Danske filmtalenter laver Dogme-inspireret manifest på 12 punkter – højst to må brydes

Eleverne fra den alternative filmskole Super16 er trætte af den hårde tone mod unge talenter. Derfor har de, i samarbejde med den netop afsluttede Odense International Film Festival, udformet et manifest, der opfordrer talentspirer til at eksperimentere og lave fejl.
Danske filmtalenter laver Dogme-inspireret manifest på 12 punkter – højst to må brydes
Mathias Broe, Kristian Håskjold, Caroline Steenberg Dam og Morten Mortensen under kortfilmfestivalen i Odense. (Foto: Line Svindt)

Nogle gange skal man skue bagud for at se fremad. Det var grundidéen, da filmuddannelsen Super16 og kortfilmfestivalen Odense International Film Festival inviterede til et arrangement, der begyndte som en historietime om Dogme95 og udviklede sig til en diskussion om det kreative potentiale i regelsæt og om de udfordringer, unge filmtalenter møder i dag.

Ud af diskussionen udsprang et manifest – et manifest, der modsat 90’ernes kyskhedsløfter ikke skal bruges af folk, som allerede har fundet fodfæste i branchen.

»Vores manifest er tiltænkt vækstlaget og de unge talenter«, fortæller instruktør Mathias Broe, som sammen med Super16-kollegerne producer Caroline Steenberg Dam, instruktør Kristian Håskjold og manuskriptforfatter Morten Mortensen har indvilliget i at mødes til en snak om tankerne bag de nye fælles dogmer eller »spillerum«, som de foretrækker at kalde dem.

Manifestpapiret består af 12 punkter, som blev skitseret under debatarrangementet mandag, og som siden er blevet finpudset og klargjort frem til offentliggørelsen på festivalens afsluttende prisoverrækkelsesshow lørdag aften. Ud over ovennævnte firkløver har også producer Ib Tardini, klipper Thomas Kragh, instruktør Sebastian Cordes og journalist Ole Blegvad været med i udformningen.

Efterfølgende er håbet, at manifestet kan udmønte sig i en række filmprojekter, fra Super16-elever og andre, som skal vises i et særskilt program på næste års kortfilmfestival.

HER ER MANIFESTET:
1. Værket skal formes i et samarbejde af minimum 2 filmskabere med forskellig funktion.
2. De første 30 sekunder af værket skal etablere filmskabernes vision.
3. Værket må ikke være mere eller mindre end 5 minutter.
4. Værket skal handle om noget, som filmskaberne har et personligt forhold til.
5. Der må ikke være mere eller mindre end to karakterer.
6. Du skal optage værket over max. 2 dage.
7. Optagelserne skal finde sted i dit nærmiljø.
8. En af scenerne skal både optages ordløst og med dialog.
9. Lyd og musik skal komme fra karaktererne og den verden, som de befinder sig i.
10. Du må max. bryde 2 af reglerne. Du må ikke bryde regel 1, 2 og 3.
11. Efter færdiggørelse skal filmen distribueres online.
12. Filmskaberne skal opfinde deres eget spillerum.

Med dokumentet håber Super16-flokken, at de kan inspirere andre nye filmskabere til at være mere procesorienterede og få uprøvede talenter til at kaste sig ud i filmprojekter.

Caroline Steenberg Dam forklarer, hvordan spillerummene kan bruges til at komme i gang med at lave film:

»Vi har blandt andet lavet de her dogmer som inspiration for dem, der ikke lige ved, hvordan man kommer i gang. Mange af reglerne gør det nemt og billigt og til at have med at gøre. For eksempel lægger vi op til, at man maks. må lave optagelser på to dage, som skal tage udgangspunkt i filmskabernes nærmiljø. Det giver måske mulighed for, at nogen kan tænke: De her rammer er sat for mig, de er til at have med at gøre«.

At blotte sine fejl

Selvom manifestet på ingen måde skal ses som en forlængelse af Dogme95 – Lars von Trier og Thomas Vinterbergs 10 regler, der forbød ’kunstige’ elementer som musik, lys og genreelementer – er der altså visse fællestræk, pointerer eleverne: Produktionerne skal skæres ind til benet, og økonomiske begrænsninger skal omformes til rammer, der fordrer kreativitet.

Med manifestet håber de også, som Mathias Broe fremhæver, at de kan inspirere andre unge filmskabere til at være mere procesorienterede. Et af manifestets væsentligste formål er nemlig at understrege, at filmskabelse og talentudvikling er en proces fyldt med fejl, eksperimenter og plads til forbedring.

Mathias Broe, Kristian Håskjold, Morten Mortensen og Caroline Steenberg Dam i Odense.(Foto: Line Svindt)

»Med spillerummene lægger vi jo op til, at filmene skal laves hurtigt, og så kommer de helt sikkert til at indeholde en masse fejl. Det er helt bevidst! Og når vi derudover skriver, at filmene skal deles online, så er det for at sætte fokus på, at man ikke skal være så pissebange for at vise sine fejl frem for andre. Det er jo i virkeligheden processen og fejlene, man lærer noget af. Det er det, vi gerne vil sige med manifestet«.

Hård tilgang til debutanter

Der hersker, blandt dominerende samfundsrøster, en manglende forståelse for, at talentudvikling er en proces, mener eleverne. De fremhæver Dansk Folkepartis forslag om at nedlægge talentordninger og formand for foreningen Danske Biografer Kim Pedersens tilbagevendende kritik af lavbudgetfilmenes lave salgstal som udtryk for, at mange simpelthen ikke forstår, at det tager tid og flere forsøg at perfektionere sit filmiske udtryk.

»Vi ved jo godt, det er en dyr øvelse at lave film«, siger Morten Mortensen. »Det er et gigantisk problem, at dansk film ikke sælger de billetter, de skal, men det er forkert at slå ned på talenterne i stedet for at dygtiggøre og selvstændiggøre dem, og det er forkert at forsøge at fratage dem muligheden for at lave film. Det kommer der i sidste ende ikke flere gode film ud af«.

Kristian Håskjold og Caroline Steenberg Dam i Odense. (Foto: Line Svindt)

Han og de andre er i det hele taget trætte af, at tonen mod debutanter og unge talenter er så hård, siger han og fortsætter:

»Tilgangen til film i Danmark er generelt for resultatorienteret. Mange kortfilm og debutfilm bliver for eksempel udsat for helt vildt mange tæsk, og så tvivler man på deres eksistensberettigelse. Men du ville jo heller ikke sige til en sygeplejerpraktikant, der laver en fejl: ’Nå, det var det, nu får du aldrig arbejde på et sygehus’. Han eller hun skal selvfølgelig lige lære det først.

Det er på samme måde med filmskabere: De skal også lære det først, og det gør de kun, hvis de tør eksperimentere, være nysgerrige, tør fejle. Og det er det, vi på en måde opfordrer til med de her spillerum«.

Til inspiration

At spillerummene imidlertid ikke skal opfattes som strikse regler, understreges flere gange af de unge filmskabere: »De skal lægge op til individuel fortolkning og kreativitet, ikke lægge bånd på samme«, siger Mathias Broe.

Derfor lyder et punkt i manifestet, at man må bryde to regler, mens et andet dikterer, at man skal opfinde sit eget spillerum.

Alligevel mener Kristian Håskjold, at det for vores generation kan være en god idé at have nogle rammer: »En af vores generations udfordringer er jo netop, at vi alle sammen i princippet kan lave film, fordi vi har værktøjerne, og fordi vi har så mange muligheder for at gøre alt muligt. Og det kan nogle gange være en større forhindring end en aktivator. Så nu skaber vi nogle spillerum, som måske kan sætte noget i gang«.

Her er der en klar parallel til dogme-brødrene fra 90’erne:

»De lavede et manifest til sig selv ud fra de udfordringer, de stod med, som inspirerede en masse andre. Måske vores manifest gøre det samme. Måske vi kan få nye filmtalenter i gang med at udforske deres eget filmsprog«.

Læs også: Interview med Kristian Håskjold – »Undervejs kunne man høre folk hulke«

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af