De er nidkære, stolte og stædige, de anser deres position i toppen af samfundshierarkiet som en naturgiven fribillet til uforbeholden arrogance, og de betragter deres afkom med afgrundsdyb foragt. De er det hensygnende patriarkat, og snart skal de dø.
I den skinbarlige virkelighed falder aldrende magtmænd som Harvey Weinstein, Roger Aisles, Bill Cosby og Bill O’Reilly fra tinderne, mens tv-serierne lige nu følger trop og i flæng serverer urfortællingen om det kulturelle og generationelle skifte, vi oplever i disse år.
I ’Trust’ spiller Donald Sutherland en af de rigeste mænd, der har sat sine fødder på denne jord, oliemogulen J. Paul Getty, der nægter at betale løsesummen på 17 millioner dollars, da hans barnebarn bliver kidnappet i Rom. Getty er så nærig, at han har en mønttelefon installeret på sit overdådige Sutton Place i England, så hans gæster og ansatte ikke snylter på udenlandslinjen. Han ydmyger sine uduelige sønner, der gør sig håb om at arve tronen, og han har et harem af unge kvinder, der tilfredsstiller hans virile libido, mens de beder til, at den 80-årige mangemilliardær ikke lever for evigt.
I ’Patrick Melrose’ er Benedict Cumberbatch titelfiguren, en omvandrende narkoderoute, hvis liv er blevet smadret af hans far David Melrose, spillet af en uhørt gemen Hugo Weaving. Faren har bare giftet sig ind i en aristokratisk britisk familie, men selvom han hverken har gjort sig fortjent til sin rigdom gennem blodsbånd eller knofedt, er det ham, der dikterer over godset og sin apatisk drikfældige hertugindehustru med konservativ-maskulin selvfølgelighed. Selv drikker han også uhæmmet, og for at parafrasere vores hjemlige kronprins under talen til hans konservative far for år tilbage må man sige, at hvis den, man tugter, elsker man, så tvivler lille Patrick ikke på sin fars kærlighed.
Patriarken er her en ynkelig, uforløst mand, hvis regime umiddelbart er grundet i ønsket om rigid ordentlighed, men afslører sin fiasko gennem dybt traumatiserende gerninger bag lukkede døre. Børn skal klare sig selv og har brug for modstand, hvis de skal blive ordentlige mennesker, lyder argumentet, men sig det til voksne Patrick, der sniffer, drikker og sluger enhver form for eskapismeudløsende substans og har mere end svært ved at knytte sig til andre mennesker.
Endelig spiller Brian Cox i ’Succession’ mediemogulen Logan Roy, der forud for sin 80-års fødselsdag har planlagt at videregive tronen til sin wannabe-swaggende business-søn, men vender på en tallerken og bliver siddende på tronen, mens han lader tre af sine voksne børn få positioner så centralt i virksomheden, at arvefølgen pludselig svæver i det uvisse.
Logan Roy er marginalt mere sympatisk end Getty og David Melrose, men der skal sandelig ikke meget til, og det er med fuldt overlæg, at han spiller sine børn ud mod hinanden i sin moderne game of thrones, ligesom han slår ned på et hvert tilløb til blødsødenhed. Han er endnu et klokkeklart eksempel på den gamle hvide magt, der konfronteres i alle tre serier – den magt, der har defineret Vestens kulturelle og finansielle position i århundreder, og som stadig klæber fast til taburetten som Lars Løkke i en bilagsstorm. Men som også, før eller siden, vil være passé, fordi opfattelsen af maskulinitet, magt og helt almindelig god opførsel er ved at forrykke sig.
Klasse- og generationskløfter har alle dage været godt dramatisk stof, men det er umuligt ikke at se det påfaldende i timingen af disse tre ambitiøse serier om overklassens dår- og råddenskab. Og vel kan man blive træt af kunstnerklicheen om, at rige mennesker partout er moralsk korrumperede svin, men der er noget større på spil, når man kaster ’Trust’, ’Patrick Melrose’ og ’Succession’ op i helikopterperspektivet: Et demonstrativt opgør mod det eksisterende.
Alle tre serier udstiller nemlig, hvordan patriarkernes tyranni inficerer hele generationer med smittekraft som en influenzaepidemi. Mens patriarkerne langt hen ad vejen hviler i dem selv qua deres forstokkede verdenssyn, monetære succes og entourage af ja-sigere, har deres børn aldrig fundet sig til rette i livet. De er blevet født ind i toppen af en pyramide, de ikke selv har bygget, og de bukker under for forventningerne og for følelsen af, at deres skæbne blev bestemt, den dag de kom ud af deres underkuede mødres maver. Hvis de da ikke bare er blevet kyniske karikaturer af deres far.
Det er sådan, patriarkatet bliver mere end daddy issues og en dårlig barndom – det bliver et system. Et system, der nu har passeret sidste salgsdato, men hvor spørgsmålet stadig er, hvad der skal følge efter. Det er endnu uafklaret i ’Trust’, ’Patrick Melrose’ og ’Succession’, hvor det ganske vist lakker mod enden, hvis det ikke allerede er forbi, for patriarkerne.
Men den næste generation kan blot slikke sårene og håbe på, at fædrenes sorte skygger fortoner sig i bevidstheden hos deres børn og børnebørn.
Læs også: Anmeldelse af ‘Patrick Melrose’
Læs også: Anmeldelse af ‘Trust’