KOMMENTAR. Det tog mig ikke mange minutter at blive helt og aldeles hooked på Ryan Murphys sprudlende seriehyldest til 80’ernes ball-subkultur i New Yorks LGBTQ-miljøer. Og blot ét enkelt afsnit at forelske mig i seriens Romeo og Julie: Wall Street-yuppie Stan og den prostituerede transkvinde Angel.
Parret, der spilles, så hjerterne banker ud af skærmen af Evan Peters og Indya Moore, er egentlig endnu ikke et par per se. Stan er straight med kernefamilie i forstæderne, og Angel værner kløgtigt om sin frihed over for fetich-sultne hvide mænds objektificering. De har kysset en enkelt gang – i et sommerfugleflaksende øjeblik – men ikke haft sex. Imellem dem gaber en klasseskel- og racekløft, toppet op med spandevis af socialt stigma rettet imod Angel af et samfund, der i 1987 dårligt kan ofre en bøjet pennys forståelse for transkønnede – hvis den da ikke spyttes i kassen til de peepshows, hvor Angel arbejder om natten.
Alligevel er den gensidige tiltrækning øjeblikkelig, og Stan falder hurtigere, end han kan nå at løsne slipset for at trække luft ind til de kærlighedserklæringer, han pludselig bare må ud med.
Angel vil vide, hvad hans deal er: Bøsse, biseksuel eller bare heteronormalt analfikseret? Ingen af delene, siger Stan. Han ser bare hende. Og for ham, der bevæger sig i den mest overfladiske sfære af alle i NY (med kontor i Trump Tower!) og ikke føler, at han står for noget som helst, er Angel ikke en kuriøs seksuel udflugt, men det mest autentiske menneske, han har mødt.
I andet afsnit sidder de to over for hinanden og fører, hvad der indtil videre er en af seriens bedste dialoger. Stan kan ikke lide tanken om, at andre skal røre ved skønheden og foreslår, at han lejer hende en bolig. Hun spotter skælmsk hans fantasi om at gøre hende til en kept woman og kræver derefter nøgternt et års forudbetalt leje, så han ikke kan smide hende på gaden.
Arrangementet mellem forretningsmanden og luderen trækker direkte paralleller til ’Pretty Woman’, men vender magtforholdet på hovedet: Efter Richard Gere og Julia Roberts hede købe-fling tilbød han forkølet at købe hende en lejlighed. Med tårer i øjnene svarede hun – som drømte om den store, kompromisløse kærlighed – at hun ikke ville sidde som en fugl i et guldbur og vente på ham. I skærende kontrast hertil har Angel ingen romcom-illusioner:
»Jeg burde afvise dig, ikke sandt? Forlange, at du binder dig til mig? Men jeg har lært at bevare min værdighed, selv når jeg leder efter rester under bordet. Du taler om drømme og håb – de ord hører til i forstæderne. Jeg ved bare, at jeg får tag over hovedet og lidt lommepenge til tøj. Og at mine chancer for ikke at blive dræbt i rendestenen lige er blevet øget betydeligt. Det er godt nok for mig for nu«.
For Angel symboliserer nøglen til lejligheden en bedre levevis nu og her, ikke underkastelse. Der er ingen tvivl om, at hun også er ramt af Amor, men over for forgabte Stan er det Angel, der sætter dagsordenen, og ‘Pose’ fremstiller hende ikke som et skræmt pus i billygternes skær, der partout skal reddes af den store hvide mand. Hun er sin penible situation bevidst og ved, at hun bliver nødt til at være praktisk i sin forelskelse – og om noget virker det mere sandsynligt, at det er hende, der kommer til at redde Stan end den anden vej rundt. Det er ikke Danielle Steele, men det føles ærligt. Og Angel er intet, hvis ikke hudløst ærlig.
Det taler til seriens fordel, at skildringen af duoens prøvende skridt i hinandens retning hverken kan eller vil defineres af firkantede seksuelle termer. Og skønt man kan klandre Stans besættelse for at grænse til selvsamme feticheren, ’Pose’ vil gøre op med, tror jeg, at Murphy – der gerne har et twist eller to i ærmet – med vilje leger med vores forventninger til den typiske negative dramatisering af erotiske relationer mellem transkønnede og heteroseksuelle som et håbløst Crying Game. Og at han er opmærksom på kontrasten til fiktionens traditionelt hårdhændede håndtering af karakterer som Angel, for hvem der sjældent har været udsigt til rosenrøde solnedgange:
Som seer er man således nærmest blevet indoktrineret til at lede efter tegnene på, at den ’faldne’, transseksuelle kvinde besejler sin angiveligt triste skæbne med et bad move.
Jeg håber, at ’Pose’ giver Angel oprejsning og mere til. Indtil videre er Stan i hvert fald solgt til stanglakrids, og det er jeg også. ’Pose’s star-crossed lovers er ganske enkelt et af de mest interessante par i serieland lige nu.
‘Pose’ kan ses på HBO Nordic.
Læs også: ’Pose’: Et herligt og inderligt LGBT-portræt fra manden bag ’Glee’