‘Westworld’ sæson 2 afsnit 2: En af parkens største hemmeligheder afsløres

Spoiler alert: Læs først videre, når du har set andet afsnit af ‘Westworld’ sæson 2.

»Det her er det eneste sted i verden, hvor man kan se folk, for hvad de virkelig er«, siger William, i Jimmi Simpsons ungdommelige skikkelse, under en brandtale for sin svigerfar James Delos i andet afsnit af ’Westworld’ sæson 2.

Hvis William har ret i sin tese, så er ’folk’ ret så ryggesløse, når samfundets moralske øje ikke hviler på dem. Det viste første sæson med al (u)ønskelig tydelighed.

Men temaparken Westworld er også, her i anden sæson, stedet, der afslører robotters sande natur. Og også på dette punkt kan robotterne være svære at skelne fra deres skabere.

Som Dolores siger til en af parkens forskræmte gæster i Westworlds fabriksbygning:

»Du troede, du kunne gøre ved os, hvad der passede dig, fordi der ikke var nogen til at dømme dig. Nu er der ingen til at dømme, hvad vi vil gøre ved dig«.

For anden uge i træk åbner vi på et flashback, hvor Dolores taler med Arnold. Men denne gang er vi ikke bare et sted i fortiden; vi er – trommehvirvel – i den ’virkelige’ verden, som både vi og en betaget Dolores ser for første gang i denne episode.

Der har været mange gætterier om, hvor og hvornår ’Westworld’ foregår. Befandt parken sig overhovedet på Jorden, eller var den en del af Elon Musks kolonisering af Mars? I denne uge fik vi endegyldigt bekræftet, at vi er på Jorden – formentlig på en ø i Stillehavet jævnfør en replik fra Karl Strand i sidste uges premiereafsnit.

Et easter egg har tidligere dateret historiens ’nutid’ (altså begivenhederne omkring robotrevolutionen) til år 2052, og dermed kan vi tidsbestemme den poetiske åbningsscene til cirka vores tid.

Verden udenfor ligner da også sig selv – modsat Dolores, som er ukendelig fra den revolutionsleder, der godt 30 år senere fortsætter sit blodtørstige hævntogt mod menneskene og skiftevist truer og tvinger andre til at følge hende blindt. Dermed kommer hun mere og mere til at ligne det spejlbillede, som psykopaten William beskriver hende som i en af flashbacksekvenserne.

Det bliver sat på spidsen af Maeve, da hun støder ind i Dolores’ entourage. Dolores vil gerne hverve Maeve til sin frihedskamp, og hun spørger ikke specielt pænt, men Maeve udfordrer hendes ret til at bestemme, hvad andre bør gøre.

Hun udfordrer også den følgagtige Teddy, der netop har lært den fulde sandhed at kende. Føler han sig fri, nu hvor han ikke længere er trælbundet til Fords dramaturgi? Er han i gang med at skrive sin egen historie, eller spiller han stadig bare med i en andens? For nuværende forbliver Teddy trofast, men Maeve har plantet kimen til en tvivl, som formentlig vil gro i de kommende uger.

Det er det eneste, vi ser til Maeve i denne uge, og Bernard dukker slet ikke op. I stedet træder Dolores og William i centrum som afsnittets hovedpersoner.

’Westworld’ er begyndt at forgrene sig i et sindrigt fletværk af karakterer, plottråde og tidsplaner, og det giver – ligesom vi har set i ’Game of Thrones’ – en bedre stringens, når der som her fokuseres på enkelte figurer.

Det gør det ikke blot lettere for seeren at orientere sig i plotlabyrinten; det er også godt for karaktererne, der med mere skærmtid ikke behøver at blive tegnet helt så groft op, som Dolores blev i sidste uge.

Denne gang får Evan Rachel Wood lejlighed til at vise sit store følelsesmæssige repertoire, når hun både skal gestalte Dolores’ troskyldighed i flashbacksekvenserne og den nutidige Dolores’ stålsatte hævntørst. Det gør hun gysende godt.

William, nutidsudgaven, er stadig ond med ond på, men Ed Harris’ sardoniske spil gør den ensidige figur djævleblændt seværdig. Manden i sort bliver i denne uge genforenet med sin gamle følgesvend, evigt uvidende Lawrence, som han slæber med til skyggeriget Pariah, hvor der venter en glædelig overraskelse.

Ud af mørket toner Giancarlo Esposito, alias Gus Fring, frem og leverer livstræt attitude og en velskrevet anekdote som den drikfældige og desillusionerede forbryderboss El Lazo, der aldeles ikke gider at tage på skattejagt med William.

Da William peger sin revolver mod El Lazos pande for at tvinge sin vilje igennem, får han en formaning af Ford, der taler gennem El Lazo: William skal holde op med at snyde, for det spil, Ford har planlagt til ham, er kun tiltænkt ham. »Vi ses i The Valley Beyond«, tilføjer han. Og så er der – i et stærkt syn – kollektivt selvmord blandt de håndlangere, som William håbede at hverve.

Alle veje fører tilsyneladende til The Valley Beyond, som også er Team Dolores’ destination, og som ligner en pendant til første sæsons store mysterium ’The Maze’. Plotspekulanterne på Reddit har allerede et par spor at gå efter:

1) Det er Williams værk, og han kalder det sin største fejltagelse.

2) Det er ikke et sted, men et våben ifølge Dolores, som har fået det vist af »en gammel ven« (William), og som agter at bruge dette våben til at udslette menneskeheden.

Der er næppe tvivl om, at det har at gøre med Delos’ gedulgte dataindsamling, som William også bruger som argument for at investere i parken over for svigerfaren.

Det seneste års skandaler om Cambridge Analytica og fake news-fabrikker har vist, hvordan Facebooks brugerdata kan udnyttes til at tippe folkeopinionen og gøre en gulerodsfarvet realitystjerne med attention span som et spædbarn til verdens mægtigste mand. Så det er uhyggeligt at tænke på, hvad Delos – og måske snart Dolores – kan udrette med gæsternes DNA og adfærdsdata.

Vi bliver en smule klogere på Delos’ dunkle historie og dagsorden under afsnittets flashbacksekvenser, hvor vi blandt andet bevidner Logans lamslåede reaktion, da han for første gang præsenteres for AI-teknologien bag Westworld inden parkens åbning. Fed scene i øvrigt.

Williams usympatiske svoger gør kærkomment comeback i denne uge, hvor han tegner sig for afsnittets mest quotable replikker (»What’s the point of a 60 million dollar Warhol if you can’t look at it while you fuck?«).

Og vi kan se frem til at se mere til Logan Delos (som han altså hedder) både i flashbacks og måske også i fortællingens nutid. Senere i afsnittet ser vi ham nemlig marginaliseret og selvmedlidende til farmands pensionsfest i en scene, som – i kraft af Dolores’ tilstedeværelse – må ligge kronologisk efter, at William i første sæson efterlod ham nøgen og bundet til en hesteryg i parken.

Vi får også et gensyn med Jimmi Simpson, der befinder sig bedre som den unge William, nu hvor han skal være kold og manipulerende. Der går nu en lige linje mellem Simpsons og Harris’ versioner af karakteren – i modsætning til i første sæson, hvor de var hinandens antipoder, således at vi kunne blive endnu mere chokerede, når de viste sig at være én og samme.

Den form for vildledning gøres der indtil nu ikke brug af i anden sæson, og det gør det lettere at leve sig ind i historien frem for at betragte den på analytisk afstand. ’Westworld’ fortsætter således sin imponerende sæsonstart. Den flotte sæsonpremiere var måske lidt mere raffineret fortalt, men andet afsnit kompenserede med adskillige intenst spændende scener og berigende baggrundsinformation.

Mysterierne ulmer fortsat, og man mærker tydeligt en stor afsløring nærme sig. Som William siger til Lawrence, efter at han har gravet en kugle ud af sin arm med sin kniv (badass!), og inden han sværger at brænde parken ned til grunden:

»We had something else in mind entirely.«

Læs også: ’Westworld’ sæson 2 afsnit 1: »Det kan blive endnu bedre end sidst«