’Fanget i de fries land’: Livet efter fængslet skildres ærligt og sårbart i DR2-aktuel dansk dokumentar
»Der findes ingen rigtige svar. Den, som søger de rigtige svar, opnår ingenting. Der er kun rigtige spørgsmål. Der er kæmpe forskel. Jeg ved godt, hvorfor vi søger svar. Vi forsøger at løse vores problemer. Men det gør man ved at stille sig selv eller andre de rigtige spørgsmål snarere end at søge de rigtige svar«.
Citatet her er passende til at afrunde en film, der stiller spørgsmål i stedet for at give svar, og som elegant knækker koden ved at transformere en konkret undersøgelse af tidligere kriminelles resocialiseringsproces til en eksistentiel undersøgelse af, hvad det vil sige at finde sig selv som menneske.
Camilla Magids dokumentarfilm ’Fanget i de fries land’ finder sted i den socialt belastede del af Los Angeles. Her møder vi 42-årige Brian, der netop er blevet løsladt. Med en dom på 24 år har Brian siddet inde størstedelen af sit liv, så han navigerer forsigtigt i den nye, moderne virkelighed med Starbucks og Gmail.
Hans ydmyghed er svær at stå for, når han kaster sig ud i dating, jobsøgning og genforening med en familie, der havde givet op på ham. Overgangen fra livet indenfor murene til livet udenfor er håbefuld og udfordrende.
Brians historie perspektiveres af to andre generationer af mænd: teenageren Juan, der er prøveløsladt og kæmper med både at være stoffri og far til sin næsten et år gamle pige samt syvårige Gianni, hvis mor har siddet inde – et traume, der vækker oprør og modstand hos den lille dreng. Med et ben i hver deres livsfase repræsenterer de tre en overlevelsesproces i et survival of the fittest-samfund uden sikkerhedsnet. Her er det i høj grad op til den enkeltes viljestyrke at holde sig oprejst.
Camilla Magid lykkes eminent godt med denne dokumentar af flere årsager. Hendes fortællestrøg er blide og med hårene. Hun fremelsker ikke dramaet i sine valg af scener, klipningen er rolig, underlægningsmusikken sparsom. Det giver plads til eftertænksomme pauser og små åndehuller af refleksion for os som tilskuere, hvor vi kan forsøge at leve os ind i de portrætteredes tanker og følelser, forsøge at mærke dem.
Kameraet går tæt på i bogstaveligste forstand, filmen er mættet af close-ups, men de er aldrig konfronterende, snarere nænsomt poetiske. Som dokumentarist er Magid ikke kun en flue på væggen. I nogle af scenerne hører man hende off-camera stille spørgsmål til de medvirkende, men det spolerer ikke indtrykket af en næsten udelukkende observerende dokumentarstil. Snarere synes hendes lejlighedsvise deltagelse at skabe en samhørighed mellem os og de portrætterede.
Der er med andre ord en allestedsnærværende sårbarhed og ærlighed i Magids portræt af disse skæbner, og det smitter instinktivt. Ikke alene bliver personerne sympatiske og reelle, de kommer også igennem med almengyldige budskaber om kunsten at leve, som det gælder for de fleste af os. Os, der søger en accept af os selv eller det liv, vi lever. Os, der søger at finde kærligheden eller at beholde kærligheden. Os, der stræber efter at gøre bedre hver gang, og hvor det ikke altid lykkes.
Og stadig er der selvfølgelig en verden til forskel. Filmen tager udgangspunkt i en hårdtslående arv, miljøbeskrivelserne er grundige, og vi er ikke et sekund i tvivl om filmens socialpolitiske pointer. Frihedsberøvelse er et af det moderne samfunds mest konsekvente måder at straffe et menneske på, og det amerikanske fængselssystem har i flere årtier drevet forretning på bekostning af ressourcesvage individer. Deres hårde symbolpolitik har ladet småt om investering i resocialiseringsindsatser.
Derfor er det netop filmens styrke at fokusere så stringent på de i øvrigt godt castede mennesker med den emotionelle indlevelse, det giver. Camilla Magid har fulgt personerne i over to år. Havde jeg været i hendes sko, havde det nok gibbet i mig som en retfærdighedens fanebærer at smide et par understøttende statistikker eller politiske statements ind i fortællingen.
Men Magid er konsekvent i sit filmsprog. Hun holder blikket på de menneskelige konsekvenser, og hendes hårfine balance mellem det nøgterne og intime bliver dermed det bedste vidnesbyrd om den vigtige virkelighed, hun så rørende skildrer.
Kort sagt:
Over to år har den danske dokumentarist Camilla Magid fulgt tre personer og deres forsøg på at rejse sig som en Fugl Fønix efter at have tilbragt tid i det amerikanske fængselssystem. En rørende, intim og vigtig dokumentar om tilværelsens svære kår i et land, der nok hylder individets frihed, men samtidig undertrykker dets behov for at opnå selvsamme. ’Fanget i de fries land’ vandt Nordic DOX Award sidste år og har rejst til toneangivende festivaler som Telluride og Karlovy Vary.