Hurra for langsomheden i ’Blank’

Første sæson af ’Skam’-afløseren ’Blank’ er slut. NRK-serien har fået megen kritik, også her på sitet, men Freja Dam kommer den her til undsætning.
Hurra for langsomheden i ’Blank’
Ella og Susanne i 'Blank'.

KOMMENTAR. Mit forhold til ‘Blank’ startede i en glædesrus og sluttede med resigneret mild irritation. I de mellemliggende 10 uger har jeg fulgt 19-årige Ellas famlende søgen efter vilje og vej under sit sabbatår med en blanding af utålmodighed, nysgerrighed og genkendelse.

‘Blank’ har fået meget kritik for sin passive hovedperson, trivielle hverdagsskildring, og at der ikke skete noget. Jeg var så begejstret over endelig at føle mig som firstmover og være med på en hype fra starten (som de fleste andre danskere hoppede jeg først på ‘Skam’ i sommeren mellem anden og tredje sæson og gik således glip af at følge med live i #WilliamMåSvare), at jeg længe afviste kritikken. Den skulle jo lige i gang, argumenterede jeg, og hvor meget skete der egentlig i ‘Skams’ første afsnit? (Egentlig en del, nu jeg tænker over det: både Evas usikkerhed, isolation, afhængighedsforhold til Jonas, konflikt med Ingrid og størstedelen af pigegruppen præsenteres).

Det viste sig, at der aldrig rigtigt kom til at ’ske’ noget i ‘Blank’. Minus et sidespring med kollegaen Simen og et enkelt dramatisk klip, hvor Ella placerer et velfortjent spark i kæresten Mats’ bryst, tøffer vores hovedperson mest rundt og pakker planter ud på jobbet i havecenteret Plantasjen og smiler høfligt til Mats’ enetale om sin bacheloropgave og sin mere handlekraftige veninde Susannes Tinder-dilemmaer.

»Kom nu, Ella!« råbte jeg til skærmen (i hvert fald indvendigt), når hun gang på gang ikke gjorde noget. Ikke sagde fra over for Mats’ dominans, ikke fortalte Simen, at hun havde en kæreste, ikke slog op med Mats, ikke betroede sig til Susanne, ikke sagde nej til Indien-turen, ikke ledte efter et sjovere arbejde eller studie og i det hele taget ikke sagde sin mening eller udtrykte sine følelser om noget som helst.

Men langsomhed og ikke-handling kan også noget.

Ella i ‘Blank’.

For det første er det et ret modigt valg, stik mod alle manuskripthåndbøger, at have en hovedkarakter uden mål og drive, der bare lader tingene ske uden at være agent i eget liv. Som manuskriptforfatteren Charlie Kauffman spørger manuskriptguruen Robert McKee under et seminar i filmen ‘Adaptation’:

»Sir, hvad hvis forfatteren forsøger at skabe en historie, hvor der ikke rigtigt sker noget? Hvor folk ikke forandrer sig, de ikke får nogen åbenbaringer, de kæmper og er frustrerede, og intet løser sig. Mere en refleksion af den virkelige verden«.

Hvortil McKee giver Kaufmann et kæmpe møgfald om, at et manuskript uden konflikter og kriser for det første vil kede publikum ihjel, og at virkeligheden for det andet er fuld af drama, og hvis Kaufmann ikke kan se det, hvorfor vil han så spilde to kostbare timer af hans liv?

Det har McKee på sin vis ret i. Men det hele behøver ikke være liv eller død, eller »folkemord, krig og korruption«, som McKee påpeger foregår hver dag. Nogle gange består livets drama af beslutningen om, hvad man skal studere, om man skal rejse til Indien, sige sit job op, være sin kæreste utro eller forlade ham. I hvert fald når man er 19 år. For mig er det ikke kedeligt.

‘Blanks’ langsomhed og Ellas døs reflekterer fint temaet om den eksistentielle tvivl og halvdepressionssump, som jeg tror, mange unge kan genkende. Jeg kan i den grad relatere til Ellas følelse af formålsløshed, kedsomhed og ensomhed i sabbatåret efter gymnasiet, der burde være det ultimative frirum, men i hvert fald for mig var et mærkeligt vadested præget af savn efter gymnasiets fællesskab og intellektuelle stimulering og bekymring for fremtiden.

Simen i ‘Blank’

Ellas passivitet er frustrerende og tester vores tålmodighed. Men man tryller ikke lige en identitet frem på en uge. Hell, jeg er i en alder af 34 stadig tit i tvivl om, hvem er jeg, og hvad jeg vil. Og midt i sms-skrivningen, kaffepauserne, øldrikningen, løbetræningen og vægelsindet skete der alligevel noget inde i Ella.

Da vi møder Ella, er hun blank og har ikke fundet sin personlighed endnu. Det har hun stadig ikke, da vi forlader hende, men hun er dog kommet frem til, at hun skal lære at lytte til sine egne følelser frem for at please sine omgivelser. For eksempel ved at sige nej til sex, når hun ikke har lyst og ikke affinde sig med et lidenskabsløst, trygt forhold i en alder af 19, som Susanne klogt påpeger.

Vi hører konstant om, at nutidens ungdomsgeneration føler sig så pressede af præstationssamfundets krav til karakterer, handlingsplaner og Instagram-likes, at de går psykisk ned. Ella reagerer med apati og handlingslammelse, og det forstår jeg godt. Derfor sætter jeg også pris på seriens – om end lidt didaktiske – budskab om, at man ikke behøver have så travlt med at finde ud af, hvad man vil i livet.

Jeg havde hele tiden håbet på, at Ella ville stikke Mats, Simen og planterne skråt op og rejse til Indien med Susanne, hvor de måske fik lidt perspektiv af at arbejde på et børnehjem, bestige et bjerg, bo i et buddhistisk kloster eller kysse med nogle backpackere. Så jeg var skuffet over, at hun straks gik ind i et nyt forhold med mutte Simen.

På den anden side ville det ikke være i seriens ånd, hvis Ella forandrede sig fuldstændigt og løste alle problemer på et par uger. Forhåbentlig når hun med mere realistiske baby steps på et tidspunkt frem til selvstændighed.

Læs også: Det er nu eller aldrig, ‘Blank’ skal træde i karakter

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af