’Faces Places’: Filmlegendes Oscar-perle er munter og melankolsk
CPH:DOX. 89-årige Agnès Varda, der instruerede sin første film i 1955 og er en af den franske nybølges hovednavne, er stadig fuld af boblende energi, virkelyst og kunstnerisk og social nysgerrighed.
I den Oscar-nominerede ‘Faces Places’ – den franske titel ‘Visages villages’ er mere nøjagtig – har hun slået pjalterne sammen med den 34-årige street artist JR. Sammen rejser de rundt i det landlige Frankrig i JR’s kassevogn, der fungerer som en mobil fotoautomat. I de små byer taler de med og fotograferer de mennesker, de møder, og plastrer deres portrætter op i kæmpestørrelse på husvægge, lader og containere.
»Tilfældet har altid været min bedste hjælper«, siger Varda, og hun har også her held med at få gribende historier ud af tilfældige mennesker, som hun møder med stor empati. I et af filmens mest rørende øjeblikke møder vi en kvinde i en gammel kulmineby, der nægter at forlade sin fars hus, der trues af nedrivninger. Hun får tårer i øjnene og har ingen ord, da hun ser sit portræt på husmuren, som slår fast, at det her er hendes hjem.
Med billeder af fabriksarbejdere, servitricer, landmænd og konerne til tre havnearbejdere, der er aktive i den venstreorienterede fagbevægelse, hylder duoen hverdagen og almindelige mennesker fra den forsvindende arbejderklasse og giver dem pladser i det offentlige rum, som normalt kun tilfalder berømte og historiske personer.
Filmen har en let og munter tone, først og fremmest takket være det drillende, varme og humoristiske forhold mellem Agnès Varda og JR, der udgør en dynamisk duo på tværs af generationer. Varda bliver som en irettesættende bedstemor ved med at påtale, at hipsterkunstneren JR nægter at tage sine solbriller af – det irriterer hende, men minder hende også om sin gamle ven Jean-Luc Godard, som hun til JR’s begejstring begynder at fortælle historier om.
Under Vardas nysgerrighed på nye mennesker, nye byer, ny kunst og nye oplevelser her og nu, mens der stadig er tid, ligger en nostalgi og melankoli over det gamle samfunds opløsning, kunstens og menneskers forgængelighed og sin egen alderdom og død. Varda sætter pris på fotografierne, »så ansigterne ikke falder ned i hukommelsens hul«, og møderne får hende til at tænke tilbage på sin karriere, sin ungdom og vigtige personer i sit liv. Således spiller Godard i en rørende slutseksvens en overraskende hovedrolle.
Læs også: De 15 mest essentielle internationale film på CPH:DOX 2018