Åbningsscenen i Brian De Palmas horror-milepæl ‘Carrie’ er stadig så kontroversiel, at remaket fra 2013 end ikke turde replikere den.
Efter at have introduceret os til antiheltinden Carrie – et ranglet, akavet mobbeoffer, der hånes af mean girl-klassekammeraterne for sine manglende volleyball-skills – inviterer De Palma os indenfor i pigernes omklædningsrum på Bates High School (en ud af mange ‘Psycho’-referencer i filmen), hvor kameraet i ublu lummer slowmotion glider forbi splitternøgne teenagere, der tjatter drillende til hinanden i brusebadsdampen, tager sig uforholdsmæssigt lang tid om at få tøj på og i det hele taget udspiller enhver skoledrengs vådeste drøm om, hvad piger egentlig foretager sig efter gymnastik.
Målt imod vor tids seksuelt-puritanske filmstandarder – hvor der paradoksalt er skruet drastisk ned for nøgenhed på det store lærred og op for den groteske vold – virker scenen nær grænseoverskridende. Man hæfter sig automatisk ved objektificeringen af ungpigekroppenes ynder – misogynistisk blik, tjek! Men der er også en enorm frihed og feminin sensualitet i De Palmas åbningsbilleder, der netop udstiller diktatoriske kønspolitikker, der hellere vil klæde kvinder på end lade en mandlig instruktør klæde dem af ud fra en formodning om, at sidstnævnte scenarie vil ende i seksuel degradering.
De Palmas behandling af kvinder på film er polariserende (auteuren er, som forbilledet Alfred Hitchcock, en sucker for femme fatales på dybt vand), men ‘Carrie’ siger mindst lige så meget om kvinders syn på andre kvinder som mænds syn på dem. Af samme grund er det blevet diskuteret hidsigt i årtier, om filmen er et feministisk eller patriarkalsk mareridt. Den er begge dele. Ingen vinder i ’Carrie’, men hver lejr får rigeligt stof til eftertanke.
Men nu tilbage under bruseren.
Carrie (en uforligneligt god Sissy Spacek, der utroligt nok var 26, da filmen blev indspillet), står alene tilbage i badet, da blod pludselig løber ned af hendes inderlår. Den første menstruation er indtruffet, men Carrie er vokset op med en religiøs fanatiker af en mommy dearest, der aldrig har fortalt datteren, hvordan kvindekroppen fungerer.
Carrie panikker, og de andre piger skriger af grin og kaster tamponer i hovedet på hende, da hun beder om hjælp. Det er en af de mest ubehagelige mobbescener om, hvor monstrøse piger kan være mod hinanden, samtidig med at den igennem De Palmas linse dyrker mænds oldgamle dæmonisering af kvindekroppens ‘mystik’, der har rodfæstet sig i en grad, at diverse reklamer for bind fortsat i det 21. århundrede bruger henholdsvis blå og lyserød væske for at illustrere sugeevnen. Gud forbyde, at vi skal konfronteres med blodet.
Lige meget hjælper det i ‘Carrie’, at idrætslærerinden proklamerer, at »Det er jo bare menstruation!«: Selv den granvoksne, mandlige skoleinspektør får nervøse tics, hver gang ordet nævnes i gengivelsen af hændelsen – De Palmas subtile latterliggørelse af kvindeforskrækkelsen.
De telekinetiske søstre og blodige bad girls
Amerikansk mainstreamfilm har ikke just fået et mere afslappet forhold til kvinders cyklus på de 42 år, der er gået siden Carries blodskamsydmygelse, hvorfor filmens samfundssatiriske coming of age-fortælling om pigen som blankt lærred, der halser forvirret rundt mellem absurd modstridende kvindeidealer udsprunget af henholdsvis religionsfanatisme og cheerleaders, stadig føles aktuel og debatværdig.
Slutteligt lader ‘Carrie’ som bekendt sin titulære hovedperson tage symbolsk blodig, telekinetisk hævn over både semi-venner, fjender og mordjævlen, der har hånet medmenneskeligheden ud af teenagepigen og vækket en fatal urkraft.
Pissede De Palma på datidens feminister, eller er det ikoniske prom-hævntogt en de største FU’s til patriarkatet i filmhistorien? Sandheden er i øjet, der ser, men filmens sympati med sin hovedkarakter – som er oppe imod et samfund, der konstant fortæller hende, at hun ikke er ‘rigtig’ som kvinde – taler for sidstnævnte.
Samme sympati mærker man i en række af de nyere feministiske film og serier om overnaturlige, udstødte teenagepiger, der løfter tematisk inspiration direkte fra De Palmas klassiker, men gør op med gysertropen, hvor spirende seksualitet partout dødsmærker ungmøer, som tilfældet var med stakkels Carrie.
I norske Joachim Triers sjælfulde ‘Thelma’ – hvis navnetitel alene sender hilsner til ‘Carrie’ – er der ligeledes giftige familierelationer i fortællingen om indelukkede Thelma med ulmende telekinetiske kræfter, der langsomt kommer ud af sin skal, da hun forelsker sig i en kvindelig medstuderende.
Thelmas forældre frygter hende og de evner, hun ikke selv kan styre. Som i ‘Carrie’ ender det med et hævnbål, men Trier åbner alligevel døren på klem for en lysere fremtid for den kuede antiheltinde, hvis kærlighed til en anden kvinde måske redder hende fra at blive kvalt i religiøse dogmer og fordømmelse.
Andetsteds, på tv-skærmen, er lille Eleven i ‘Stranger Things’ den svigtede, ditto telekinetiske pre-teen-‘freak’, der i sin desperation efter moderomsorg og undertrykt af uhyret, som kaldte sig hendes ‘far’, slår hårdt ud efter sine omgivelser. Men som i modsætning til sine fiktive artsfæller rent faktisk finder tryghed blandt jævnaldrende drenge, der forelsker sig i hende, præcis som hun er: En tøjleløs ener, hvis lyserøde kjole står i skarp kontrast til det kronragede hoved og samfundets forventninger til ‘pæne piger’.
Der er heller ikke meget pæn pige over Rihanna, der i musikvideoen til ‘Bitch Better Have My Money’ lader vor egen Mads Mikkelsen – som arrogant skurk – gå til uden for skærmen, hvorefter sangerinden i sidste billede stirrer direkte ind i kameraet med blodet løbende ned ad ansigtet i et klart Carrie-callback. Rihannas bad girl er dog langt fra noget offer og blikket er stålsat; »Du kan bare lige prøve, mandschauvinistiske røvhul … «
Kvinde, elsk din krop (og andre kvinder)
I det feministiske gyserhovedværk ‘Ginger Snaps’ fra 2000 får vi en version af, hvordan Carries skæbne kunne have set ud, havde hun blot fået støtte igennem overgangen fra pige til kvinde.
Heri bliver teenagepigen Ginger bidt af en varulv, hvorefter hendes krop begynder at rumle af dyriske drifter og super voldsomme, galoperende satiriske styrtblødninger, mens søsteren Brigitte forsøger at støtte hende igennem transformationen.
Ligesom Carrie eksploderer Gingers verden i et blodbad, men i modsætning til forbilledet står hun ikke alene: Carrie var omgivet af frygtelige kvinder, men ‘Ginger Snaps’ er i sin kerne en ode til søsterkærligheden, når Ginger og den bly viol Brigitte (Carrie præ-forvandling?) står sammen på trods af omverdenens segregering af dem i to kvindekasser, der ikke bør danne fælles front: Den seksuelle og den kedelige – samme typer, der finder og favner hinanden i ‘Thelma’. Og så får Ginger og Brigitte sågar fierce opbakning af en mor, der er den diametrale modsætning af Carries.
I De Palmas værk går både heltinde og kvinderne omkring hende til grunde, fordi de langt hen ad vejen har købt patriarkatets stigmatisering og objektificering af kvindelig seksualitet, der på hver sin vis er blevet alt for både den gudfrygtige og den forfængelig queen bee. Men det kvindelige fællesskab er nøglen til at ændre verden, og tage ejerskab over egen krop.
Som den tidligere amerikanske udenrigsminister og feministiske fyrtårn Madeleine Albright famøst sagde:
»Der er en særlig plads i helvede til kvinder, der ikke hjælper hinanden.«
Aldrig er den sandhed blevet sat mere på spidsen i filmhistorien end af Carrie og hendes feministiske gysersøstre.
I samarbejde med Soundvenue viser Cinemateket i september og oktober en række af Brian De Palmas bedste film. Se ‘Carrie’ på det store lærred den 5. september, 24. september og 31. oktober. Læs mere HER.