Må en hvid mandlig anmelder anmelde en sort kvindefilm? Vi diskuterer!

Kvindelige Hollywood-stjerner står i kø for at udskamme den hvide og mandsdominerede amerikanske filmanmelderstab i kølvandet på en ny bemærkelsesværdig undersøgelse og dårlige anmeldelser af deres film. Har de en pointe? Og hvordan står det til herhjemme? Vores filmredaktør Jacob Ludvigsen og filmkritiker Lise Ulrich tager snakken.
Må en hvid mandlig anmelder anmelde en sort kvindefilm? Vi diskuterer!
Sandra Bullock, Cate Blanchett og Mindy Kaling har langet ud efter de mange hvide mænd i filmkritik. Her ses de sammen med 'Ocean's 8'-medspiller Anne Hathaway. (Foto: Mike Coppola/Getty Images)

Jacob: Hej Lise!

Lise: Hej Jacob!

Jacob: Jeg har inviteret dig til denne lille seance, fordi jeg er under pres. Eller – om 10 år er jeg i hvert fald. Den ene Hollywood-stjerne efter den anden langer nemlig ud efter hvide, mandlige midaldrende filmanmeldere i disse dage. Og jeg checker i hvert fald direkte ud på to ud af tre med den sidste som et skræmmende uundgåelig realitet i horisonten.

Lise: Ja, den hvide cismand har fået trange kår som kulturel meningsdanner! Jeg føler med dig. Sådan da – for selvsamme kritik som ældre-ish mandlige kritikere rammes af i dag, har yngre kvindelige anmeldere sådan set kæmpet med alle dage. Welcome to the other side! Men det kan vi komme nærmere ind på om lidt.

Jacob: »Ældre-ish«. Det er første gang, jeg er blevet kaldt det. It’s all down hill from here. Nå, det startede med en undersøgelse i sidste uge, som kiggede nærmere på de kritikere, der anmeldte de 100 mest populære film i 2017, og som var inkluderet i anmelderaggregatsitet Rotten Tomatoes’ opsamling. 19.559 anmeldelser i alt – hvoraf 77,8 procent var skrevet af mænd og blot 22,2 procent af kvinder, mens kun 2,5 procent var skrevet af farvede kvinder.

I en tale til ved The Crystal + Lucy Awards i sidste uge bragte Oscar-vinder Brie Larson undersøgelsen på banen og tilføjede: »Jeg vil ikke høre, hvad en hvid, 40-årig mand har at sige om ‘A Wrinkle in Time’. Jeg vil høre, hvad en farvet kvinde, en biracial kvinde har at sige om filmen. Jeg vil høre, hvad teenagere synes om filmen«, sagde hun med reference til Ava DuVernays eventyrfilm, der fik en hård anmeldermodtagelse tidligere på året.

Og siden kom hele ‘Ocean’s 8’-holdet så på banen?

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Lise: Også i den grad. Til en pressekonference for filmen sagde hovedrolleindehaver Sandra Bullock, at »det ville være rart, hvis anmeldere afspejlede filmens målgruppe, så børn anmeldte børnefilm, ikke en 60-årig mand«. Mens Cate Blanchett sagde, at mænd ser ‘Ocean’s 8’ »igennem en misforstået linse«, og Mindy Kaling – der også er gået i kødet på kritikere af førnævnte ‘A Wrinkle in Time’ – udtalte til Yahoo News, at hvide mænds kritik af ‘Ocean’s 8’ er »uretfærdig«. Som hun siger: »Hvis jeg skulle måle min karriere mod, hvad hvide mænd vil have, ville jeg ikke have nogen succes«.

Jacob: Så der har vi den. Og hvad synes vi, okay du, så om det? For altså, statistikken taler jo sit eget sprog, men er det så kun ALS-ramte, der må anmelde ‘Teorien om alting’ og pertentlige kjoledesignere, der må anmelde ‘Phantom Thread’?

Lise: Absolut. En blind burde have anmeldt Al Pacinos Oscar-vindende perfomance i ‘A Scent of a Woman’, og Disney fejlede eklatant, da de ikke tog elefanter med på råd under tilblivelsen af ‘Dumbo’. Ej. Jeg synes, det er en beskæmmende tanke og fornærmende over for kritikerens rolle og faglige ekspertise at gå ud fra, at man som ældre mand/ung kvinde/farvet homoseksuel ikke evner at anskue et værk med professionelle briller, hvis man ikke selv hører til filmens specifikke målgruppe.

Jeg forstår godt, hvorfor det ligger lige for at angribe kritikernes køn og/eller alder, hvis man ikke er tilfreds med deres holdninger, men det bunder i en snæversynethed og tidstypisk mistillid til eksperter, jeg bestemt ikke er fan af.

Jacob: Right. Men alligevel… Vi sætter os vel alle sammen i biografsædet med vores særskilte erfaringer og bias, som farver de »professionelle briller«. Og jeg synes da indimellem, man godt kan mærke, når en film er blevet anmeldt af en anmelder, som den på ingen måde er henvendt til. I en noget mindre og ubetydelig skala end race-/kønstematikken oplever jeg for eksempel indimellem, at de lidt ældre anmeldere herhjemme ikke helt forstår eller anerkender bølgen af amerikanske indie-film i A24-gængen eller de nye danske talentfilm, på samme måde som jeg selv synes, jeg forstår og anerkender dem, fordi jeg måske i højere grad tilhører den generation, som laver filmene.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

(Lars von Trier viste med en hammer, hvad han synes om anmeldere, i kortfilmen ‘Occupations’.

Lise: Det er der helt sikkert også noget om. Selvfølgelig kan de færreste være totalt upartiske i mørket, og særligt kendskab til en genre eller ny tendens styrker uvægerligt ens kritik.

Jeg kan også hidse mig op over anmeldere, som jeg føler, ‘står i stampe’ i en tidsperiode, eller som konsekvent ikke synes at forstå, at det trods alt kræver et minimum af kendskab til Marvel-universet, hvis man skal kunne anmelde film nummer 17 i rækken. Succeskriteriet for velfunderet filmkritik må være, at man gider sætte sig en smule ind i og være åben for det filmiske univers, man skal møde, eller anerkende sine begrænsninger. Alt andet er uprofessionelt, og så kan man lige så godt skrive anmeldelsen hjemmefra.

Men jeg forsøger ikke at lade den irritation, der kan opstå, når man støder på de grelle eksempler, gøre, at jeg helt mister troen på den troværdige filmkritik, som jeg synes er vigtig for branchen.

Når det er sagt, er det da sundt for anmeldere at blive udfordret på deres holdninger, som de selvfølgelig gerne skal kunne stå på mål for i stiv modvind.

Jacob: Ja. Altså, jeg synes, Bullock, Brie, Blanchett og Kaling (vildt ærgerligt, at hun ikke også starter med »b«) har fat i en vigtig pointe i forhold til at diversificere anmelderstaben for nu at formulere det maksimalt kedeligt. Vores egen anmeldelse af homo-coming of age-filmen ‘Love, Simon’ i dag er for eksempel skrevet af en homoseksuel anmelder, der naturligvis også er filmkyndig. Hans baggrund og erfaringer giver et perspektiv på filmen, jeg for eksempel ikke ville kunne bidrage med. Det betyder ikke, at jeg synes, man skal afskrive hetereroseksuelle anmelderes vurderinger af ‘Love, Simon’,  blot at det vil være absurd, hvis det kun er heteroseksuelle mænd (eller kvinder), der anmelder den.

Vi har brug for anmeldere, der kommer fra mange forskellige steder og dermed også kan bidrage med interessante og overraskende perspektiver – for det er jo i sidste ende det, kritikken handler om: At man selv bliver klogere og inspireret af at læse om filmen og ikke så meget, om den og den vender tomlen op eller ned.

‘Ocean’s 8’

Lise: Selvfølgelig skal anmelderstaben divercificeres. Det er ingen – forhåbentlig – uenige i. Men man skal ikke blande pærer og bananer: Det, at man får en større variation blandt anmeldere, bør ikke automatisk betyde, at vi tilskriver dem særlige specialeområder, de så skal dække.

Jeg er på ingen måde imod, at man fra tid til anden konsulterer en anmelder, hvis personlige erfaringer åbner op for en større forståelse for et givent emne. Men jeg synes ikke, det skal blive en konsekvent forudsætning for troværdig filmkritik i læserens bevidsthed. Så står vi netop pludselig med misforståede krav til, at kun børn anmelder børnefilm, selvom værkerne jo sådan set er lavet af voksne, der altså – hvis filmene hitter hos ungerne – tilsyneladende godt kan sætte sig ind i barnets univers. Så hvorfor skulle anmelderen ikke også kunne det?

Jacob: Enig. Og der, hvor jeg synes, at Brie & The Ocean Squad træder skævt, er i deres nedladende tone over for anmelderne, som taler direkte ind i den ekspertlede, der har været fremherskende både i USA og herhjemme: Hvor man framer anmeldere som nogle selvhøjtidelige snobber, der dømmer levende og døde fra elfenbenstårnet uden videre empati eller forudsætning. Det, synes jeg, er en farlig tendens. Og så glemmer de i øvrigt, hvordan deres egne standarder vil kunne vendes på hovedet, så man med lige så god ret kan argumentere for, at kvinder ikke bør anmelde traditionelle ‘mandefilm’. Det har du selv oplevet, ikke?

Lise: Indtil flere gange, og det er derfor, jeg også synes Bullock og co. er på tynd is. Typiske eksempler på kommentarer, jeg har fået, lyder: »Kæft, det er latterligt, at sætte en kvindelig anmelder til at se ‘Transformers’!«, »Hold dig til at anmelde feministiske film!« og »Du er nok bange for vold, lille frøken?«. Lige meget hjælper det, om man så faktisk synes, at den første ‘Transformers’ var rockersej, eller at man svælgede i Tarantino i sine spæde ungdomsår. Man bliver sgu (også) lidt træt, når ens professionalisme beklikkes ud fra kønsfordomme.

Derudover har jeg også fået af vide, at jeg »skider på ‘almindelige mennesker«, hvis jeg hater på film, der sælger mange billetter, som ‘50 Shades of Grey’-franchisen. Som om min dårlige bedømmelse håner filmens publikum.

Oprah Winfrey i Ava DuVernays ‘A Wrinkle in Time’, som Brie Larson ikke vil høre vurderinger af fra 40-årige hvide mænd.

Jacob: Elitær feminist, det er dig, Lise. Men når nu vi er ved danske anmeldelser. Hvordan står det til herhjemme? Nu har vi ikke i dagens anledning lavet en omfattende optælling af, hvor mange mænd og kvinder der er på de danske anmelderhold, men der er i hvert fald ingen tvivl om, at der er sket en forbedring de seneste 10-15 år. Bare i 90’erne var langt, langt de fleste danske anmeldere mænd, men nu har alle store medier mindst én fast kvinde på holdet.

Er det nok? Nej, der er uden tvivl stadig en kønsmæssig ubalance. Men dog fremgang. Til gengæld skal man kigge langt efter for eksempel en dansk filmanmelder med indvandrerbaggrund, og måske kommer vi lidt alle sammen fra samme sted alligevel, uden at det nødvendigvis gør noget (så fik jeg lige dækket mig helt ind). Hvad tænker du, når du kigger rundt i det danske filmanmelderlandskab?

Lise: Jeg tænker umiddelbart, at der er plads til forbedring, men jeg har nu svært ved at forestille mig, at en anmelder med indvandrerbaggrund nødvendigvis skulle have sværere ved at bryde ind i branchen end en ung kvinde. Det er simpelthen bare en lukket og eftertragtet niche, der traditionelt har været domineret af den samme lille gruppe mandlige journalister, så de gode jobs er selvsagt enormt eftertragtede af mange, uanset baggrund.

Det skal ikke lyde som et diss af de dygtige mandlige filmskribenter herhjemme, men nogle medier kunne efter min mening godt være lidt obs på, at aldersgennemsnittet på redaktionen ikke bliver så højt, at det bliver svært at lave et generationsskifte, når den ældre garde pensioneres. Jeg har stor respekt for mangeårig, solid filmkundskab, men hvis man ikke på de forskellige medier også bruger lidt krudt på at opdyrke nyt talent og forskelligartede perspektiver, kan den uimodsagte kritik gå en smule i frø – eller i værste fald gå hen og blive ensporet.

Jacob: Men gør man ikke det? Stort set alle dagbladene har da yngre kvindelige filmskribenter i dag. Det tager selvfølgelig tid at udviske kønsskævridningen helt, og vi er der ikke endnu, men jeg tror ikke, det de seneste år har været en ulempe at være en hamrende velskrivende ung kvindelig filmanmelder. Heldigvis kan vi også på Soundvenue bryste os af at have indtil flere af slagsen i staben, selvom filmredaktøren er en forstokket hvid mand.

Sådan ser en anmelder ud ifølge Pixars ‘Ratatouille’.

Lise: De yngre kvindelige journalister vinder frem, ja, men eftersom der som sagt er forsvindende få fastansættelser og notorisk lave freelancelønninger på mange danske medier, er det svært for de yngre filmskribenter – det gælder sådan set også de mandlige af slagsen – at få et fodfæste, de kan bygge en karriere på. Man giver ikke kommende filmjournalistiske flagskibsskribenter incitament til at kæmpe sig vej ind i branchen ved at betale dem i bøjede femører. Det er svært at mene noget klogt, når man er virkelig sulten …

Med det sure opstød (det måtte jo komme, ik’?) vil jeg så endvidere skyde ind, at jeg nogle gange bider mærke i, at visse (og det hører heldigvis til fåtallet) filmjournalisters beskrivelser af køn og især kvinders udseende kan få en snert af ubevidst patriarkalsk (yes, I went there) superioritet, der slører skellet mellem filmkritik og personlige antagelser om en given skuespillerindes talent/mangel på samme ud fra hendes attributter/mangel på samme.

Det giver en underlig smag i munden. Omvendt har jeg sgu nok også selv gjort mig skyldig i at kalde Mark Wahlberg for en bøf.

Jacob: Kan man kalde ham andet? Det er sandt – kulturjournalistikken er presset, også herhjemme, og det er vel også derfor, man ser på den verserende nedskydning af de hvide mandlige kritikere med en vis ambivalens. På den ene side er det helt naturligt og fornuftigt, at diversitetsdiskussionen også når til kritikersiden af filmverden, på den anden side er der mere behov for at tale kritikerens rolle op end ned lige for tiden. Det var mine fem cent. Har du nogen sidste ord?

Lise: Jeg er uhyggeligt enig, for en gangs skyld. Det vil nemlig være trist, hvis debatten omkring filmanmelderstabens diversitet får lov til at mutere til et argument for, at der slet ikke er brug for saglig filmkritik. Bullock og Blanchett skal holde op med at kaste med sten i glasslottet og gå hjem og pudse deres Oscars.

Og så må du og jeg jo bare finde noget andet at skændes om, a la ligeløn i fodbold.

Jacob: Hver ting til sin tid. Ses ved kaffeautomaten.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af