KOMMENTAR. Der var tårnhøje forventninger, da NRK og Julie Andem annoncerede, at sidste sæson ’Skam’ ville have den tørklædeklædte fanfavorit Sana i centrum.
I sidste ende blev fjerde omgang dog den af sæsonerne, der i højest grad delte vandene blandt. Og noget af kritikken kom fra muslimske meningsdannere. Debattør Geeti Amiri argumenterede eksempelvis her på sitet for, at Sana repræsenterede klicheen om unge muslimske kvinder, der levede op til forskrifterne i deres religion og med succes balancerede deres inkarnerede tro med et almindeligt vestligt liv
»I stedet har Sana været med til at fastfryse mediebilledet for kvinder med minoritetsbaggrund i Norden, som forventes at efterleve baglandets normer. For hun gør alt det rigtige, ifølge baglandet. Og det er kraftedeme en skam, for ’Skam’ kunne have udfordret alle de unge i Norden, som vokser op mellem to kulturer, på æresbegreberne, frihedsopfattelsen og religionsfortolkningen«, skrev hun.
»I stedet opretholder sæsonen den udskamning af alle de nordiske kvinder med minoritetsbaggrund, som modsat ’Sana’ tør gå deres egen vej ved at kræve ligestilling i religionen også«.
For dem, der gennem ’Skam’ savnede at se en kritisk fremstilling af religiøse dogmer og social kontrol i de skandinaviske indvandrermiljøer, har et norsk alternativ nu ramt de danske biografer.
Filmen hedder ’Hvad vil folk sige’, og den er blevet en stor succes i hjemlandet, hvor den har solgt over 100.000 billetter og har kørt i biografen i intet mindre end seks måneder. Den er skrevet og instrueret af norsk-pakistanske Iram Haq og handler om en 16-årig pige, Nisha, der modsat Sana lever et dobbeltliv som barn af pakistanske indvandrere i Oslo. Derhjemme er hun en dydig ung pige helt i overensstemmelse med familiens forventninger til, at den første fysiske kontakt med det modsatte køn hører ægteskabet til. Men om natten sniger hun sig ud for at gå til fest med sine veninder, ligesom hun kissemisser med en pærenorsk fyr, Daniel, som hun smugler med ind på sit værelse om natten.
Trods sin gedulgt rebelske – eller bare helt almindeligt ungdommelige – side har Nisha et tæt forhold til sine forældre, og hendes far er pavestolt over, at Nisha klarer sig flot i skolen. Hun skal være læge, er alle i familien enige om.
Men da faren opdager Daniel på Nishas værelse, bryder helvedet løs. Han er overbevist om, at de har været i seng sammen, og efter nøje overvejelser om, hvor streng straffen skal være (og pres fra de mandlige venner i minoritetsmiljøet), kidnapper han hende og sætter hende på et fly til Pakistan, hvor hun indlogeres på ubestemt tid hos hans søster og dennes familie i en lille by langt uden for lands lov og ret.
Nishas liv rives op med rode, og ingen er interesseret i at høre hendes version – det er nemlig ikke, hvad der virkelig er sket, som er det essentielle, men hvad andre tænker, der er sket. Familiens ry og rygte er på spil, og det er ikke blot tankespind, det har reelle konsekvenser for dem: De mister deres sociale forankring i et lille lukket miljø i et fremmed land, og det er den slags nuancer i skildringen af Nishas forhold til sine forældre og deres kultur, som gør filmen til en gribende oplevelse.
Historien er løst baseret på Iram Haqs egen historie, for som 14-årig blev hun selv sendt på genopdragelsesrejse til Pakistan, fordi hendes forældre var bekymrede for hendes udvikling. Da hun efter et år blev hentet hjem til Norge igen, stak hun af fra familien og boede på ungdomshjem.
I Norge har filmen vakt debat om social kontrol, fortæller Iram Haq til Politiken.
»Det er fantastisk, at der endelig er en stemning af, at nok er nok. Alle er i dag enige om, at social kontrol er et problem. Vi har lige haft en visning i Sverige, hvor der var den samme stemning. Sådan var det ikke, da jeg var ung. Da var man så bange for at blive stemplet som racist, at man ikke turde tale om problemerne«, siger hun til avisen.
På den måde har ’Hvad vil folk sige’ gjort det, som ’Skam’ ikke formåede – eller var interesseret i. Det debatskabende lå nok ikke i ’Skam’s dna, her var formålet snarere forståelse, empati og accept på karakterernes præmisser.
Mens denne tilgang føltes 100 procent rigtig i tredje sæson med Isak og Evens homoseksuelle forhold, der blandt andet var banebrydende, fordi forholdet grundlæggende ikke blev opfattet som et problem af deres omgivelser, kan man sagtens argumentere for, at det i Sana-sæsonen havde en virkelighedsfjern dimension, der, som Geeti Amiri hævdede, billigede undertrykkende elementer i forhold til unge mennesker, der bør være frie til at definere deres eget liv.
Sana var en fascinerende og fantastisk skåret figur fra sæson 1, men hendes karakterudvikling i sin egen sæson syntes mere præget af forsigtige fravalg end tilvalg, uanset hvor meget i seriens overordnede ånd det så måtte være.
Og derfor føles ’Hvad vil folk sige’ som en så afgørende modpol. Vi har før set historier om social kontrol, men alligevel forbløffende få i Norden, hvor en politisk korrekthed og kunstnernes typiske position på den humanistiske venstrefløj måske har skabt en vis berøringsangst. Eller også har kridhvide skandinaviske instruktører og manuskriptforfattere bare vægret sig ved at skildre et kulturel hvepsebo, som de ikke har indgående kendskab til.
Det er blandt andet derfor, at det er så forbandet vigtigt, at etniske danskere, nordmænd og svenskere selv kommer til orde. Ikke at Iram Haq fremover kun skal fortælle indvandrerhistorier, men hendes personlige erfaringer med emnet giver en troværdighed og en evne til at indfange nuancer, som er umulig at modsvare for udenforstående.
Unge efterkommeres splittelse mellem det frigjorte samfund, de vokser op i, og de konservative værdier , deres familie har båret med fra hjemlandet, er en af de største og væsentligste kulturelle brydninger i vores tid. Det er velkomment, at det nu også finder vej til filmlærredet med både indignation og empati – og lidt mere kant end Sana-sæsonen i ’Skam’.
Læs også: Anmeldelse af ‘Hvad vil folk sige’