»Hvem er morderen i ’Friday the 13th?’«
Det er dét spørgsmål, der dødsdømmer Drew Barrymores karakter i ’Scream’, fordi den Ghostface-maskerede morder præcis ved, hvad hun vil svare: Jason Voorhees. Men som vi alle ved på grund af Wes Cravens klassiker, er det ikke Jason med hockeymasken, der hakkede sig igennem teenagere i den seminale ’Friday the 13th’ tilbage i 1980. Det var moren Ms. Vorhees.
I 1980’erne var ingen genre så dominerende på gysermarkedet som slasheren. Film som ’My Bloody Valentine’, ’Sleepaway Camp’, ’A Nightmare on Elm Street’ og ’Halloween’-efterfølgerne blev spyttet ud ad infinitum. Og ligesom at 00’ernes populære gysergenre, splatterfilmen, blev reduceret til toturporno af mange kritikere, blev slasher-film dengang beskrevet som nihilistisk affald, hvor kvinder blev stukket med skarpt metal.
Ingen serie i den notoriske slasher-genre indrammer bedre denne sentimentalitet end ’Friday the 13th’-serien. I popkultur er den reduceret til en joke af ’Scream’, der specifikt pointerer det absurde ved genren. Joken er naturligvis, at en hel filmserie kan koges ned til én morder, som ikke for alvor blev introduceret før den tredje film. Fans af serien snakker sjældent om andre elementer fra serien udover Jason Voorhees selv, og måden hvorpå han myrder de mange teenagere.
Men til trods for sit eftermæle, er ’Friday the 13th’ en franchise, der spredte sig over to studier, tre årtier med 10 originale film, en spin-off film og et notorisk ringe remake.
Der er nemlig mere til filmserien end en top 10 over de bedste mord.
Studiegyserfilmen
Selvom den sjældent diskuteres i sammenhæng med resten af serien, er det værd at snakke om den originale film for at sætte resten af serien i kontekst. Da ’Friday the 13th’ kom ud, havde film som ’The Texas Chainsaw Massacre’, ’Psycho’, ’Black Christmas’ og ’Halloween’ allerede introduceret det amerikanske publikum til bøhmanden med det knivskarpe hverdagsobjekt som våben.
Alligevel skiller filmen sig ud på et afgørende punkt: Det var fra starten ment som en studiefilm. I kommentarsporet til filmen, nævner instruktør Sean S. Cunningham selv, at filmen var en måde for ham at betale sine regninger på.
Det forklarer en del af, hvorfor den på mange måder føles så skrabet i forhold til sine forgængere i genren, som alle gravede i dybere tematikker omkring den amerikanske situation i 70’erne. ’Black Christmas’ omhandler kvindelig seksualitet, og de begrænsninger samfundet sætter for denne, ’Halloween’ handler om frygten ved at leve i en forstad, og ’The Texas Chainsaw Massacre’ er om skellet mellem unge middelklasse hippier og den frastødte, afdankede arbejdsklasse på landet.
’Friday the 13th’ virker ikke til at have nogen samfundssatiriske aspirationer. Morderen, Ms. Vorhees, er hævnmotiveret, fordi unge lejrvejledere ikke reddede hendes dreng, Jason, da han druknede i Crystal Lake, og da lejren genåbner tyve år senere, beslutter hun sig for at myrde de nyankomne.
Den lille og store død
Alligevel er filmen så absolut en klassiker. Den er tydeligvis dybt inspireret af giallo; En genre, der er svøbt i modkultur og kontroverser omkring dens morbide og ofte misogyne portrættering af mord, såsom ’Suspiria’. Særligt Mario Bavas ’A Bay of Blood’, der indeholder en sekvens, hvor unge turister bliver myrdet med en machete, virker dog som en proto-’Friday the 13th’-film.
’Friday the 13th’ tog de bedste elementer med fra denne italienske genre, specifikt de elementer som Cunningham vidste, kunne sælges til et amerikansk publikum.
Sammenblandingen af sex og død har altid været en essentiel del af gysergenren, men i ’Friday the 13th’ blev dette koncept for alvor sat på spidsen. Som da Kevin Bacon – i sin første seriøse filmrolle – får en pil igennem halsen, mens han postcoitus venter på kæresten, der er blev hakket i hovedet med en økse på badeværelset. Eller i ’Friday the 13th Part 2’, hvor der klippes fra Mark, der får en machete plantet i kraniet, til Sandra, der stønner orgastisk, mens hun har sex med Jeff. To folk, der forresten senere penetreres med et spyd af Jason – en fantastisk homage til fornævnte ’A Bay of Blood’.
Den originale ’Friday the 13th’-film mangler muligvis tematisk dybde, men som produktion er den langt over konkurrenterne.
Effekterne er fremtryllet af Tom Savini, som senere arbejdede på ’Dawn of the Dead’ og ’Maniac’, og hans arbejder på gyseren rivaliserer noget af det bedste fra splattergenren. Harry Manfredinis score er det absolut bedste i slasher-riget og selv i franchisens værste film, er lyden af Manfredinis ikoniske chi-chi-chi-ha-ha-ha stadig kuldegysende.
Og så er der selvfølgelig Betsy Palmer som Ms. Vorhees. Selvom skuespillerinden i flere interviews har udtalt, at hun hader serien, er hun fænomenal i rollen, hvor hun konstant skifter mellem isnende vrede, bløde, matriarkalske forsikringer og maniske anfald.
’Scream’ ganske rigtigt pointerer, er ingen af disse elementer imidlertid, hvad ’Friday the 13th’ som filmserie huskes for. Det er stadig Jason Voorhees. Så lad os snakke om den hulkende kæmpe, der har været alt fra en eneboer, til zombie til formskiftende larve.
Morderen bag hockeymasken
Jason Voorhees fungerer i høj grad i forlængelse af Cunninghams filosofi om at barbere slasher-genren ned til sine basale elementer. Hvor Michael Myers fra ’Halloween’ og Freddy Krueger fra ’A Nightmare On Elm Street’ fungerer som en forlængelse af de respektive films tematikker, er Jason Voorhees i sidste ende et marketingsværktøj. Plakaterne for de første tre film i serien, før han for alvor blev ikonografisk, havde alle fokus på mordvåbnet. Til den originale var det en kniv, til ’Friday the 13th Part 2’ en økse, mens ’Friday the 13th Part 3D’ havde en blodig machete stikkende ud efter publikum.
Men fra den fjerde film, ’Friday the 13th: The Final Chapter’, har næsten alle de resterende film en plakat, hvor Jasons ikoniske hockey-maske dominerer billedet, hvilket igen populariserede billedet af franchisen som en føljeton, der fulgte Jasons nyeste række mord.
Dette fokus på Jason ændrede samtidige filmene selv. De tre første film var alle filmet i klassisk giallo-stil, hvor morderen var gemt bag en POV-kameravinkel. Men fra og med ’Friday the 13th: The Final Chapter’ var Jason ude i frit skue fra scene et. Både publikum, filmskaberne og producerne vidste på dette tidspunkt, hvorfor folk sad i salen.
Resultatet er, at Jason Voorhees ikke repræsenterer nogen grundlæggende frygt. Han er, hvad den enkelte seer opfatter ham som. Måske er han vores frygt for den uundgåelige død, som er så let at glemme, når vi er sammen med andre vi elsker. Måske er han en Sisyfos-metafor, et monster kreeret af sin syge mord, som aldrig vil blive færdig med at dræbe. Eller måske er han seriens virkelige helt, som myrder syndige teenagere.
Den sidste fortolkning er særligt blevet populær efter at ’Scream’ pointerede, at det kun var jomfruer, som kunne overleve et møde med den store, stygge bøhmand. Både i ’Freddy vs. Jason’ fra 2003 og i remaket fra 2009 bliver ofrenes afvigende seksualitet for alvor sat under luppen, hvor mændene alle er date rapists eller liderlige nørder, mens kvinderne er billige eller har et attitudeproblem. Det er sjovt nok som om, idéen om at slasherfilm er misogyne, har mere rod i ideen om at de er dette end i de egentlige film fra 80’erne, hvilket resulterede i at slasherfilm paradoksalt blev mere misogyne i 00’erne.
Vidunderligt menneskelige, seje og døde teenagere
Det bringer os til den centrale grund til, hvorfor ’Friday the 13th’ som en serie er så meget bedre end andre slasher-serier: Teenagerne, der dør for Jasons klinge.
Der er en god grund til, at disse unge mennesker sjældent er nævnt i sammenhæng med seriens appel. Mens Jason Voorhees er med i 10 ud af 12 film i serien, så bevæger teenagerne i centrum sig sjældent fra film til film. Adrienne Kings final girl Alice optræder i ’Friday the 13th Part 2’, hvor hun straks bliver myrdet, og om end Tommy Jarvis er den umiddelbare helt fra Friday the 13th: The Final Chapter’ til den sjette film ’Jason Lives: Friday the 13th Part VI’, er han altid overskygget af andre karakterer, som er uvidende over for Jasons tilstedeværelse.
Til trods for dette bør ’Friday the 13th’ i den grad have ros for at have et langt bedre øje for sine teenageofre end andre slasher-serier.
I ’Friday the 13th: The Final Chapter’ virker instruktør Joseph Zito til at have det sjovt med at myrde de uheldige, mandlige ofre på de mest morbide måder, hvilket adskiller filmen fra den generelle idé om at det eksklusivt er kvinder, som bliver myrdet på brutal vis i denne type af film. En bliver i bedste Janet Leigh-stil myrdet i brusebadet, hvor han får flækket kraniet mod væggen, mens en anden får en harpun hugget op i pikken, mens han nøgenbader.
Filmenes sidste overlevende – eller final girls – er samtidig dybt oversete. Alle kender til Laurie Strode fra ’Halloween’ og Ellen Ripley fra ’Alien’, men kvinder som Chris fra ’Friday the 13th Part 3’, som hakker Jason i ansigtet med en økse, den telekinetiske Tina fra ’Friday the 13th Part VII: The New Blood’ og børnepsykologen Ginny fra ’Friday the 13th Part 2’ er alle varme, interessante og vanvittigt seje kvinder.
Reboot, tak!
Ved at gense filmene opdagede jeg hurtigt, at det var disse mange mennesker og deres relationer til hinanden, som for alvor solgte mig på serien, snarere end Jason Voorhees og hans vanvittige mord.
Fra Vickie, der gør sit bedste for at score den kørestolsramte Mark i ’Friday the 13th Part 2’, den farverige Megan i ’ Jason Lives: Friday the 13th Part VI’ til den akavede Jimmy (Crispin Glover) i ’Friday the 13th: The Final Chapter’.
For gyserfilm – og især slasher-film – er i sidste ende en oplevelse, som er nydt bedst i godt selskab. Ingen slasher-serie har forstået dette på samme måde som ’Friday the 13th’-serien, hvilket er grunden til den stadig er relevant i dag. Ligegyldig hvilken af filmene du ser, får du straks fornemmelsen af, at disse unge tøser og knøse nyder at være i hinandens selskab, lige så meget som du gør det. Forhåbentlig finder Blumhouse tid og ressourcer til at se nærmere på at genoplive serien, efter de er færdige med ’Halloween’. For jeg savner i den grad seriens unikke blend af John Hughes-inspireret ungdomsdrama med masser af saftige mord.
Læs også: En kronisk bangebuks ser de tre grusomste horrorfilm – og reagerer med frygt, lede og lammelse