1. Den tidlige ’Saturday Night Live’-audition
Mange store amerikanske komikere har i tidens løb startet deres karrierer i sketchshowet ’Saturday Night Live’, der stadig kører i dag. Heriblandt Carrey, der i de tidligere 80’ere gik til audition på programmet. Optagelsen har på mirakuløs vis overlevet, og man ser allerede på dette tidlige tidspunkt Carreys kendetegn.
Han humor er ikke så meget baseret på jokes, men i stedet på hans fysik og ikke mindst det gummiansigt, der blev hans varemærke. Dog er det tydeligt at mærke, at det er en ung Carrey, for hans humor skulle blive meget mere raffineret – uden at miste det barnlige præg.
2. Succes som stand-up komiker
Efter hans afvisning fra ’Saturday Night Live’ opgav Carrey ikke drømmen og arbejdede videre på sin optræden. Han voksede i popularitet som standupper. I dette udklip fra Carreys standup-show ’The Un-Natural Act’ fra 1991 kan man se en langt mere gennemført udgave af samme type humor, han forsøgte sig med hos ‘SNL’.
Timingen er langt bedre, og igen er det ikke, hvad han siger, men hans fysik, der er i fokus. Han formår at lave parodier på store skuespillere med blot et enkelt ansigtsudtryk.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
3. Hovedkræft i sketch-show
Selvom ’Saturday Night Live’ ikke lykkedes, fik Carrey mulighed for at prøve kræfter med et lignende format, da han var en af hovedkræfterne i sketch-showet ’In Living Colour’, der blev vist på amerikansk tv fra 1990-94.
Showet var med til at udbrede Carreys popularitet, blandt andet i denne sketch, hvor han spiller en over-entusiastisk karatelærer på et selvforsvarshold for kvinder. Selvom hans fysik stadig er det store trækplaster, spiller han også langt mere en rolle her end i de tidligere klip. Disse tidlige evner som (godt nok karikeret) skuespiller var med til at bane vejen for hans karriere i Hollywood.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
4. Tilbage til ’Saturday Night Live’
Efter Carreys store gennembrud med ’Dum og dummere’, ’The Mask’ og ’Ace Ventura’, alle i 1994, blev Carrey Hollywoods største komediestjerne. Derfor blev han selvfølgelig inviteret til at være gæstevært i ’Saturday Night Live’.
Her optræder han programmet i 1999 og spiller (igen) en alt for entusiastisk livvagt, der passer på et lille boblebad. Will Ferrell, her før sit eget store gennembrud, er den stakkels badegæst, der ligger under for Carreys vanvid og agerer for en sjælden gangs skyld straigt man.
De to komikere spiller fremragende op ad hinanden, og det er klart en af de mere mindeværdige sketches, programmet har affødt.
5. Manglende Oscar-nominering
Carreys karriere tog for alvor en drejning med ’The Truman Show’ i 1998, der var skuepillerens første store dramatiske rolle. Den blev taget så vel imod, at han til uddelingen i 1999 vandt en Golden Globe for bedste mandlige hovedrolle i et drama. Små to måneder senere stod Carey på scenen til Oscar-uddelingen, men det var ikke for at tage imod en pris, men i stedet uddele bedste klipning.
På trods af sin Golden Globe var Carrey ikke blandt de Oscar-nominerede til bedste mandlige hovedrolle. Det påtaler han humoristisk ved at græde på scenen, mens han konstaterer at det er »en ære bare at være nomineret«.
Selvironien er tydelig, og da prisen endelig skal uddeles, er han også seriøs, men alligevel fremstår han som et talerør for de mange komikere, der har svært ved at blive taget seriøst i Hollywood.
6. Jim Carrey som John Lennon
En af de mest ukonventionelle Carrey-optrædener man kan finde er ikke på film eller tv, men i stedet i musikkens verden. I 1998 producerede George Martin, der er kendt som ‘den femte Beatle’, et album med Beatles-covernumre ved navn ’In My Life’. Musikerne, der optrådte på albummet, var blandt andet Jeff Beck, Celene Dion, Phil Collins og… ja, Jim Carrey.
Carrey lægger sin røst til klassikeren ’I Am The Walrus’. Umiddelbart virker det som et ekstremt bizart valg, men det fungerer langt mere overbevisende, end man kunne forvente. Carrey synger bedre, end man lige skulle tro, og hvad han mangler i teknik, kompenserer han for i energi. Sangen er også notorisk for sin uforståelige og fjollede tekst, og hele Carreys persona virker ved nærmere eftertanke som et oplagt valg til netop den sang.
»Sådan, nu gjorde jeg det, jeg vansirede et tidsløst stykke kunst «, siger Carrey mod slutningen af nummeret og understreger, at det ikke skal tages for seriøst. »Mit næste trick bliver at male et klovneansigt på Mona Lisa«.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
7. Sjælden seriøsitet
I 2014 blev Carrey inviteret til at holde afgangstale til kandidaterne fra Maharishi University of Management. Selvom talen var underholdende, blev man også præsenteret for en mere personlig og seriøs Carrey end de fleste af hans offentlige optrædener.
I dette uddrag snakker han om sin livsfilosofi, og især hvad han gjorde anderledes end sin far, der også havde en drøm om at blive komiker, men aldrig efterlevede den, da det ikke var en stabil levevej. Han fik så et ’sikkert’ job – som han blev fyret fra og gjorde familiens fremtid usikker.
Carrey fortæller om den lektie, han tog med sig fra denne oplevelse: »At lave noget, du ikke har lyst til, kan sagtens slå fejl, så der er ingen grund til ikke at tage en chance og forfølge det, du elsker«, siger Carrey til enormt bifald fra de studerende.
8. Sjælefred igennem kunst
At forfølge det, man elsker, har Carrey gjort i de senere år, hvor der er blevet længere og længere mellem filmrollerne. I mini-dokumentaren ’I Needed Color’ får man et blik ind i Carreys eget kunststudie, hvor han nu i en årrække har lavet malerier i et forsøg på bedre at komme i kontakt med sig selv.
Carreys kunst blev kritiseret voldsomt af kunstanmeldere. The Guardian skrev, at Carrey »burde holde sig langt væk fra lærredet«. The Guardians Facebook-side blev fyldt med vrede kommentarer over de hårde ord, og kritikken var da også misforstået.
’I Needed Color’ er ikke et forsøg på at tegne Carrey som en stor kunstner, men i stedet et udtryk for en mand, der har fundet sindsro ved at kunne udtrykke sig igennem kunst. Så om man kan lide det eller ej, må man håbe, at Carrey ikke lægger penslen fra sig.
Læs anmeldelsen: ’Kidding’ – Jim Carreys seriecomeback famler efter sig selv