’Last Flag Flying’: Richard Linklaters nye får hjertet til at sidde tungt i brystet

Selv hvis det ikke havde været for ‘Boyhood’, ville Richard Linklater have været en af det alternative Hollywoods superinstruktører. Med ‘Everybody Wants Some!!’ fra 2016 søgte han tilbage til de sorgløse college-rødder fra hans tidlige film som ‘Dazed and Confused’.

I opfølgeren ‘Last Flag Flying’ er der også en del latter og morsomme scener, alligevel sidder hjertet tungt i brystet, når Linklater tager et smerteligt kig på USA, landets krige, og hvordan dets indbyggere håndterer rædslerne, der løber som en blodrød tråd fra Hanoi og frem til Bagdad.

Vietnamveteranen Larry ‘Doc’ Shepherd (Steve Carrell) opsøger i 2003 sin gamle soldaterkammerat Sal Nealon (Bryan Cranston), der nu er en af de der forsumpede bartendere, som altid er klar på at belære sine fåtallige gæster om Verdens Sande Tilstand ©. Efter en god nats druk opsøger de to i fællesskab den sidste del af et trekløver 30 år tilbage i den sydøstasiatiske jungle: Den tørlagte alkoholiker Richard Mueller (Laurence Fishburne) er blevet en stout baptistpræst, der prædiker det glade budskab for sin overvejende afroamerikanske menighed. Pludselig har han sine to gamle, kridhvide venner fra ‘Nam siddende på de bagerste rækker.

Det er bare ikke ren nostalgi og catching up, der har fået Larry, den klart yngste i trekløveret, til at igangsætte denne reunion. Hans søn, Larry Jr., er lige meddelt dræbt i Bagdad som udsendt soldat under Irak-krigen, hvor han angiveligt blev udsat for et baghold. Sandheden om den 21-årige Larrys død viser sig dog at være mindre heroisk. Måske inspireret af Sals anti-autoritære opførsel beslutter den sørgende fader snart at køre sin afdøde søns lig hjem. Fra en Stars and Stripes-begravelse til en intim familiebegravelse i jakkesættet, som knægten bar, da han blev student.

Undervejs på turen når de tre stjerneskuespillere at vise deres yderste i en film, der på ægte Linklater-vis har rigtig gode og virkelighedsnære dialoger om alt fra Vietnam-minderne til begyndende impotens og en vis Detroit-rapper, som den nihilistiske Sal og den gudstro Mueller kan mødes i fælles hovedrysten over. Mange scener foregår i bil og i Amtrak-tog fyldt med troværdige amerikanere. Et enkelt sted på et af togturene greb jeg mig selv i at kigge efter et par unge mennesker falde i snak i udkanten af billedet – selve urscenen, som hele Linklaters mesterlige ‘Before’-trilogi udsprang af.

Kemien mellem de tre hovedpersoner er udtalt: Som var de i virkeligheden adskilte barndomsvenner, der bare lige skal have rusten banket af for at finde tilbage til hinanden igen. Laurence Fishburnes præst har bevæget sig længst fra sit udgangspunkt. Han var ikke karrig med alkohol og morfin i sin ungdom, griber Sal enhver chance for at minde ham om. Gudsfrygt og afhold er naturligvis en rød klud i ansigtet på den respektløse barejer. Den sobre præst skal heller ikke tilbringe lang tid i selskab med Cranstons aldrende rebel, før den gamle sprogbrug pibler frem under den klerikale overflade.

Og således bliver forløbet også en anelse forudsigeligt på den der buddy-road-movie-facon: Gang på gang skal der i den slags film være et modvilligt medlem af selskabet, som gang på gang annoncerer sin afsked, indtil han – quelle surprise – alligevel ikke tager den annoncerede afkørsel.

Steve Carells sørgmodige øjne, praktiske gennemsnitsamerikaner-påklædning og skovsnegleoverskæg stråler allerstærkest i et sublimt cast. Det er især hans skuespil og anti-George Clooney-faktor, der fik denne anmelders mundvige til at dirre, når realiteten i sønnens grusomme død bliver uoverstigelig, men ikke desto mindre voldsomt påtrængende. Carell har færrest replikker, men alligevel hænger hans sorg som en tung sky over filmen, ja man føler nu og da, at han er selve essensen af alle fædre, der har mistet deres sønner i en fjern krig, hvis politiske ræson de næppe rigtigt begriber.

Vi er langt fra Linklaters ‘School of Rock’, selvom der er virkelig hylemorsomme scener, hvor selv den sorgramte far må overgive sig til hofnarren Sals evige slapstick og hive efter vejret af latter.

‘Last Flag Flying’ er en beskeden, men evigt vedkommende meditation over det at blive ældre, at håndtere fortiden og at miste. Især til sidst vakler manuskriptet lidt i sin vekslen mellem aldrende buddy-roadtrip krydret med lidt stick-it-to-the-man ungdomsoprør med grå striber i håret. Filmen går hen og bliver helt stiv i honnøren og overgiver sig næsten til en patriotisme, der kan virke lidt overraskende i lyset af, hvad man hidtil har lært om krigens væsen.

Skuespillerne, til gengæld, svigter aldrig filmen og gør til syvende og sidst, at vi følger med, smiler, smågriner og græder lige til den bitre ende.

Kort sagt:
Linklater slipper overvejende godt fra sit livtag med et svært og smertefuldt emne, også fordi han har fantastiske skuespillere med på denne sørgmodige roadmovie om at miste sine sønner i fjerne lande. ‘Last Flag Flying’ vil ikke blive stående som et højdepunkt i instruktørens værk, men især Steve Carells skuespil er køreturen værd.