(Læs først, når du har set ’Sharp Objects’ færdig)
Sæsonfinalen på HBO’s ’Sharp Objects’ bød på et nakkehårsrejsende plottwist, der efterlod hovedkarakteren Camille (Amy Adams) rædselsslagen i sandhedens øjeblik, da det kom frem, at lillesøsteren og ikke moren var morderen i Wind Gap. En brat slutning, der samtidig efterlod seerne med mange ubesvarede spørgsmål.
Selvom serien generelt er loyal over for Gillian Flynns romanforlæg (Flynn er da også selv medforfatter på serien), går det ikke helt sådan for sig i bogen, som blandt andet røber mere af efterspillet for Amma (Eliza Scanlen) og Camilles tragiske skæbner.
Skaber Marti Noxon og instruktør Jean-Marc Vallée har fortrinsvis tilføjet elementer med æstetisk og dramatisk effekt i transformationen til det visuelle format og har desuden ændret praktiske detaljer for at ramme nutiden, her 12 år efter bogen udkom. Eksempelvis fylder mobiltelefoner meget mere i serien, og Amma og venindernes rulleskøjteløb er ligeledes et element, der kun optræder på skærmen, fordi det ifølge Vallée gav en visuel effekt.
Handlingsmæssigt er der dog også et par væsentlige forskelle fra romanen – særligt i slutningen, hvor bogen blandt andet besvarer det store spørgsmål: Hvorfor gjorde hun det?
Richard ’Kansas City’ er ikke en helt
I seriefinalens afsnit 8, ’Milk’, kommer Camille hjem til aftensmad efter at have gjort den lamslående opdagelse, at moren, Adora, lider af Münchhausen by proxy og sandsynligvis har slået lillesøsteren Marian og de to lokale piger Ann og Natalie ihjel.
I serien er det efterforskeren Richard (Chris Messina), der giver Camille Marians afslørende lægejournaler, men i bogen er det lige omvendt Camille, der på egen hånd kommer i besiddelse af journalerne og efterfølgende giver dem videre til Richard.
Men først lader Camille sig forgifte af noget blålig mælk, Adora har skænket hende, for som der står i bogen: »Enten gør drinken mig syg, og så ved jeg, at jeg ikke er sindssyg, eller også gør den ikke, og så ved jeg, at jeg er et hadefuldt væsen«. Camille bliver syg og får bekræftet sin mistanke, hvorefter hun indvier Richard i sin opdagelse.
Richard lover at skaffe en dommerkendelse, og i mellemtiden tager Camille imod endnu en giftig drink fra sin mor, fordi hun vil bruge sin krop som bevis på Adoras forbrydelser. Camille bliver meget dårlig og vågner i sin egen urin, men hun er ikke døden nær som i serien, og Richard kommer ikke helteagtigt brasende ind (efter tip fra Camilles redaktør, som aldrig er i Wind Gap i bogen), men banker derimod mere udramatisk på med sin dommerkendelse og arresterer Adora. Standard procedure.
Og så får Richard i bogen lidt røvhulsattitude oven i hatten, da han ved synet af Camilles arrede krop ufølsomt og med afsky spørger, hvad der er galt med hende, og om hun er cutter. Det er det sidste, man i bogen hører til ’Kansas City’. Seriens hospitalsscene, hvor Richard og Camille forsoner sig, er en nytilføjelse.
Amma er et gennemført monster, der fletter tæpper af sine ofres hår
Efter Adoras anholdelse flytter Amma ind hos Camille (der i bogen bor i Chicago og ikke St. Louis), men det er i bogudgaven slet ikke i nærheden af den søsterlige og forløsende oplevelse, som montagen i serien gør det til. Amma bliver besat af kvindelige seriemordere, opfører sig uhyre aggressivt og giver eksempelvis Camille en lussing for at købe det forkerte møbelpolstring til dukkehuset. Faktisk er bogens Amma gennemgående ubehagelig og ikke som serie-Amma i stand til at være venlig, når det er belejligt.
Og så er der nabopigen Mae (som hedder Lily i bogen), hvis grufulde skæbne i bogen skildres markant anderledes. I serien får vi kun Maes mord at se i glimt i montagesekvensen i rulleteksterne, hvor man i bogen faktisk finder hendes lig, og det er først, da Camille bliver informeret om ligets seks manglende tænder, at mistanken for alvor sætter ind.
Da Camille får bekræftet, at Adora stadig er fængslet i Wind Gap, sætter panikken ind: Hun gennemsøger Ammas dukkehus for beviser og finder tænderne. Og nåh ja, for at sætte en nasty prik over i’et har Amma brugt Maes hår til at flette et dejligt uldent gulvtæppe, som skal ligne det, Camille havde på sit værelse hjemme i Wind Gap.
Hvorfor gjorde du det, Amma?
Amma bliver arresteret og skal afsone fængselstid, indtil hun er 18 og med mulighed for forlængelse (fingers crossed). Og det er under et fængselsbesøg, at Camille får lejlighed til at stille det store spørgsmål, som serien lader stå åbent: Hvorfor slog Amma pigerne ihjel?
Amma svarer, at hun var veninder med Ann og Natalie, men da hendes mor begyndte at vise interesse for dem, blev Amma efter eget udsagn nødt til at slå dem ihjel, fordi de kom for tæt på sandheden om hendes tilbagevendende »sygdom« og morens ildesmagende medicin.
Camilles fortolkning er imidlertid den samme, som det antydes i serien, nemlig at Amma slog dem ihjel, fordi hun var misundelig på den opmærksomhed, Adora gav dem. Også i bogen antydes det, at drabet på Mae ligeledes var et jalousimord, som Amma begik, fordi hun ikke kunne klare at dele opmærksomheden fra Camille.
Bogen slutter med, at Camille traumatiseret og mere selvdestruktiv end nogensinde før flytter ind hos redaktøren Curry og hans kone Eileen, der passer og plejer hende – og holder hende på sikker afstand fra »skarpe objekter«. Bogens sidste ord er i øvrigt de samme, som dem Curry læser op fra Camilles artikel i tv-serien:
»Var jeg god til at tage mig af Amma på grund af godhed? Eller kunne jeg lide at tage mig af hende, fordi jeg har Adoras sygdom? Jeg vakler imellem de to, særligt om natten, når min hud begynder at pulsere. På det seneste er jeg begyndt at hælde til godhed«.
Læs også: ’Sharp Objects’-finalen gemmer makaber afsløring i rulleteksterne: Her er, hvad der skete
Læs også: Anmeldelse af ’Sharp Objects’: Amy Adams er sublim i krimiserie fra ’Gone Girl’-forfatter