Da Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag var 29 år, var de begge to lige blevet single.
Det var de blevet før, men det var, som om det betød mere denne gang. Der var et andet pres. Et biologisk pres for Julies vedkommende – og for Jesper det pres, der består i at se vennerne blive gift og få børn og voksenjob, alt imens man selv crasher på en kammerats stuegulv.
Der sker noget dér i slutningen af 20’erne, hvor vennegruppen spaltes i to, fordi halvdelen leger far, mor og børn, mens den anden halvdel stadig går i byen hver weekend og shuffler gennem Tinder-dates og uddannelsessystemet.
30-års-krisen kalder vi den, og det er dén, som den nu 30-årige komedieduo Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag forsøger at indfange i deres fortrinlige nye webserie ’29’, som kan ses på YouSee Comedy.
»Det er i slut-20’erne, at man for alvor skal være voksen, og de valg, man tager, begynder at få konsekvenser. Det oplevede vi selv, men det fyldte også helt vildt meget, når vi snakkede med vores venner«, forklarer Julie Rudbæk på en solbeskinnet bænk i Kødbyen, da vi møder (venne)parret bag serien, som de både har skrevet, instrueret og spiller hovedrollerne i.
»Det er en tid, hvor man skal tage en masse valg. Mange går fra hinanden, andre bliver gift og får børn. Der sker et opbrud. Og når vi kiggede rundt, var der ikke rigtig andre i Danmark, der havde lavet en serie om den periode. Så vi tænkte, at det måtte vi sgu da gøre«.
En vis norsk serie
’29’ handler om de gamle gymnasiekammerater Julie og Jesper på 29 år, som netop er kommet ud af hver sit længerevarende forhold, da serien starter. Han er blevet forladt og er langt nede, hun er selv skredet og er – udadtil i hvert fald – ovenpå.
De har ikke set hinanden længe, men mødes tilfældigt til en fest, hvor de føler sig alt for gamle. Derefter spirer deres venskab over otte afsnit, hvor de vender og drejer den eksistentielle tvivl, der murrer i dem begge. Har man valgt den rigtige uddannelse? Det rigtige job? Er man begyndt at få rynker og deller? Var det en fejl at gå fra partneren? Og hvordan finder man en ny?
»Vi havde en arbejdstitel, der hed ’Tvivl’. Det lagde sig bare lidt for tæt op ad noget andet«, siger Julie Rudbæk med et indforstået blik gennem leopardsolbrillerne.
Hun henviser til en vis norsk serie, og det er let at se lighederne mellem ’29’ og ’Skam’. ’29’ er mere dramedy, men humoren er underspillet, og serien slår i høj grad på den samme relaterbarhed og autenticitet som den norske seriesensation.
Julie og Jesper lægger da heller ikke skjul på, at ’Skam’ er en af deres inspirationskilder.
»’Skam’ har vist også den danske branche, at man godt kan have langsomme scener, hvor der ikke sker en skid andet end små blikke mellem folk. Alt det modsatte af, hvad man altid har fået at vide: Vi skal op i tempo, så folk bliver underholdt«, siger Jesper Zuschlag og knipser med fingrene.
»Det var så fedt, at der kom nogen og trak tempoet helt ned, og folk elskede det. Så vi må give dem noget af æren for, at vi har fået lov at lave den her serie på denne måde«.
Vi vil ikke nøjes
Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag har ellers tidligere beskæftiget sig mest med det tempofyldte sketchformat i de satiriske DR3-serier ’Julie og Jesper’ og ’Generation SoMe’. Men de har længe gerne villet lave noget mindre karikeret.
Julie: »Det er begrænset, hvad man kan fortælle i små sketchformater, hvor det hele skal sættes på spidsen. Vi har længe gerne villet lave noget, hvor der var mere på spil, så det også kan sætte nogle tanker i gang og vække genkendelse«, siger Julie Rudbæk.
Jeres seneste serie ’Generation SoMe’ var en ret kras generationskritik. Ligger der en generationskritik i ’29’?
Jesper: »Vi er ikke lige så hårde ved vores karakterer som i ’Generation SoMe’. Vores hovedpersoner har fejl, men man identificerer sig med dem, selvom det er first world problems, de slås med. De ville have godt af en måned i Aleppo for at sætte tingene i perspektiv«.
Julie: »Problemer er jo relative. En lille delle på maven eller et par rynker om øjnene kan være et stort problem for os, men er det selvfølgelig ikke i det store billede. Det er der noget komisk i. Så det var vigtigt, at det stadig var os, der var idioterne indimellem. Men jeg synes ikke, det som sådan er en kritik. Det er mere: Sådan her føles det, når ens liv ikke er, som man forestillede sig, det skulle være. Det tror jeg, alle kan genkende på en eller anden måde.«
Tror I, at 30-års-krisen er unik for vores generation?
Jesper: »Jeg tror, vi er en mere selvrealiserende generation end tidligere. Vores liv er mere et projekt. Vores ambitioner er større, end de var for vores forældres generation«.
Julie: »Når man vælger at blive single dér, er det jo også, fordi man hele tiden søger noget mere, noget bedre. Vi vil ikke nøjes. Det tror jeg er meget kendetegnende for vores generation. Vi har mange ting, vi gerne vil«.
Vi har også mere at vælge imellem end tidligere generationer, både i kærlighedslivet og karrieren. Hvad betyder det?
Jesper: »Jo flere muligheder du har, jo flere udelukker du, når du træffer et valg. Hvis du har 500.000 valgmuligheder, er der flere ting, hvor du kan stå og tænke: Hmm, det dér kunne jeg også have gjort. Det dér kunne have været mig. Havde jeg været lykkeligere dér? Fået mere succes? Så er det nemt ikke at være tilfreds, hvor man er«.
Julie og Jespers sketchbaggrund skinner igennem i seriens form. Hvert afsnit er bygget op om en samtale mellem de to hovedpersoner og undervejs fortæller de hinanden om deres oplevelser i ugens løb. De anekdoter ser vi så udspille sig som flashbacks.
Idéen er, at flashbackscenerne skal kunne leve som selvstændige klip på Facebook, og så kan man få Julie og Jespers refleksioner over scenerne i det fulde afsnit. En udgivelsesmodel, der kan minde lidt om ’Skam’.
Julie: »Det er et godt greb, som vi især har gavn af i anden sæson, nu hvor vi har lært at bruge det ordentligt. Vi leger mere med det i toeren, hvor vi får både Julie og Jespers point of view på en situation, for det er meget subjektivt, når venner fortæller hinanden historier«.
Jesper: »Der er ingen grænser for, hvilke situationer vi kan gå ud i, for vi behøver ikke at binde det ind i en handlingsmæssig rød tråd. Det skal bare have en tematisk forbindelse til afsnittet. Det giver en fed dynamik i afsnittene og holder tempoet højt«.
Julie: »Vi kan droppe alle overgangsscener og springe ned i en situation, lige hvor man vil. Vi behøver ikke have scenen, hvor karaktererne går fra A til B, men kan gå direkte til kernen af, hvad vi vil fortælle«.
Fucking autentisk
Var det en udfordring for jer at gå fra den mere ekspressive sketchstil til et meget naturalistisk udtryk?
Jesper: »Hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg faktisk, jeg havde lidt issues med at være så plain hele tiden. Om det blev kedeligt at kigge på«.
Julie: »Da vi optog, var vi lidt bange for, om det blev underholdende nok. Forventede folk, at de skulle grine helt vildt meget? Men vi har valgt at stole på seerne. De vil godt udfordres. Det behøver ikke være ’hahaha’ hele tiden«.
Jesper: »Men så skal det til gengæld også være fucking autentisk. Folk skal tænke, at det her er rigtige mennesker«.
Apropos rigtige mennesker: Jeres karakterer bærer jeres navne. I hvor høj grad afspejler serien, hvor I stod som 29-årige?
Julie: »Haha, ja, nu er vi jo blevet tredive! Det afspejler ret meget. Det er selvfølgelig kommet til os, at de skulle starte som singler, fordi vi begge blev singler i slutningen af 20’erne og oplevede, at det var anderledes at stå som 28-29-årig og single, end hvis man havde været 24. Den dér hårde følelse af, at vennerne ikke gider med i byen mere«.
Jesper: »Der er noget af vores energi og mentalitet, som strømmer ind i karaktererne. Det kan man ikke undgå. Men de konkrete historier er en blanding af vores historier, vores venners historier og vores fantasi«.
Julie: »Min karakter er en god blanding af mig selv og mine venner. Der er meget af os selv i, men det er stadig fiktion. Det har vi også sagt til vores ekskærester, haha!«
Jesper: »Har vi det?«
Julie: »Jeg har!«
Jesper: »Jeg har ikke. Men det må du gerne skrive i interviewet så: Hvis Jespers ekskæreste læser det her…«
FOMO
Har I selv nogensinde tvivlet på, om I har valgt den rigtige karrierevej, ligesom jeres karakterer?
Jesper: »Jeg har haft lidt Jesper-slinger, mens jeg ikke arbejdede som skuespiller: Hvad er det egentlig, jeg vil? Jeg var blevet uddannet psykolog, men det var ikke rigtig det, jeg vil. Jeg havde den her skuespillerdrøm, men der skete ikke rigtig noget. Jeg kan sagtens genkende det med at stå sidst i 20’erne og tænke: Hvad fanden er det egentlig, jeg vil?«
Julie: »Også fordi vi har valgt så usikre erhverv. Det er gået op og ned igennem 20’erne, og flere gange har man tænkt: Det havde da også været meget nemmere, hvis jeg bare var blevet lærer. Nu har vi ligesom fået lov at lave det, vi gerne vil, men vi har også kæmpet for det i mange år«.
Tror I, det er lykken at have færre valgmuligheder?
Julie: »Der er nogen, som er bedre end andre til bare at træffe nogle valg og sige: Jeg er glad, hvor jeg er. Som ikke lider så meget af FOMO, som vi for eksempel gør. Det kan jeg nogle gange godt misunde, fordi deres liv nogle gange bliver mere enkelt. Jeg vil jo tænke, at de går glip af en masse, fordi jeg er sådan én, der vil se og mærke det hele. Men hvis du ikke craver det, går du jo ikke glip af noget. Jeg tror godt, man kan komplicere livet lidt, hvis man vil se og smage det hele«.
Jesper: »Men det er det sidste, vi kender. Det er os – det er os, der gerne vil det hele, og derfor er det det, vi skriver med udgangspunkt i. Tvivlen, skammen – nej, ikke skam!«
Hvilke reaktioner får I fra folk, der har set serien?
Julie: »Der er virkelig mange, der har skrevet til os: ’Ej, hvor er det fedt, at der endelig er kommet en serie om mit liv’. Det var præcis det, jeg håbede på. Vi synes, der har været for få serier herhjemme, som vi har kunnet spejle os i. Da jeg hørte, hvor mange 30-årige kvinder der elskede ’Skam’, tænkte jeg: Der er nødt til at blive lavet en serie til dem selv«.
Nu har I beskæftiget jer rigtig meget med 30-års-krisen i forbindelse med denne serie. Har I nogen gode råd til dem, der står i den?
Julie: »Jeg har faktisk tænkt over, hvor heldige vi er at have fået bearbejdet alle vores følelser og tanker om det. Jeg kan mærke, at jeg har fundet mere ro end nogle af mine venner, fordi vi har arbejdet så meget med det. Jeg tror, det hjælper at acceptere tvivlen. Og at fokusere på det, der spiller, i stedet for, at den store kærlighed mangler. Og så at tale om det. Så får man afløb og finder ud af, at andre har det på samme måde, og at det ikke nødvendigvis er det perfekte liv at have to små børn og drømmemanden. De misunder måske din frihed. Ingen er jo lykkelige hele tiden«.
Var det angstprovokerende for jer at blive 30?
Jesper: »Nej, det handler ikke om det at blive 30. Det handler om de valg, du træffer deromkring – det kan være som 27-årig eller 33-årig – som begynder at få konsekvenser for dit voksenliv«.
Julie: »Men vi tænkte da over det. Det snakkede vi da også om. At nu krydsede man den grænse, og da man så havde krydset den, opdagede man, at det sgu ikke ændrede så meget. Men i månederne op til tænkte jeg meget over, at nu forlod jeg ungdommens frihedsårti og trådte ind i et nyt årti, som går mod de 40«.
Jesper: »Nu ved vi jo ikke endnu, hvordan det er at være 35. Jeg håber, at den dér følelse af, at man går glip af en masse muligheder, forsvinder med alderen. At man finder en ro i at træffe nogle valg og vælge en vej, og så går man ned ad den og er glad for det«.
Julie: »Vi har jo ikke fortrudt de valg, vi har taget. Man er i tvivl 100 gange, men alle valg har jo konsekvenser. Hvis man var blevet i sit gamle forhold og havde fået børn, var man gået glip af en masse andet. Nu har vi valgt at være singler, og det har nogle konsekvenser. Men jeg fortryder det ikke. Der er en grund til, at man gør det, man gør, og jeg synes altid, det viser sig at give mening hen ad vejen«.
’29’ kan ses på YouSee Comedy og følges på Julie og Jespers Facebook-side. En sæson 2 er allerede i støbeskeen.
Anmeldelse af ’29’: Sprudlende danske komedietalenter står bag virkelig sjov og ægte webserie