‘Alt for min søn’: Man glemmer at trække vejret til dybt bevægende film om psykisk terror

5 6
‘Alt for min søn’: Man glemmer at trække vejret til dybt bevægende film om psykisk terror
Thomas Gloria i 'Alt for min søn'.

Hvad der sker, fra at to mennesker er så vilde med hinanden, at de beslutter sig for at få børn sammen, til de sidder to meter fra hinanden på et sjæleløst kontor og kæmper for forældremyndigheden, flankeret af hver sin advokat og ude af stand til at kommunikere, er altid svært at fatte. Især for børnene.

Men alligevel er det sjældent dem, der bliver fokuseret på, når skilsmissedramaer ruller over skærmen.

Derfor virker det ekstra stærkt, når Xavier Legrand lader sin første spillefilm som instruktør, ’Custody’, centrere sig om den 11-årige dreng, Julien (Thomas Gioria) og hans søster på 18, Joséphine.

Som vi får situationen præsenteret af en dommer i starten af filmen, har moren cuttet al kontakt til faren fra den ene dag til den anden, angiveligt på grund af vold. Og nu hævder hun, at han fortsat chikanerer hende.

Han benægter hårdnakket og mener, at det, hun kalder chikane, kun er handlinger udført i desperation efter at se sine børn. »Jeg ved ikke, hvem af jer der er den største løgner«, indvender dommeren – og som seere er vi også temmelig rådvilde – men hun ender med at lade tvivlen komme faren til gode og give ham medhold. Det skulle hun ikke have gjort.

Men problemet er jo, at man ikke kan se på folk om de er voldelige eller ej. Tværtimod er mange, der er modbydelige over for deres familie, rigtigt gode til at skjule det – og langt henad vejen falder vi i samme fælde som dommeren: Juliens fjendtlighed virker som noget, moren har indoktrineret, og hendes drastiske tiltag såsom at skifte nummer og adresse virker fuldstændig ude af proportioner.

»Se på ham, den sølle mand, han savner bare sine børn og sværger på, at han har ændret sig. Giv ham nu bare en chance. Han står og krammer dig og græder snot, og du står bare der som en kold fisk«. Sådan tog jeg mig selv i at sidde og tale til moren for mig selv. Og efter at have set filmen til ende giver det mig helt kvalme at indrømme.

Noget af det mest imponerende ved ’Custody’ er måden, som Legrand leger med vores sympati på, og netop farens langsommelige, men voldsomt skræmmende hamskifte er fantastisk godt skruet sammen. Med Julien, som sidder der i bilen sammen med sin far og er ved at kaste op af ængstelighed, sætter Legrand ansigt på de spor (som ellers er så svære at synliggøre og bevise), som psykisk vold sætter i børn, og Thomas Gioria gør det så godt, at det næsten er ubærligt at være vidne til de overgreb, han gennemlever.

Julien gør alt for at holde sin far væk fra sin mor – selv når det går ud over ham selv. Og måden forældrenes dysfunktionelle dynamik griber ind i børnenes verden på bliver især tydelig i forbindelse med søsterens store 18-års fødselsdagsfest (der ellers indeholder et Proud Mary-cover og en kæreste med flettet pisk og butterfly som jeg personligt godt kunne have undværet).

Det er en af den slags begivenheder – og optrædener – hvor normale forældre ville forsøge at klappe i takt og være ved at besvime af stolthed. Måske endda holde en tale. Men i dette hjerteskærende scenarium er de ikke engang til stede. Her tager far kvælertag på mor ude på parkeringspladsen i stedet, og begge er for opslugte af deres egen vrede og frygt til at gøre noget ved, at deres datter står på scenen og dør indeni.

Legrands overlagte leg med vores følelser hele filmen igennem er helt eminent udført. Og selvom han på sin vis tricker os til at sympatisere med skurken, så virker grebet aldrig Haneke-agtigt intellektualiseret. Der er ingen tvivl om, at Legrands hjerte bløder for den her fortælling, og i slutningen plæderer han for, at ingen burde vende det blinde øjne til, når overgreb finder sted. Og det gør han, så du glemmer at trække vejret.


Kort sagt:
’Custody’ er en dybt bevægende skildring af de ar på sjælen, som psykisk terror afføder, og den imponerer både i sin opbyggelighed og sin eksperimenterende leg med, hvilke karakterer vi lægger vores sympati hos.

Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted

Læs også: De 15 mest essentielle film på årets CPH PIX

Instruktion Xavier Legrand. Medvirkende: Thomas Gioria, Denis Ménochet, Léa Drucker, Mathilde Auneveux. Spilletid 93 min.:. Premiere: Den 3. maj
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af