn Kevin (Elliott Crosset Hove) viste sig at være i ledtog med lede Susanne (»Susanne, Susanne, vi hader Susanne« sang seere over det ganske land), da han rejste sig fra stolen og overfaldt Henrik og datteren Astrid.
Astrid skulle dø, så Kevin kunne straffe Henrik for dennes semi-meddelagtighed i Tommys bortgang, og scenen, hvor uslingen forsøgte at tvinge Henrik til at se datteren blive ceremonielt dræbt var for en kort stund velkomment ubehagelig – hvor ofte i amerikansk krimisammenhæng ville man se et barn blive skudt igennem låret på klods hold?! Av.
En af ’Broen’s store styrker har været seriens vilje til at lade grumme ting overgå sine hovedroller og i særdeleshed disses mere eller mindre sagesløse unger. Den form for lurende kompromisløshed dannede grobund for neglebidende spænding idet man aldrig helt vidste, hvor langt ’Broen’ kunne finde på at gå i sidste runde.
Så meget desto mere ærgerligt var det også, af sæson tre og fire spændte ben for sig selv med en dødssynd for genrens klimaks.
Ovenpå Martins fængsling og geniale Kim Bodnias sørgelige farvel var parringen af Henrik (Thure Lindhardt) og Saga Norén, Länskrim, Malmö overraskende vellykket. Men deres to sæsoner blev tynget af manusforfatternes tiltagende iver efter at krydre krimieventyrerne med så mange misledende red herring-karakterer, at man reelt opgav at kere sig for nogen af dem.
En ting er at lede seerne på vildspor med et par snu u-vendinger og anspore til energisk gætværk, Agatha Christie-style. Noget andet er at rulle ligegyldige sideplots ud blot for at trække tiden over de timelange episoder som dække for, at man ikke har en synderligt original præmis i centrum.
Sonja Richters Lise i sæson tre var et godt skræmmeeksempel, ligesom de to svenske tvillingebrødres hypede relation i sæson fire viste sig at have lige præcist intet formål – hvorfor al potentiel mystik omkring et enæggede-tvillinger-twist blev tabt på gulvet.
’Broen’ III og IIII spandt sine krimigåder over et filtret net af mistænkte, der alle blev tildelt rigeligt plads på skærmen lige på nær de egentlige skurke, hvis bevæggrunde og afsløring havde virket langt mere chokerende, havde serien blot dedikeret en kende mere tid til dem, i stedet for at tosse rundt på bilværksteder og til børnefødselsdage med personer, der ikke betød en bønne.
Demaskeringen af Susanne gav ingen anledning til gisp fordi karakteren var så udefineret, at man var fuldstændig ligeglad med hende (hendes påståede ’assistentjob’ var ditto usandsynligt fjollet). Endnu værre stod det til med hendes motiv, der centrerede sig om en galoperende underbygget romance med Tommy – hvis pludselig så umådeligt vigtige væsen i øvrigt blev introduceret så sent i serien, at han føltes som en desperat eftertanke fra forfatternes side.
I modsætning til Susanne var der lidt mere spræl over Kevin, men hans involvering i forbrydelsen skreg til gengæld til himlen: Hvorfor give good-guy og kæmpetalent Elliott Crosset Hove en sødere-end-sød rolle og lade ham venne-stalke Henrik, hvis ikke han ville komme til at give valuta for pengene inden tæppefald?
Suspensen blev yderligere udvandet af, at Kevin aspirerede til at toppe sit ’værk’ af ved at vise Henrik, hvordan det er at miste nogen man elsker. »Ved du, hvordan det føles?!« råbte den unge vrede mand, hvortil man bare måtte svare at ja, det vidste Henrik udmærket godt, og i virkeligheden også langt bedre end Kevin – som sådan set allerede kendte alt til Henriks fortid.
DR’s krimi satte barren højt og effektivt i sine indledende kapitler, men endte med at skyde med dramaturgiske spredehagl da inspirationen slap op. Fjerde sæson serverede sågar to variationer af ‘Saga Norén, Länskrim, Malmö er død!’-klicheen for at vække distraherede seere, men de glimrende skuespilpræstationer til trods kørte den grønne Porsche aldrig helt i mål.
Læs også: ‘Broen’s seneste chok-twist var forudsigeligt – og et af seriens bedste