’Ud af intet’: Golden Globe-vinder med Diane Kruger går direkte i maven

Tysk-tyrkiske Fatih Akin kan noget med følelser, de store melodramatiske vibrationer i forholdet mellem mennesker. Og hans nyeste film ’Ud af intet’ er endnu en tur i en velorkestreret vridemaskine, der efterlader én temmelig deprimeret og kun en lille smule manipuleret.

Filmen, der fortjent vandt en Golden Globe for bedste udenlandske film, er delt op i tre dele: En familietragedie, et retssalsdrama og en hævnthriller. Den første del er så klart den bedste. I en hjemmevideo-sekvens ser vi, hvordan den tyrkisk-tyske narkohandler Nuri (Numan Acar) gifter sig med tysk-blonde og tatoverede Katja. Seks år senere er Nuri fuldstændig resocialiseret med sin egen oversættervirksomhed/rejsebureau i Hamborgs kulørte handelsdistrikt. Parret har fået sønnen Rocco, og alt ånder idyl i den lille familie.

I denne korte sekvens før tragedien uundgåeligt rammer, etableres der på imponerende vis et yderst troværdigt forhold familien imellem med en lethed og naturlighed i dialogerne, de små hverdagssnakke og en varm kærlighed karaktererne imellem.

Den nærhed, man får til familien, gør tragedien desto mere effektiv. For faren og sønnen dør af en bombeeksplosion foran Nuris forretning, og Akin og Kruger formår her virkelig at løfte tragedien, så den går direkte i maven. Sorgprocessen kan bedst sammenlignes med Naja Marie Aidts sublime roman ’Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage’, en sjældent rørende skildring af et tab. Da Katja ligger i sin søns køjeseng og stortuder blandt modeller af universet og al børneinventaret, mærker man i den grad hendes smerte.

Huset fyldes af familiemedlemmer og næsvise detektiver, der vil spore bombeårsagen tilbage til narkokriminalitet eller muslimsk terror, alt i mens Katja falder tilbage i de gamle narkovaner og fastholder, at det må være nynazister, der står bag.

Hun får ret, og i filmens anden del følger vi retssagen mod et nynazistisk par, der åbenlyst er skyldige. Det fortællemæssige knirker lidt mere her, og det bliver klart, at vi skal opleve en stor uretfærdighed og det moderne retssystems magtesløshed over for hjemmedyrket national terror. Det store trusselsbillede udgøres af forsvarsadvokaten (Johannes Krisch), der på alle måder giver den som skurk. Han fremstår mere som en kz-lejrkommandant end advokat.

Filmens tredje og sidste del udvikler sig til en spændende forløst thriller, selvom slutningen undrer lidt. Diane Kruger, der vandt prisen for bedste kvindelige hovedrolle i Cannes, spiller den altdominerende hovedrolle, og hun gør det eminent i sin vist nok første tysksprogede film. Hun føjer virkelig lag til sit spil, som jeg ikke har oplevet i de amerikanske blockbustere, jeg ellers har set hende i. Hun er er nærmest oppe i Nina Hoss-klasse.

Akin kobler igen det personlige med det politiske, ikke så godt som i mesterværket ’Auf der anderen Seite’, for denne gang strander det politiske spor lidt i en blindgyde. Men han formår stadig som få at give en stemme til immigranters virkelighed og ophøje det til bevægende og vedkommende filmkunst.