’The Alienist’: Seriemorderserie på Netflix stjæler med arme og ben
Har du gået og ventet på at sætte tænderne i et nyt stykke seriemorderfiktion, siden ’Mindhunter’ løb over skærmen sidste år? Eller har du abstinenser oven på aflysningen af Steven Soderberghs New York City-skildring anno 1900 i ’The Knick’? Måske er du stadig ikke kommet dig over, at Mads Mikkelsen er fortid som den velfriserede, menneskeædende seriemorder Dr. Hannibal Lecter?
Så kan den nye Netflix-serie ’The Alienist’ synes som sendt fra himlen. For ja, den udspiller sig i New York City i år 1896, hvor en seriemorder (bingo) efterlader sig et makabert spor af døde drenge-prostituerede, mens en såkaldt ’alienist’ afprøver en nytænkende metode, der kræver, at han sætter sig ind i morderens sind i forsøget på at fange gerningsmanden (fuld plade).
Man skal dog ikke se med længe, før det mest af alt virker, som om serien er sat i verden ud fra en kedelig checkliste med det hovedformål at skulle passe ind i streamingtjenestens algoritmespil og give brugerne mere af det, de allerede har vist interesse for.
For modsat ’Hannibal’, der fornyede den velkendte formel med en perverteret æstetisering af selve akten at myrde, og ’Mindhunter’, som satte trumf på et hårrejsende realistisk portræt af morderne, er ’The Alienist’ til fals for billige pointer og kedelige kopier.
Det er ikke i sig selv et problem, at Laszlo Kreizler (Daniel Brühl), trods den smarte titel som ’alienist’, mest af alt virker som Will Grahams usympatiske tipoldefar, minus fotografisk hukommelse, når han forsøger at sætte sig i seriemorderens sted og undervejs giver slip på sin egen selvindsigt.
Problemet er, at han, ulig ’Hannibal’-hovedpersonen, kigger direkte ind i linsen og fortæller os, at det er nøjagtigt, hvad han gør. Det gode gamle show it, don’t tell it-mantra er en saga blot i ’The Alienist’: Her blotlægges de indre konflikter på overfladen, så vi alt for hurtigt forstår, hvorfor New York Times-tegneren John Moore (Luke Evans), der agerer Watson til Laszlos Sherlock, bedøver sig i whisky, og hvorfor Sara Howard (Dakota Fanning) kæmper så indædt for at vise sit værd som den eneste kvinde i storbyens politikorps.
Nøglen ligger i barndommen, kan man næsten høre salig Freud hviske fra første afsnit, hvorefter serien gør en dyd ud af at overforklare denne simple tolkning. Iindtil Brühl, mod slutningen af serien, tager ordene ud af munden på psykoanalysens fader og dybsindigt proklamerer: »Vi søgte efter en morder, men fandt et barn«.
Nuancerne er efterladt på tegnebrættet, og det er en skam, for da serien finder sin egen rytme i de sidste tre afsnit, er det ganske medrivende underholdning. Her knækker trioen den freudianske kode og befinder sig snart i hælene på morderen, mens kemien mellem den umage trio, der ellers tidligere har ligget under for en spag omgang menage à trois, begynder at blomstre.
Det er bare svært at glemme, at serien, i de foregående syv afsnit, mest af alt har virket som en fattigmandsudgave af seriemorder-nyklassikerne, og at Daniel Brühls hovedkarakter mildt sagt har været et anstrengende bekendtskab, når han i aftenens mørke taler til et fotografi af sin gamle far og stikker glasskår ned i sin deforme arm. Daddy issues, vi har forstået det.
Der er ellers yderst kapable kræfter bag serien. Cary Joji Fukunaga, der instruerede samtlige afsnit i første sæson af ’True Detective’, er executive producer, mens Oscar-nominerede manuskriptforfattere bag henholdsvis ’Drive’ og ’Foxcatcher’ har stået for at tilpasse Caleb Carrs bedstsælgende 90’er-roman til tv-skærmen.
Man skulle tro, at sådan et drømmehold ville have masser nyt at bidrage med til seriemorderdramaets renæssance, men udover en svinedyr og flot rekonstruktion af slut 1800-tallets New York, er serien forglemmelig.
Det, der står stærkest efter 10 afsnit, er faktisk en skamløs kopi af den mesterlige dørklokke-scene fra ’Silence of the Lambs’, som punkterer seriens første forsøg på et dramatisk højdepunkt.
Anmeldt på baggrund af hele serien.
Læs også: 5 stjerner til Ridley Scott-serien ‘The Terror’