TEMA. Til kassettebåndstonerne af pianisten Glen Goulds berømte indspilning af Bachs ’Goldbergvariationer’ slår Hannibal Lecter taktfaste slag med politistaven, så blodet sprøjter op på hans kridhvide fangedragt. Seriemorder-kannibalen i Jonathan Demmes ’Ondskabens øjne’ fra 1991 er i gang med en nærmest kunstfærdig diabolsk flugtplan, der involverer drabet på hans to fangevogtere samt afhudningen af den enes ansigt, som Lecter derefter ’låner’ for en stund.
Trods det faktum, at doktor Lecter myrder og fortærer sine ofre – gerne med favabønner og et godt glas Chianti til – hepper en del af mig altid på, at flugtforsøget vil lykkes. Så grundfascinerende en filmkarakter er seriemorderen Hannibal Lecter nemlig. Syg (du ved, kannibalisme) og alligevel så forbandet kultiveret og pokkers charmerende. Moralsk balancerer seriemorderfilmen på en konstant knivsæg mellem det fascinerende og det usmagelige.
For hvorfor overhovedet se, gense og svælge i film om disse ultimative samfundsafvigere, der myrder løs for åbent kamera?
Som karakter har seriemorderen optrådt i et væld af film og tv-serier gennem årene: dog i udpræget grad i kølvandet på horror-thrilleren ’Ondskabens øjne’, der helt sensationelt hjemtog Oscar-statuetter i de fem vigtigste kategorier og således blåstemplede genren. Hæderkronede auteurs som Fritz Lang, Alfred Hitchcock, Dario Argento, Terrence Malick, David Fincher og vor egen Lars von Trier har alle iscenesat seriemorder-fortællinger med stort filmkunstnerisk resultat. Sidstnævnte barsler som bekendt med endnu en af slagsen: ’The House That Jack Built’ er Lars von Triers kommende seriemorder-epos med Matt Dillon i titelrollen som Jack, der skiftevis myrder og filosoferer sig igennem 1970’erne og 1980’ernes USA.
Seriemorderen er kommet for at blive i populær- såvel som finkultur. Du finder ham – og en sjælden gang hende – i dokumentariske true crime-serier og podcasts, i samlebåndskrimier, gory skrækfilm og som hovedperson eller omdrejningspunkt i nogle af de mest interessante film og tv-serier fra de seneste 25 år.
Her har du en skruppelløs og empatiforladt karakter at projicere alle dine forestillinger om verdens iboende ondskab, sindets syge krinkelkroge og det menneskelige mørke over på. Værsgo.
Besat af en gal seriemorder
Den amerikanske instruktør David Fincher har som få decideret dyrket seriemorderen gennem hele sit oeuvre. ’Seven’, ’Zodiac’, ’The Girl With the Dragon Tattoo’ og senest tv-serien ’Mindhunter’ bærer alle Finchers signatur og særlige take på genren. Hos Fincher møder vi besatte politimænd, efterforskere, journalister, hackere og FBI-agenter, der med skiftende held forsøger at fange seriemordere og afdække deres psyke.
Sjældent ses selve seriemorderens blodige udåd udført. Fincher fokuserer i stedet på iscenesættelsen af gerningsstedet, den efterfølgende afhøring eller politiets efterforskningsarbejde. Dette med fokus på og filmisk øje for de minutiøse detaljer, besættelse er gjort af.
Jake Gyllenhaal spiller i ’Zodiac’ den nørdede avistegner Robert Graysmith, der bliver besat af at fange morderen, der kalder sig Zodiac. Baseret på en række virkelige mord, der fandt sted i Californien i 1960’erne og 1970’erne og aldrig blev opklaret, er ’Zodiac’ (med en tålmodighedskrævende spilletid på 2 timer og 37 minutter) Finchers mesterlige meditation over den opslidende og nærmest altfortærende besættelse, der ligger i ønsket om at løse den – i virkeligheden – uløselige gåde.
David Fincher laver ikke film om seriemordere, men om (og til) alle dem, der på den ene eller anden måde fængsles af disse afvigende karakterer. Meget meta, faktisk.
Misogyni og POV
Andre film sætter derimod seriemorderen selv i moralsk udfordrende centrum.
Da Casey Affleck i rollen som vicesherif Lou Ford med sadistiske og morderiske tilbøjeligheder banker Jessica Albas ansigt til en blodig kødmasse i Michael Winterbottoms ’The Killer Inside Me’ (2010), melder spørgsmålet sig prompte hos tilskueren: »Hvorfor skal vi se det her?« Knytnæveslagene synes at fortsætte i det uendelige og da Afflecks Lou mumler »Hold on, sweetheart. It’s almost over« og tæver videre, vender det sig kvalmende i én. Også Kate Hudson, der spiller Lous kone i filmen, må lade livet.
Sådan er Winterbottoms fortættede noir-fortælling en af senere års mere kontroversielle eksempler på, hvordan fremstillingen af eksplicit vold kan blive for svær at goutere. ’The Killer Inside Me’ mødte megen kritik på netop dette punkt og fra flere kanter blev Winterbottoms filmatisering af Jim Thompsons roman fra 1952 kaldt direkte kvindefjendsk i kraft af sine langvarige og talrige scener med udpenslet vold.
’Maniac’, Franck Khalfouns 2012-genindspilning af den klassiske 1980’er-slasher af samme navn, lokker det brede publikum med helt-igennem-fin-fyr Elijah Wood i hovedrollen. Men det er alligevel nok de færreste, der er forberedt på halvanden time i POV-selskab med Frank, Woods plagede og blodtørstige seriemorder med skalp-fetich og barndomstraume.
At placere tilskueren i selve seriemorderens sted og lade os se med hans øjne, når han cruiser natten tynd for endnu et kvindeligt offer og jager den overdimensionerede kniv i hende, er en voyeuristisk, overrumplende og næsten for brutal-virkelig filmoplevelse, der efterlader dig med en kvalm smag i munden.
Hvilket helt sikkert også har været Khalfouns provokerende hensigt.
Blodig køkkenvask-realisme
Foretrækker du dit seriemorder-filmfix så trøstesløst og gysende realistisk som overhovedet muligt, er det John McNaughtons ’Henry: Portrait of a Serial Killer’ du skal sidde igennem. Ikke for fornøjelsens skyld, selvsagt, men for indsigten. På et skrabet lavbudget iscenesatte McNaughton i 1986 denne seriemorder-biopic løst baseret på virkelighedens koldblodige morder Henry Lee Lucas – og kæmpede derefter i tre år for overhovedet at få den distribueret.
Titelrollen som Henry spilles af Michael Rooker, der mest af alt kropsliggør et morderisk menneskedyr uden skyggen af empati. McNaughton kaster et nøgternt observerende blik på denne mand filmen igennem, og netop denne tilgang gør ’Henry: Portrait of a Serial Killer’ til en uafrystelig film.
Også Patty Jenkins (’Wonder Woman’) gik biopic-vejen med debuten ’Monster’ (2003), hvori Charlize Theron spiller Aileen Wuornos, en seks-dobbelt morder, der blev henrettet i 2002. Jenkins’ drama er lige dele kras socialrealisme fra samfundets bund og dragende karakterstudie. Theron er grim og stakkels som få i rollen som den fattige Florida-prostituerede Wuornos uden en reel chance i livet. Voldtægt og et ikkeeksisterende selvværd er hverdagskost for denne kvinde, der nok i desperation griber ud efter en pistol, men derefter også myrder igen og igen med en overlagt hensigt.
’Monster’ er et sjældent tankevækkende seriemorderportræt, der langt fra frikender Wuornos, men nuancerer opfattelsen af, hvad der reelt gør et monster. Og derfor – som mange af eksemplerne er meget andet og dybere end klam mordsploitation.
Et Trier’sk blik på seriemorderen
Og hvad kan vi så forvente os af Lars von Triers længe ventede seriemorderfilm ’The House That Jack Built’ (der måske, måske ikke bliver udtaget til årets filmfestival i Cannes)? Hvilket blik vil Trier granske den titulære Jack igennem?
’Forbrydelsens element’, Lars von Triers eksperimenterende debutfilm fra 1984, er en post-apokalyptisk neo-noir, hvori politimanden Fischer jagter en seriemorder. Men for at fange morderen må Fischer sætte sig ind i dennes sind og ligefrem identificere sig med ugerningerne. Undergangsstemning og ond skæbne synes at inficere hvert et billede her i Triers febergule mareridt af en seriemorderfilm.
Filmen berører og tematiserer kløgtigt den morbide fascination og opslugthed, Fischer (og vi som tilskuere) har med seriemorderen som karakter. Men i modsætning til ’Forbrydelsens element’ er ’The House That Jack Built’ fortalt fra selve seriemorderens forstyrrede perspektiv. Her er mord et kunstværk, har instruktøren forklaret, og der er også plads til humoristiske digressioner. Den tilgang vækker straks minder om Mary Harrons sorthumoristiske og blodige yuppie-spidning ’American Psycho’ (2000), hvor Patrick Bateman går bersærkergang i New York med økse og boltpistol og motorsav til tonerne af Huey Lewis and The News.
’The House That Jack Built’ lyder som 160 filmminutter i selskab med en højt intelligent, humoristisk og evigt filosoferende seriemorder iscenesat af instruktøren, der ikke var bleg for af vise lemlæstelse af kønsorganer i close-up.
Triers livtag med seriemorderfilmen kan med andre ord kun blive et provokerende og moralsk udfordrende bekendtskab.
TEMA: Gyserens nye guldalder
Horrorgenren syder og bobler i disse år, særligt i USA, hvor film som ’Get Out’, den biografaktuelle ’A Quiet Place’ og den kommende ’Hereditary’ bliver taget imod med åbne arme og svedige håndflader. Men hvad er de vigtigste strømninger i genren lige nu, og hvad bør man se? Over den næste uges tid stikker vi hegnspæle i gyserlandskabet både i Amerika, Danmark og på Netflix, hvor de angstfremkaldende oplevelser står i højere og højere kurs.
Læs også: Gyserfilmens djævleunger er curlingforælderens værste mareridt
Læs også: Et gennembrud for dansk gys? To kommende provofilm kan ændre gamet radikalt
Læs også: Instruktør Ask Hasselbalch er dødtræt af arthousehorror: »Det er et påskud for at være klog«
Læs også: En kronisk bangebuks ser de tre grusomste horrorfilm – og reagerer med frygt, lede og lammelse
Læs også: Den amerikanske horrorfilm er trådt ind i en ny guldalder
Læs også: De bedste horrorfilm i dette årti
Læs også: Verden ramler sammen – horrorfilmene troner frem
Læs også: Mumblegore-genrens oversete hovedværk er brutalt og genialt