TENDENS. Stilheden lammer, og horisonten er endeløs.
Du er alene, forsvundet midt på det store blå hav med kun dine tanker som selskab og stjernebillederne som kompas. Der kommer ingen hjælp, din mad er ved at slippe op, og om dagen danser forræderiske fatamorganaer i den flimrende luft under en brændende sol. Vil du fortvivle eller kæmpe til sidste desperate åndedræt?
Er du et offer for omstændighederne eller en overlever, der tager skæbnen i egen hånd?
Spørgsmålet trænger sig på, og selvom du i virkeligheden sidder trygt og godt i biografens mørke, borer du neglene i plyssædet og mærker lærredets isolerede hovedpersons strabadser forplante sig i kroppen. For fortællingens lige dele eksistentielle og fysiske udfordringer spejler dit største mareridt: Frygten for at blive forladt i en stor og truende verden, der sluger din sjæl, hvis du mister modet og som hesten Artax synker ned i sorgens sump.
Overlevelsesfilmen er en eviggrøn klassiker, netop fordi vi alle gerne vil tro på, at vi – ligesom de sejeste af genrens helte – ville være undtagelsen til reglen: fighteren, der stik imod alle odds klarer skærene. Jo mere kaotisk verden omkring os virker, jo større appel får overlevelseshistorierne, som vi klamrer vores håb til a la Robert Redfords kamp på et oprørt hav i ’All is Lost’ og Shailene Woodleys ditto i den biografaktuelle ’Adrift’ – baseret på rigtige begivenheder, der giver den ellers jævne film et uomtvisteligt stærkt følelsesmæssigt punch.
Tidligere så vi en overvægt af film om fællesskabets styrker og overvindelsen af sociale forskelligheder i ekstreme situationer a la Hitchcocks ‘Lifeboat’, ’Alive’ og ‘Apollo 13’, som nyere eksempel, ’Everest’. Sammen er vi stærke, lød budskabet, men sådan føles det ikke længere. Verden har aldrig været mere forbundet eller oplyst, og alligevel stiger antallet af ensomme på tværs af kontinenter, alt imens tidligere unioner slår revner, og politikere bygger krudttønder. Og netop derfor er det ikke så underligt, at Hollywoods overlevelsesfilm i stigende grad zoomer ind på individet i vildmarken eller det tomme rum.
Med filmteknologiens avancement har solo-overlevelsesfilmen desuden fået nye muligheder for at tegne naturen/rummet/planeten som storslåede, noget nær besjælede karakterer i sig selv over for det lille menneske, og tidsåndens redningsløshed illustreres med stor visuel panache i film, hvor karaktererne bogstaveligt talt driver rundt i intetheden som i Alfonso Cuaróns ’Gravity’, hvor Sandra Bullock mister styringen i sit lille rumfartøj, og Ang Lees billedskønne ’Life of Pi’, hvor Suraj Sharma og tigeren/projektionen Richard Parker får deres verden reduceret til en redningsbåd omgivet af drømmende lys.
Endnu mere imponerende er portrættet af de amerikanske vidder i Iñárritus Oscar-vindende overlevelsesfilm ‘The Revenant’, der gennemsyres af filmmagerens ærbødighed for landskabernes vildskab, og hvor Leos overlevelse i lige så høj graf er betinget af hans respekt og forståelse for naturens præmisser som hans stålsatte vilje. En tematik, der også dominerer i ’Into the Wild’, ’Cast Away’, den kommende ’Arctic’ – med vor egen Mads Mikkelsen strandet i ubarmhjertige arktiske snelandskaber – og endog ’The Martian’, hvor Matt Damons uheldige astronauts liv afhænger af hans evne til at dyrke lille økosystem på den golde planet.
Uagtet om der er højt til himlen i overlevelsesfilmene eller ej, er angstens klaustrofobi en nøgleingrediens, når den strandedes chancer svinder ind. I ’127 Hours’ (endnu en utrolig, sand historie) må James Franco bogstaveligt talt give sin arm for at slippe ud af en trang situation. Og i ’Buried’ hiver man efter vejret om kap med stakkels Ryan Reynolds’ begravede soldat i et af de mest ubehagelige eksempler på – SPOILER – hvordan chokket over et negativt udfald i genren kan ryste seeren i sin grundvold, når vi konfronteres med det ultimative nederlag (samt instruktør Rodrigo Cortés kommentar på USA’s, i nogles øjne, meningsløse krigsindsats i Mellemøsten).
De bedste af solooverlevelsesfilmene agerer inspiration til at gribe dagen, fordrer refleksion over vores egen rolle i samfundet og – oftere og oftere – større respekt for naturen med et økologisk svirp med halen og en opfordring til ikke at lege Gud. Men vi har også brug for variationen, der hylder sammenholdet i den virkelige verden (uden for åndsbollede katastrofefilm som ’Transformers’, zombieoverlevelse og symbolsk multikulturelle superheltefilm).
Når ensomheden knuger, og vi bevæger os ud på dybt vand, er det vigtigt ikke at miste troen på sig selv – men det er om muligt endnu mere opløftende, når vi genfinder troen på hinanden.
Læs også: Dansk films lækre skandinaviske kærester trues af IKEA-ficering