‘Liberty’ – hele serien: DR’s Ejersbo-serie døde af for meget drama

Som bekendt er det sådan med medicin, at hvis man indtager det i overdrevne mængder over en længere periode, risikerer man at blive immun.

Det gælder også drama. Hvis hver eneste scene spiller på de store konflikter – skænderi, råberi, gråd, trusler, fortabelse – ender man med at blive ligeglad. Det rigtige drama opstår ofte i sprækkerne af fortællingen, i de små momenter, hvor et menneske bliver ægte for øjnene af os, så vi virkelig føler med dem, når konsekvenserne ramler ned over dem.

I ’Liberty’, som nu er slut, var stort set hver eneste scene setup eller payoff. I første scene af aftenens afsnit står det klart, at Christians samarbejdspartnere ikke har fået løn i en uge. Senere svigter de ham noget så eftertrykkeligt. I næste scene indgår Niels en god handel med en Mr. Bhandari på Tanscan. Senere løber han desperat efter Mr. Bhandaris bil, da aftalen er gået i smulder. I næste scene besøger Katrina tennisklubben med sin datter (og afvises i afsnittes første konfrontation, tre minutter inde). Senere vender hun tilbage og skaber intriger. I næste scene opsøger en forhutlet Marcus Christian (og de skændes i afsnittets anden store konfrontation, seks minutter inde). Senere følger flere emotionelt højtbelagte scener mellem de to.

Derefter er vi til åbningsfest på den nyåbnede Liberty, men heller ikke her lader serien os hvile i en stemning eller en interaktion løsrevet for plotfremdriften. Nøjagtigt 25 sekunder efter, Christians kæreste har sagt »I styrer den her by«, bliver der kastet lort ind over de dansende gæster, og herfra går det ned ad bakke for den unge dansker.

Og sådan kunne man blive ved, ikke bare med aftenens afsnit, men sådan set hele serien efter den udmærkede introduktion til miljøet i afsnit 1.

Problemet er, at vi aldrig lærte disse mennesker at kende, før de lod sig ramme af bål og brand. ’Liberty’ er en undergangsfortælling om, hvordan idealistiske vesterlændinge korrumperes moralsk og lader deres undertrykte overlegenhedsfølelse boble op til overfladen, så snart de presses det mindste af u-landets fejlslagne systemer. Og det betyder, at hovedkaraktererne er mere antihelte end helte. På hver deres måde usympatiske og utiltalende. Men skal man skabe antihelte, skal man bruge seriøse kræfter på minutiøs karakteropbygning, der her er forsvundet til fordel for den konstante ydre dramaoptrapning.

Det var svært for alvor at interessere sig for Christians forvandling fra nysgerrig digtersjæl til kynisk egotripper. Carsten Bjørnlunds Niels var diffust optegnet, nogle gange vattet piberygende blødmandstype, andre gange handlekraftig businessmand. Connie Nielsens Katrina blev allerede fra første afsnit skildret gennem gedulgt druk og en depraveret følelse af svig, som ikke fik nye facetter undervejs. Sofie Gråbøls Kirsten var, bortset fra et par små glimt, udrenset totalt fra sidste afsnit, som syntes serien heller ikke selv, at der var noget at følge op på.

Og for alle disse dobbeltmoralske skandinaver gjaldt det, at de projekter, som deres ærgerrighed rettede sig mod, ikke satte sig synderlige spor i sofaen på den anden side af skærmen.

Kun den lokale Marcus udgjorde en figur, man følte med og var ængstelig for. Knægten, der underdanigt lagde krop til expat-kvindernes dunkle lyster, men havde sine egne drømme, som blev knust. Den stolte tanzanier, der blev svigtet af sin hvide ven, men endte med at være den, der viste barmhjertighed. Dét var en rørende og uforudsigelig fortælling, som understreger, at forvridningen af Jakob Ejersbos bogforlæg fra at være Marcus og Christians fortælling til at blive en traditionel DR-ensemblehistorie i sidste ende spillede fallit.

’Liberty’ var en flot produceret serie med lækre svedne billeder og en forfriskende elektronisk lydside. Men det føles som staffage i en serie, hvor vi har fået barnedød, mord, overdosis, utroskab, partnerbytte, skyderier, udbytning, volddruk og svindel, så det halve seriøst kunne være nok, når det forelægges uden kontrast: Uden letheden, det levede liv, glæden og, ikke mindst, humoren: Ikke en eneste gang trak man på smilebåndet i disse fem timers traurige fjernsyn.

At serien i de sidste sekunder (for anden gang i serien) lod Christian smelte sammen med Jakob Ejersbo og skrive ’Liberty’ som en anden Bille August på et SAS-fly, tangerede i øvrigt det smagløse.

Læs også: Engang var Netflix Irma – nu er de Netto