CIA-agenten Carrie har altid spillet russisk roulette med vores sympati. Hun har knaldet med dobbeltagenter, beordret droneangreb med tragisk collateral damage, svigtet sine mest trofaste kolleger, løjet over for sin familie og snydt med sin medicin mod eskalerende bipolaritet, så hun til sidst blev et utilregneligt nervevrag.
Faktisk har hendes mest udtalte karaktertræk lige siden første sæson ’Homeland’ været, at hun balancerer en hårfin line mellem empatisk og kynisk, charmerende og enerverende, gal og genial. Alligevel har man altid holdt med hende, for på en solid bund under konspirationerne og følelsen af at blive uretfærdigt behandlet har hun også (næsten) altid haft ret, og man har ikke tvivlet på, at hun har handlet ud fra et idealistisk ønske om at forsvare nationens interesser og redde menneskeliv.
Men i det nyeste – og tredjesidste – afsnit af den i det hele taget nervepirrende ’Homeland’ sæson 7, tog Carrie en skelsættende beslutning af den salgs, der ændrer et menneske og aldrig kan gøres om.
I de seneste afsnit er den både arbejds- og hjemløse Carrie gået rogue på en så uforsvarlig måde, at hun i stigende grad har handlet skødesløst over for sin datter, den nu seks-syvårige Frannie. Carrie har den seneste tid boet med datteren hos sin stabile lægesøster Maggie, hvor Frannie har fået en tryg base, som Carrie dog gang på gang har bragt ud af vater. Det har næsten været grinagtigt, hvor ofte Carrie over for sin søster har sagt replikken »tak for at du hentede Frannie i skolen«, når hun har været ude på endnu en halsbrækkende nattemission, og på det seneste har hun flere gange bragt Frannie direkte i livsfare.
I sidste sæson var Frannie midt i det hele, da politiet stormede Carries hus, hvorfra en mildt sagt presset Quinn var begyndt at skyde tilfældigt, mens han babysittede den lille pige. Her var Carries letsindige beslutning om at overlade datteren til en groft PTSD-ramt eksspion trods alt udtryk for en grundlæggende tillid til den misforståede Quinn, men i det seneste afsnit 8 var der ingen undskyldning. Efter et skænderi med søsteren, der forståeligt nok satte spørgsmålstegn ved Carries egnethed som mor, tog hun Frannie med sig – og efter at være blevet afvist på et motel på grund af manglende dækning på kreditkortet valgte hun at indlogere sig hos en FBI-agent, som hun flirtede med, indtil hun fandt ud af, at han er dobbeltagent for Rusland.
Med andre ord bragte hun Frannie med på en højst risikabel mission, som var dømt til at gå galt, og i nattens mulm og mørke blev datteren da også revet ud af sin seng med en skrigende mor i værelset ved siden af, da specialstyrker rykkede ind og pågreb dobbeltagenten.
Dagen efter sendte Carrie en ligbleg, tydeligt medtaget Frannie i skole, som om intet var hændt – blot med en aftale om, at datteren under ingen omstændigheder måtte fortælle, hvad der var sket i løbet af natten.
Frannie brød imidlertid helt sammen i skolen, og som altid måtte Maggie troppe op i morens fravær. Frannie fortalte Maggie om sin hemmelighed, og i en hjerteskærende scene stiller Maggie sin søster et fuldstændigt rimeligt ultimatum: Lad dig indlægge, hvis du vil beholde dit barn – eller gå på arbejde og spil dig selv ud af ligningen.
Carrie er i tvivl, og søsteren spørger undrende: »Hvordan kan du overhovedet tøve?«. Men i sidste ende er valget forbløffende nemt for Carrie. Hun er nødt til at vende tilbage til missionen om at bryde dobbeltagenten ned for at afsløre den nationsundergravende russiske konspiration, der truer selve præsidentembedet. »Landet er under angreb lige nu«, siger hun og lyder som en galning, og da hun efter at have råbt sin frustration ud i bilen genforenes med Saul i missionscenteret, siger hun, at alt er fint, da han medmenneskeligt spørger til Frannie.
Og lige dér krydsede Carrie en grænse, hvorfra hun ikke kan vende tilbage. Da alt kom til alt, valgte Carrie sit arbejde over sin datter, og hun har aldrig fremstået så kynisk.
Men samtidig formåede serien på mirakuløs vis at plante en form for sympati, eller i hvert fald forståelse, i seeren. For selvom Carrie i sit Sophie’s Choice tager en umenneskelig beslutning, forstår man også godt, hvorfor hun gjorde det. Og det etiske dilemma er ikke helt lige til: Hvis man kan forhindre en nations sammenbrud med mange dødsfald til følge, er det så okay at svigte sine nærmeste? Hvilke ofre kan retfærdiggøres i en større sags tjeneste? Hvad i livet er vigtigere end ens børn?
Trækker man dilemmaet ned på jorden, var scenen en allegori, der går i maven på enhver forælder, som har prioriteret arbejde eller interesser over samværet med sine børn. Carries situation hører unægtelig til i den mere ekstreme ende, men den var også et stærkt emotionelt billede på vores tid, hvor selvrealisering og forældreskab brydes som vel aldrig før.
Men også uden den slags perspektiver lagde afsnittet nye spændende alen til et af de store karakterportrætter i tv-seriens gyldne epoke. En monumental skildring af besættelse i et krydsfelt mellem egoisme og altruisme.
’Homeland’ sæson 7 kan ses på dr.dk/tv.
Læs også: ‘Homeland’ er mere relevant end nogensinde før