’Hvad vil folk sige’: Knugende norsk filmhit om en muslimsk piges straf for forelskelse
Åh, at være seksten år. Tumle hormonhøj rundt med vennerne, hænge formålsløst ud og flirte famlende til en dum fest. Måske holde én i hånden, invitere ham med hjem på værelset og snige ham ind igennem vinduet, uden forældrene opdager det. Sommerfuglene i maven får unge mennesker til at gøre skønne, fjollede ting. Således også Nisha i norske Iram Haqs drama ’Hvad vil folk sige’.
Sommerfuglenes flaksen og hormonernes hærgen ændrer dog på et splitsekund alt for den 16-årige unge kvinde Nisha (spillet blændende af debutanten Maria Mozhdah). Midt i flirten mellem hende og Daniel dér på ungpigeværelset i Oslo træder far (Adil Hussain) ind. Og i en brutal vredesrus tæver han Daniel gul og blå, mens Nisha blot kan se forfærdet til. I denne rettroende, pakistanske familie betyder ære og ærbarhed alt, og faderdyret Mirza vogter med knyttede næver sin flok.
Herfra udvikler ’Hvad vil folk sige’, Iram Haqs andens spillefilm, som er blevet et kæmpehit i Norge, sig til en knugende fortælling om social kontrol og dybe kulturkløfter som oplevet igennem Nisha. Haqs manuskript er delvist baseret på instruktørens egne oplevelser, hvor hun som bare 14-årig blev sendt på familiær opdragelsestur til hjemlandet Pakistan. Sådan flyder den personlige og dybe indignation som en effektiv, men ikke just subtil understrøm fra filmens start til slut.
Indtil den skæbnesvangre, sene nattetime, hvor far Mirza vader ind midt i en flirt, men straks forestiller sig alverdens utugt, har Nisha ført en ganske normalnorsk livsstil. Klædt sig som hun ville i skolen og hygget med vennerne over et spil basket. Balancegangen mellem dydig familieidyl med mor, far, storebror og lillesøster hjemme i etageejendommen og teenagelivets smårebelske eskapader har fungeret. Lidt som den muslimske Sana i ’Skam’, der også navigerede mellem to kulturer.
Men Nisha er ikke religiøs, bare meget tæt knyttet til sin familie. Og da far, mor og storebror tager hendes – i deres øjne – frivole flirt som et pinligt slag i ansigtet på familiens ære, og rygtemøllen i deres kreds sætter i sving, forsøger Nisha selvsagt at føje familien. Men før hun ved af det, sidder hun i en bil med far og storebror på vej mod en lufthavn i Tyskland, hvor flyet mod Islamabad i Pakistan letter fra. Reelt kidnappet og nu på vej på tvungen genopdragelse hos fjerne slægtninge.
Og herfra bliver det kun værre i en stadig ond spiral af social kontrol, mordtrusler og et horribelt møde med landets korrupte politi. Alt sammen igangsat af den dumme, dumme frygt for, hvad andre mon vil tænke og sige om familien.
Haq griber mere end én gang til den brede pensel i ’Hvad vil folk sige’, når konflikter skal males forarget op. Politiet i Pakistan er gennemført klamme og skurkagtige, da de finder Nisha og den søde Amir (spillet af Rohit Saraf, det indiske svar på Gael García Bernal) i hed omfavnelse i en gyde. Og farens uforsonlige og gentagne brutalitet mod en datter, han skulle forestille at knuselske, klinger karikeret, når klokken slår kvart i æresdrab.
Forfriskende er det til gengæld at se, at det ikke er en kærlighedshistorie, der driver handlingen og Nishas oprørstrang frem, men slet og ret hjertet og kroppens begær i denne unge kvinde. I ungdommens famlende flirt med først Daniel i Norge og så fætteren Amir i Pakistan følger Nisha frit lysten. Som alle unge mennesker nu engang gør og altid har gjort. Ikke for at provokere eller forarge, men fordi hun ikke kan lade være.
Sådan er det, når først sommerfuglene begynder at flakse rundt i maven.
Kort sagt:
Debutanten Maria Mozhdahs naturlige umiddelbarhed i rollen som den hårdt prøvede Nisha holder én fanget og er en konstant gave til Iram Haqs ellers lidt moralsk-firkantede problemfilm om social kontrol og kultursammenstød.