’Westworld’ sæson 2 afsnit 3: »Dolores tog sin skabers filosofi til sig«

(Spoiler alert: Læs først videre, når du har set tredje afsnit af ‘Westworld’ sæson 2)

Så ved vi da, hvor tigeren kom fra!

Det var givet på forhånd, at sæson 2 af ’Westworld’ ville vise os andre temaparker end den eponyme cowboyverden. Allerede i sidste sæson blev der teaset for en samuraipark, og siden har en easter egg-hjemmeside bekræftet eksistensen af hele seks Delos-ejede parker.

Westworld kom først og er park nummer 1. Park 2 er samuraiverdenen Shogunworld. Park 3, 4 og 5 ved vi intet om endnu.

Og så er der park nummer 6 (Stubbs gav os nummeret i sæsonpremieren), hvor ugens afsnit begynder. Her kan eventyrlystne gæster tage på tigerjagt i den indiske jungle uden fare for at blive spist.

Eller rettere: Det kunne de. Men Dolores’ revolution er tilsyneladende nået til de andre parker, så nu er hverken tigrene eller værterne længere så fredsommelige. Hvilket vores skyd-først-knep-bagefter-kvinde og hendes herrebekendtskab får at mærke på egen krop.

Han får en kugle i brystet (og denne gang går der hul) – hun får en tiger i fjæset og skyller op på en flodbred i Westworld. Og eftersom hun bliver modtaget af den hvidmalede indianerstamme, ser det sort ud for hendes overlevelseschancer. Dermed blev det også bekræftet, at de seks Delos-parker grænser op til hinanden, og at grænserne nu er åbne.

Action og sågar et par grin

Hvad det kan få af konsekvenser fremadrettet, får vi en forsmag på i afsnittets sidste øjeblikke, hvor et par aggressive samuraier har forvildet sig ind i cowboyland. Maeve og hendes slæng skal nok overleve dét sammenstød, er jeg sikker på, men hvordan vil det generelt gå med at finde fælles fodslag på tværs af seks temaparker? Det skal nok blive sjovt at følge.

Sjovt var det også at komme et smut uden for Westworld for første gang i fortællingens nutid (og sikke en fed, fingerspillet udgave af ’Seven Nation Army’). Men det blev måske et lidt langt intermezzo i et afsnit, der ikke havde helt samme fortællemæssige stramhed som de to foregående.

Men skidt pyt: Niveauet er stadig højt, og ugens afsnit leverede både gedigen action, vigtige plotvendinger og sågar et par grin.

Jeg morede mig i hvert fald over scenen, hvor Bernard gør sadistiske Rebus – ham med hvalrosskæg og bakkenbarter – til en beleven skarpskytte, der kommer de fanger til undsætning, han øjeblikke forinden har skræmt fra vid og sans. Og Peter Abernathy sætter trumf på ved trodsigt at afsynge en borgerkrigshymne for næsen af de bevæbnede Confederados-soldater.

Den gådefulde forsikringspolice

Lad os tale lidt om Peter Abernathy. Det var ham, der i seriens allerførste afsnit triggede datteren Dolores’ Wyatt-narrativ (og dermed det igangværende oprør) med replikken »these violent delights have violent ends«. Det skete, efter at han havde fundet et gammelt fotografi (muligvis plantet af Ford), som vækkede hans hukommelse.

Nu er han, med Charlotte Hales ord, en »forsikringspolice«, som Delos er yderst forhippede på at få bragt sikkert ud af parken. Han er nemlig installeret med en krypteringsnøgle, der antagelig dækker over Delos’ dybeste hemmeligheder, og som Bernard får låst op for i denne uge.

Vi lærer også, at den stammende, Shakespeare-citerende farmer stadig er missing in action i det fremtidige fortællespor, som tilfører serien den særlige suspense, der består i at vide, hvor historien skal hen, men ikke hvordan den kommer derhen.

Charlotte Hale og kompagni formår ellers i denne uge at hapse Peter Abernathy ud af Dolores’ kløer. Men de må miste ham igen på et senere tidspunkt, for han er det første, Charlotte Hale (der altså overlever så længe) spørger til, da hun to uger senere støder ind i Karl Strand og Bernard: Har I det, jeg bad om?

Da svaret er negativt, kigger hun mønstrende på Bernard, som hun tydeligvis nærer mistro til på dette tidspunkt. Mon Bernard bliver så forfærdet over det, der gemmer sig bag krypteringsnøglen, at han vælger at skjule Peter Abernathy for Delos?

Full Terminator

Selvom hr. Abernathy ikke er verdens bedste samtalepartner lige nu, så er det også en fin dialogscene, han har med sin Dolores, der ellers identificerer sig mere med Wyatt-navnet nu om dage.

Skuespilleren Bradford Tatum skildrer sin alzheimers-lignende tilstand overbevisende, da han sømløst zapper mellem de forskellige frekvenser i Abernathys indkodede personligheder. Kortvarigt husker han sin datter, og man gribes af Evan Rachel Woods tårevædede reaktion. Det var godt igen at se en sårbar side af den ellers så koldblodige oprørsleder.

Senere går hun så i full Terminator mode i slaget ved Confederados-fortet, hvor hun børster skud af sig og ofrer venner og fjender uden at blinke. Selv skødehunden Teddy stejler og skåner de mænd, hun efterfølgende beordrer henrettet. Den første, men næppe sidste kurre på deres kærlighedstråd.

Nu er de to på vej mod Sweetwater, Abernathy-familiens hjemstavn, hvor der er noget, hun mangler. Mit bedste bud er det førnævnte fotografi.

Maeve er også på vej mod sit gamle hjem, hvor hun håber at finde noget, hun mangler, nemlig sin datter. Det bringer hende i denne uge faretruende tæt på de kridhvide indianere, som tidligere har påført hende og datteren usigelige lidelser.

Et farverigt hold

Af en eller anden mystisk årsag, som nok bliver opklaret før eller siden, er indianerne mere interesserede i Maeves navigatør, den undselige Lee Sizemore med stråhat og pakæsel. Ham kan Maeve ikke undvære, så hun, han og Hector må flygte ned i de underjordiske gange.

Her bliver de genforenet med Hectors partner in crime Armistice, nu med flammekaster (»she has a dragon!«) og de katteopkaldte reparatører Felix og Sylvester, som Maeve drev rundt i manegen i sidste sæson. Det er et ganske farverigt hold, Maeve er ved at samle.

Mave og Hector er stadig seriens ubestridte power couple. Men én, der ikke shipper Maector, er Lee Sizemore.

»Hvad fanden laver I!« skræpper parkens manuskriptforfatter, da han ser sine to karakterer holde i hånd. De er jo programmeret til at være alene, og Hector bør ikke kunne elske andre end ikkeeksisterende Isabella, som er indkodet i hans baggrundshistorie.

Maeve gennemskuer skarpsindigt, at Isabella repræsenterer Sizemores egen tabte kærlighed, der forlod ham, fordi hans livsstil var for ustabil (og sikkert også fordi hun var træt af hans klynk). Og Hector repræsenterer den mand, Lee Sizemore altid har drømt om at være.

»It’s very sad«, kommenterer Maeve nedladende, men det er også en smule medynkvækkende, og scenen tyder på, at Lee Sizemore bliver en mere integreret og afrundet figur i sæson 2, efter at han hidtil mest har været til grin.

Halv-halv på fri vilje

Manuskriptforfatteren oplever endda at få det sidste ord i en diskussion, hvilket vist aldrig er sket før. Hector presser ham op mod væggen og hvisler, at »du ved ikke, hvem jeg er«, og at Isabella blot var ord i hans hoved. Men efterfølgende besynger han Maeve med Lee Sizemores egne replikker skrevet om netop Isabella. Sizemore bryder ind og færdiggør sætningen:

»Så måske kender jeg dig alligevel. Bare en lille smule«, siger han spydigt.

Det er en interessant ordveksling, som sætter spørgsmålstegn ved robotternes fri vilje.

Det er det samme spørgsmål, som den italienske episodetitel ’Virtù e Fortuna’ sigter til. Ordene stammer fra den italienske filosof Machiavellis hovedværk ’Fyrsten’, hvor han skriver, at den fri vilje tegner sig for halvdelen af menneskets handlinger, mens resten er underlagt livets tilskikkelser og Guds vilje – det som står uden for menneskets indflydelse.

Det var også ’Fyrsten’, der grundlagde begrebet machiavellisme, idéen om, at stater har ret til uindskrænket magt- og voldsudøvelse, når hensigten helliger midlet.

I første sæson var det dr. Ford, der gav den som machiavellisk skurk. Nu har Dolores taget sin skabers filosofi til sig. Hvis ellers hendes vilje er helt så fri, som hun tror.

Læs også: ‘Westworld’ sæson 2 afsnit 2: En af parkens største hemmeligheder afsløres