KOMMENTAR: Et hyppigt anvendt journalistisk greb i kølvandet på diverse prisuddelinger er at pege på overraskelser og forbigåelser. Hvem blev snydt, hvem løb med priser helt ud af det blå?
Den artikel kan man ikke – med mindre man er virkelig let at overraske eller bare ikke havde sat sig ind i tingene på forhånd – ikke skrive her morgenen efter den 90. udgave af Oscar-showet.
Der er næsten altid to-tre kategorier, om ikke andet i makeup eller freaking lydmiks, hvor akademiet tager røven på iagttagerne. Men i år gik alt som forudsagt. ALT. Alle skuespillerfavoritterne vandt, alle favoritterne i de tekniske kategorier vandt, Guillermo del Toro vandt for bedste instruktør. Der var kategorier, hvor det var åbent på forhånd, og her var der naturligvis en vis spænding, men hver gang var det den film, som blev nævnt først af de fleste eksperter, når talen faldt på kategorien, som tog statuetten hjem: ’Icarus’ i bedste dokumentar, ’A Fantastic Woman’ i bedste ikke-engelsksprogede film og endelig ’The Shape of Water’ for bedste film.
Havde du spillet en plov på alle årets vindere, var du vel gået ud med en gevinst på syv-otte kroner.
Blegner mod sidste års chok
Det er faktisk paradoksalt, eftersom dette års awards-ræs er blevet betegnet som det mest interessante i mands minde. Længe var det åbent, hvem der udgjorde førergruppen, og i månederne op til uddelingen blev ’Call Me By Your Name’, ’Dunkirk’, ’Lady Bird’, ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ og ’The Shape of Water’ skiftevis udråbt som frontrunner. De sidste par uger begyndte nogle tilmed at spekulere i, om ’Get Out’ kunne overhale dem alle sammen på målstregen.
Samtidig har #Metoo-bevægelsen været den altoverskyggende politiske joker, der gjorde, at årets Oscar føltes ukontrollerbart, uforudsigeligt, friskt. Måske kunne det virkelig gå alle veje?
Næh, det kunne det ikke, det kunne gå akkurat den vej, alle havde regnet med, og aldrig kan der da have været så mange delte førstepladser på kuponerne rundt omkring i stuerne og forsamlingerne. Usikkerheden har gjort optakten sjov og spændende, og det er fint, når opmærksomheden bliver fordelt på flere film, men selve kulminationen var en sagte fis frem for det brag, der var bygget op til.
Skuffende er det især, når den aktuelle årgang følger i kølvandet på sidste års uddeling, hvor man ofte glemmer, at det ikke alene var konvolut-gate, der gjorde de sidste minutter sensationelle: Var ’Moonlight’ blevet udråbt efter alle kunstens regler, var det stadig et gedigent chok i en sæson, hvor ’La La Land’ ellers havde alle de kvaliteter, som traditionelt set ville udgøre en Oscar-vinder.
Ingen film til tiden
På den måde føltes 2017 – med en smal, visuelt udfordrende indiefilm om en sort homoseksuel mand som vinder – bare langt mere zeitgeisty end nu. Vi står midt i den periode i nyere tid, hvor tidsånden fylder mest i den kollektive filmbevidsthed i kølvandet på Weinstein, men ærgerligt er det, at den film ikke brød frem, som virkelig inkarnerede disse forandringer. Oscar hædrer alligevel aldrig årets bedste film, og når man alligevel må nøjes med det næst- eller femte- eller 25. bedste, ja, så er det unægtelig bare fedest, at det i det mindste er en film, som bliver et symbol på tiden.
Den film var der ikke for alvor i år. Desværre. Selvom ’Lady Bird’ ramte noget med sin kvindelige instruktør i form af Greta Gerwig var historien og filmen i sidste ende for lille til at gøre sig gældende. ’Three Billboards’ havde konturerne i form af en historie om en retfærdighedssøgende kvinde, om hævn og forbrødring, men den var for flagrende tematisk – især omkring racespørgsmålet – til helt at ramme plet. ’Get Out’ var årets mest tidsafspejlende og -definerende film, men havde som horrorkomedie trods alt genremikset imod sig i Oscar-sammenhæng.
Tilbage stod en film, som ikke rigtigt talte ind i tiden, men til gengæld var så eventyrligt tidsløs, at det var den, konsensus kunne samle sig om i akademiet. ’The Shape of Water’ fortæller en klassisk outsider-historie og er iscenesat med storslået fantasiladet filmmagi, som i sig selv er den fejring af mediet, som altid har ligget i kernen af Oscar. Det er ikke, fordi det er en Oscar-leflende fortælling – der er nok historier, der ville være mere baity end en stum kvinde, der har sex med et vandmonster – men den peger trods alt mere på filmhistorien end filmfremtiden.
Det var en fest at se Allison Janney og Frances McDormand som sejrherrer på scenen, men er man ikke sådan fuldstændigt blæst bagover af Guillermo del Toros flotte og eventyrlige film, er det svært at mønstre nogen oprigtig ståpels over årets Oscar-priser. Og sgu da slet ikke, når ingen af danskerne fik noget med hjem.
Efter en blændende træningssæson spillede Oscar til 0-0. Men er det noget med, at det ikke er destinationen, men rejsen det handler om? Det må jeg vist lige sove på.
Læs også: Oscar-nattens største what the fuck-øjeblikke
Læs også: Her er alle årets vindere