UGENS STREAMINGTIP. I et interview nævner den eklektiske skuespiller Nicolas Cage sine tre yndlingsfilm blandt dem, han har arbejdet på de seneste ti år: ’Mom and Dad’, ’Drive Angry’ og ’Joe’, i den rækkefølge. Interviewet skulle godt nok promovere netop førstnævnte film, men man kan alligevel ikke lade være med at spidse ørene, når det gale geni erklærer den som sin absolutte favorit.
Men trods de rosenrøde anbefalinger virker Cage-fans ikke til at have bidt fast i filmen på samme måde som med ’Drive Angry’ eller det kommende voldsorgie ’Mandy’. Herhjemme har den heller ikke fået megen opmærksomhed ud over en enkelt biografvisning til dette års Blodig Weekend.
Det er i den grad en skam, for bag den dødsens kedelige titel og Cages noget plettede renommé gemmer der sig en begsort satire og et af de bedste eksempler på, hvorfor vi elsker manden med de tusinde frisurer.
I ’Mom and Dad’ spiller han faren Brent, der sammen med konen Kendall (Selma Blair) og resten af forstadsforældrene pludselig ser rødt og vil gøre alt for at myrde sit eget afkom. Filmen er både skrevet og instrueret af Brian Taylor. Hvis navnet lyder bekendt, er det, fordi han er den ene halvdel af makkerparret bag de skrupskøre ’Crank’-film samt den undervurderede ’Ghost Rider: Spirit of Vengeance’. I sidstnævnte film viste instruktøren en stor forståelse for den unikke appel bag Nicolas Cage.
Benny Hill møder børnemord
Brian Taylor har beskrevet skuespilleren som en storm: Man kan ikke styre ham, man må blot tilpasse sig efter omgivelserne. Nicolas Cage har pompøst udtalt, at deres arbejdsdynamik minder om forholdet mellem Akira Kurosawa og Toshirô Mifune.
Store dele af ’Ghost Rider: Spirit of Vengeance’ består eksempelvis af Cage, der råber ind i kameraet, mens han transformeres til den titulære dæmon fra helvede. Og han er omringet af lige så campy karakterer spillet af de respekterede skuespillere Christoffer Lambert, Ciarán Hinds og Idris Elba.
Men det er de to ’Crank’-film, som ’Mom and Dad’ lægger sig tættest op ad. De kan bedst beskrives som moderne exploitation-film, hvor god smag, takt og tone og politisk korrekthed smides ud ad vinduet. Her bliver storbarmede kvinder, tomhjernede mænd og alskens marginaliserede grupper latterliggjort på lige fod, alt imens vor helt Chev Chelios – Jason Statham i sin fineste rolle – holder adrenalinen høj (ellers dør han, helt bogstaveligt) ved at knalde kæresten i offentligheden, få et blow job under en biljagt og rasere et hospital.
På samme vis starter ’Mom and Dad’ stærkt ud, da en mor efterlader sin bil på togskinnerne med sit spædbarn på bagsædet. Straks efter bliver bilen kørt over af et fragttog. Senere angriber og dræber forældre deres paniske skolebørn til muntre toner på soundtracket.
Hele første halvdel af filmen er som en Benny Hill-rutine tilsat børnemord. Det virker som en spidsfindig finger i siden på ældre generationers anstrengte forhold til os millennials. Samtidig er de morderiske forældre en sjov kommentar i disse mørke tider, hvor global opvarmning, fascistiske bevægelser og Twitter-kampe mellem statsledere truer fremtidige generationers eksistensgrundlag. Men den primære appel ved en film som ‘Mom and Dad’ er naturligvis stjernen selv, Nicolas Cage.
Pauseklovn eller geni?
Siden sit gennembrud i film som ’Arizona Junior’ og ’Moonstruck’ har Nicolas Cages højrystede skuespilpræstationer både chokeret og underholdt. Men med udbredelsen af internettet og med massive gældsposter i bagagen er den ellers så prestigiøse karriere røget i hundene i det nye årtusinde. Folk husker de meme-venlige klip fra ’The Wicker Man’ før Oscar-statuetten fra ’Leaving Las Vegas’ eller den imponerende actionkarriere i slut-90’erne.
Men selv om han ofte bliver beskrevet som en talentløs pauseklovn, er der noget unikt ved hans vanvittige ageren foran kameraet. Der er masser af skuespillere, som kan spille maniske – bare se Gary Busey og Willem Dafoe – men ingen kan spille vanvittig som Cage.
Tag den sorte komedie ’Vampire’s Kiss’ fra 1988, hvor yuppien Peter Lowe bilder sig selv ind, at han er blevet en vampyr. Du har næppe set filmen, men kender måske meme-værdige replikker som »I’m a vampire, I’m a vampire«, »Am I getting through to you? ALVA!« og »There you are!«.
I hænderne på enhver anden skuespiller ville den maltrakterede newyorker-dialekt, de pludselige vredesudbrud og den klodsede dialog blive grint ud af biografen. Men Cage bringer en så bizar gestik og mimik til karakteren, at præstationen bliver helt menneskelig. Overspillet er simpelthen for mærkeligt til ikke at virke ægte.
Showdown af dimensioner
Den samme umenneskelige menneskelighed er i højeste gear i ’Mom and Dad’. Da konen klager over, at Brent har bygget en man cave til sig selv, griber han i raseri forhammeren og går løs på poolbordet. Imens skriger han sangteksterne til The Hockey Pockey.
Da han jagter sønnen gennem huset, gør han højlydt og springer over møblerne. Og mens Kendall planlægger, hvordan de bedst kan få krammet på børnene, krammer Brent sin elskede Saws-All, der – som han begejstret siger – »kan skære igennem alt, skat!«.
Mens Nicolas Cages vildskab er i fokus, står Selma Blair i fantastisk kontrast som en udkørt, hjemmegående mor. Hun går fra desperat at omklamre sin teenagedatter med kærlighed til at ville klemme luften ud af hende.
Og så slutter det hele med et showdown af dimensioner, hvor Brent står ansigt til ansigt med sin egen far. Hvilket kultfilmikon der spiller ham, og hvem der vinder den kamp, må du se filmen for at finde ud af.
’Mon and Dad’ kan lejes på Blockbuster, Viaplay og SF Anytime.
Læs også: Nicolas Cage planlægger at skrinlægge skuespilkarrieren for at blive instruktør