’The Kindergarten Teacher’: Maggie Gyllenhaals desperation er tvetydigt overbevisende
CPH PIX. Var Mozart blevet verdens største komponist, hvis han ikke var blevet bakket op derhjemme og groomet til at være et wunderkind? Eller hvis hans forældre havde distraheret ham med en iPad?
Sara Colangelos amerikanske remake af den israelske film af samme navn diskuterer, hvor langt man skal gå i talentpleje af børn – og hvem man gør det for.
Da børnehaveklasselæreren Lisa (Maggie Gyllenhaal) opdager, at en af hendes elever, den femårige Jimmy (Parker Sevak), komponerer digte, bliver hun besat af at beskytte og støtte hans talent, inden det bliver kvast af samfundets åndsløshed og forstyrrende teknologiafhængighed.
Lille Jimmy og hans smukke digte kommer som kaldet fra himlen til Lisa, der savner mening og kunst i sit liv. Lærerarbejdet er blevet rutine, og hun lever i et trygt, men passionsløst ægteskab. Hendes to teenagebørn er stået af familielivet og ruller med øjnene over Lisas forslag om kreative beskæftigelser, inden de vender tilbage til deres mobiltelefoner. Lisas højdepunkt er hendes ugentlige aftenkursus i poesi, med Gael García Bernal som karismatisk underviser. Men desværre er hendes digte umådeligt middelmådige. Da hun til gengæld læser et af Jimmys digte op som sit eget, vækker det begejstring hos både lærer og medstuderende.
At Lisa har en pointe i, at samfundet ikke sætter pris på et kunstnerisk sind, demonstreres af, at hun er den eneste, der går op i Jimmys digterevner. Drengens forældre er skilt, og hans far har travlt med at drive en natklub. Han har hyret en ung aspirerende skuespiller som barnepige, en lidt ustabil type, der ikke giver Jimmy den rette påvirkning, mener Lisa. Men da hun forsøger at overbevise faren om, at Jimmy er et vidunderbarn på linje med Mozart og har brug for tilsvarende støtte, svarer han, at der ikke lyder til at være mange penge i poesi.
Modstanden får dog ikke Lisa til at give op, men til at engagere sig endnu mere i Jimmys kunstneriske udvikling. Det bliver hurtigt alt for meget, og Lisa udvikler sig fra interesseret lærer til fanatisk mentor med grænseoverskridende stalker-tendenser, der bliver mere og mere foruroligende. Maggie Gyllenhaal har en tvetydighed, der gør hendes desperation overbevisende – om end sidste thriller-agtige akt er lige overdramatisk nok. Sjældent har en film om poesi været så uhyggelig.
Filmen stiller et relevant spørgsmål om, hvorvidt talentplejning hos børn er for børnenes eller de voksnes skyld. Det står klart, at Lisa projicerer sine egne uforløste ambitioner over på Jimmy. Filmen er dog mere uklar på spørgsmålet om, hvorvidt hun til dels gør ret i at pace barnet til at realisere sit potentiale – til glæde for verden.
Se også: Alle vores PIX-anmeldelser samlet på ét sted