Janus Metz er nok bedst kendt for sin prisvindende dokumentar om danske soldater i Helmand, ’Armadillo’, eller for sin spillefilm om to af tennissportens største rivaler, Björn Borg og John McEnroe, ’Borg’, men lige nu snakker han mest om den kommende Amazon Prime-serie ’ZeroZeroZero’ om den internationale kokainhandel, som han instruerer tre afsnit af.
Der står statuetter på et bord i stuen, på køleskabet hænger der en souvenir-magnet fra apartheid-museet i Johannesburg, og rundt omkring i Vesterbro-lejligheden hænger der billeder af tidens idol, Frida Kahlo.
Metz bliver så inddraget i sin forklaring om kokain, italienske journalister og mafiaen, at det tager ham tre forsøg at komme over til håndvasken for at hente vand til kaffe. Faktisk er han kun hjemme, fordi hans datter skal starte i skole den følgende mandag. Og kun derfor har han tid til at tale om sin og Sine Plambechs snarligt premiereaktuelle film, ’Hjertelandet’.
Filmen handler om thailandske kvinder, der rejser til Danmark og bliver gift med enlige, midaldrende mænd i Nordjylland, et emne der normalvist bringer associationer til noget tabubelagt, lider-sørgeligt eller i bedste fald lidt grinagtigt i stil med internetfænomenet Ole Wedel. Men det er ikke Metz og Plambechs projekt:
»Vi prøver ikke at pege fingre ad nogen. Det er en historie om længsel, ensomhed, forsørgelse og globalisering«.
Mod et bedre liv
Det er en interessant film, der fortæller rørende historier om kærlighed på trods af kultur- og sprogforskelle – om at kærlighed har mange flere indgangsvinkler end i amerikanske romcoms.
Filmen er en videreudvikling af de to populære og velansete DR-dokumentarudsendelser ’Fra Thailand til Thy’ og ’Fra Thy til Thailand’, fra henholdsvis 2007 og 2008, som Metz lavede med antropologen Sine Plambech, der i dag også er hans hustru. Dermed har arbejdet med ’Hjertelandet’, som de har instrueret sammen, og som netop har haft verdenspremiere på den prestigefyldte filmfestival i Toronto, stået på on/off i over 10 år.
Hvad var oprindeligt din indgang til den her verden?
»I 2006 var jeg i gang med at researche om afrikanske migranter, der rejste igennem Sahara og over Middelhavet for at komme til Europa. Jeg tog på med på en illegal transport igennem ørkenen og begyndte så småt at planlægge, hvordan vi skulle filme turen over Middelhavet, men opdagede så, at der på daværende tidspunkt ikke var nogen i Danmark, der var interesserede i at fortælle den historie, så vi kunne ikke rejse finansiering.
Det var jo ni år, før de store flygtningestrømme kom til Danmark, men allerede dengang var Europa ved at forskanse sig, og den udfordring – at der er nogle i vores verden, der har så meget, og nogle, der har så lidt – er jo kun blevet større siden.
Men jeg mødte Sine (Plambech, red.) i den tid, og hun havde som antropolog arbejdet med thailandske kvinder i Midt- og Nordjylland i et stykke tid. Hun havde forsket i området i mange år, og på samme måde som de afrikanske migranter drager de thailandske kvinder ud i verden for at skabe sig et bedre liv. Det ligger der en stærk eventyrfortælling i, hvis du holder op med at se dem som ofre, men som stærke agenter for deres egen lykke.
Det handler om den måde, vi som mennesker prøver at få det bedste ud af de muligheder, vi er født med. Og hvilke ting vi længes efter og drømmer om. På den måde synes jeg, det er helteportrætter«.
Hvilke forestillinger havde du om de her dansk/thailandske par, inden du gik i gang?
»Der hersker et billede af, at det er nogle handlede kvinder, der er endt i ægteskaber med sexhungrende mænd imod deres vilje. Eller omvendt, at det er nogle golddiggers, der kommer til Danmark for at udnytte deres ægtefæller. Men fordomme er oftest forsimplede og fordummende, så jeg var interesseret i at finde ud af, hvad der lå bag.
Frank, en af de bærende mandlige personer i filmen, sagde til mig helt i starten: ’Janus, det hér handler om, at jeg savner en at holde af’. Det var ikke et spørgsmål om, at der skulle komme nogen og give ham kærlighed, men omvendt, at han søgte en, han kunne give sin kærlighed. Sådan tror jeg, vi alle sammen har det«.
Er det også kærlighed for kvinderne?
»Det tror jeg bestemt, men de har nok et mere pragmatisk forhold til kærlighed, end vi er vant til at tale om. Noget af det første fra Sines arbejde, der virkelig fangede mig, var et billede af to huse i Thailand: Det ene var flot, der var forgyldt stakit, aircondition, og det var lavet i beton. Det andet, ved siden af, var et træskur med høns ude foran. Det store hus’ beboere havde en datter, der var emigreret til Vesten og sendte penge hjem. Det havde dem i det andet hus ikke.
Sommai var en af de første thailandske kvinder i Region Nordjylland. Hun hjælper sin familie og kvinder, hun kender, til ægteskab med mænd i Thy og er grunden til, at hele den migrationsbølge er opstået, og at der i dag er næsten 1.000 i området. Hun har en meget stærk historie om at være daglejer i Thailand, hvor manden er gået, søsteren er død, og hun står tilbage som eneforsøger af otte børn, inden hun tager til sexturismen hovedstad Pattaya for at arbejde på en bar der, hvor hun så endelig møder Niels. Hun er stolt af sine valg. Hun har løftet sig selv, sin familie og sin landsby ud af uendelig fattigdom«.
Har de her 11 år ændret dit syn på kærlighed?
»Jeg synes, det er åndssvagt at kalde det for en film, der bare handler om kærlighed, så det må blive et nej. For mig at se handler filmen nærmere om værdighed og om at indrette eller arrangere sig. Og, som jeg sagde tidligere, hvad det betyder, at en del af verden har for meget, og en anden del for lidt. Globalisering, i virkeligheden«.
En brugsvejledning til den danske mand
I en scene i filmen har Sommai sat et møde op mellem den thailandske kvinde Kae og den danske mand Kjeld. Kae har fået et turistvisum på tre måneder, hvor hun skal prøve at bo hjemme hos Kjeld, blandt andet på foranledning af Kjelds mor, der mener, at hendes søn har været enlig længe nok.
Inden Kae bliver kørt derhen fortæller Sommai hende, hvordan hun skal gøre: Smil og vær sød. Hvis Kjeld holder om dig, holder du om ham, hvis han vil kysse dig, kysser du ham. Du skal ikke være genert. Du skal gøre det, der skal til.
»I Danmark har vi en romantisk forestilling om kærlighed, hvor man går på date eller møder én igennem en ven og forelsker sig, hvor det her er et arrangeret ægteskab. Hun går ind i det for at blive gift og det vil have store konsekvenser for hende, hvis Kjeld ikke vil fuldføre projektet. Så ryger hun jo tilbage til et meget usikkert liv i Thailand«, siger Janus Metz.
»Brugsvejledningen, Sommai giver hende, tænker jeg da er meget nyttig. På landet i Thailand er det ofte sådan, at man ikke har sex før ægteskabet, så det er da nok meget rart at vide. Og så er der også det, at Kae er en voksen kvinde med et barn, så hun går ikke blåøjet ind i det. Så på den måde er det ikke et overgreb«.
Hvad tænkte du på i bilen på vej derhen?
»Jeg var nysgerrig på, hvad der skulle ske. Jeg har en meget stor tiltro til, at de mennesker, jeg filmer er i stand til at træffe deres egne valg. Der er ingen grund til, at jeg roder rundt i deres liv og blander mig, det er ikke sådan, jeg laver dokumentarfilm. Men det er klart, at når jeg filmer i Thailand med et kamera, der koster mere, end de fleste kommer til at tjene på flere år, så betaler jeg nogle gange de medvirkende for at holde en dag fri fra arbejde, så vi kan lave noget med dem«.
Så du er ikke så ortodoks i forhold til at være fluen på væggen?
»Fluen på væggen skaber en utryghed, fordi dem, man filmer, ikke er helt klar over, hvad man har gang i. Jeg kunne for eksempel aldrig finde på at stikke et kamera op i hovedet på nogen, inden jeg først havde hilst på og fortalt, hvad det handler om. Det er også en illusion, at to mennesker og et kæmpestort kamera kan gøre sig usynlige. Den måde, jeg arbejder på, er at invitere de medvirkende med til at tage ejerskab over projektet, så de investerer sig. Derfor har de også krav på at vide, hvad det er, vi har gang i.
I ’Hjertelandet’ vil de medvirkende gerne vise verden, hvorfor de har truffet de valg, de har truffet, og måske også være med til at nedbryde nogle af de fordomme, vi talte om. Omvendt gør vi det allerede fra starten klart, at vi er der for at filme de gode og de knapt så gode ting, altså bogstaveligt talt både bryllupper og begravelser. Og så har vi en aftale om, at de er de første, der kommer til at se filmen, og hvis de har nogle problemer med det, der er med, tager vi en snak om det«.
Konens selvmord
Nu har dig og Sine kendt de her mennesker over et årti. Er I mere eftergivende i forhold til at tage ting ud, de ikke vil have med?
»Det kommer an på, hvad det er for en snak, vi har. Er det, fordi de ikke vil filmes med morgenhår, så er det bare pjat. I ’Hjertelandet’ havde en af de medvirkende, John, fortrudt, at han fortalte en historie om sin kone, der havde begået selvmord. Han syntes, det blev for privat. Vi havde taget det med, fordi det gav et billede af John som menneske og den smerte, han lever med. Så vi sagde til ham, at han kom til at til at fremstå som et stærkere menneske ved at den historie kom med«.
Gør I det for hans eller filmens skyld?
»Vi gør det for begges skyld. Han bliver en stærkere person af, at det kommer med og derved bliver filmen bedre. Nogle gange stejler folk, fordi det går for nært, men det behøver ikke være en dårlig ting. Hvis han havde holdt fast, kunne det godt have været, vi havde taget det ud, men han kom igen allerede dagen efter og gav mig lov til at tage det med«.
Hvad er det for nogle ting, I så har taget ud?
»Vi har ikke taget noget ud«.
Kommer I til at lave endnu en film om dem om 10 år?
»Det er slet ikke umuligt. Jeg syntes, det var fedt at lave den her ’Boyhood’-gone-thai/dansk-ægteskab-film, hvor vi har mulighed for at se deres børn. Per Fly lavede et samfundsportræt med ’Arven’, ’Drabet’ og ’Bænken’, men han mente, han manglede at lave noget om de første invandrere i Danmark, altså tyrkiske gæstearbejdere i 70’erne og så frem til i dag. Hvilken historie ville man så stå med? Så tænkte jeg, at vi rent faktisk har historien om de første thailandske indvandrere i Danmark på kamera. Hvad så med næste generation?
I de første to film ser vi første generation komme til Danmark, og nu ser vi så de børn, der er kommet ud af ægteskaberne og de børn, der er blevet familiesammenført. Lige nu føler jeg mig forløst, og at vi har vendt hver en sten i denne her sag. Men muligheden eksisterer da for, at der er mere at fortælle på et senere tidspunkt«.
Janus Metz og Sine Plambechs ’Hjertelandet’ har biografpremiere 20. september.
Læs også: Årets tre danske Oscar-kandidater er fundet
Læs også: Fra Fincher til Scorsese og Gerwig: Det arbejder verdens største instruktører på lige nu