Det er et stort halvår for en af de absolut største stjerner i det danske komikermiljø.
Den 25. oktober har Anders Matthesen premiere på sit nye oneman-show, ’Anden 25’, der – som titlen antyder – markerer, at det er et kvart århundrede siden, Matthesen trådte op på standupscenen første gang. Og i december er der så biografpremiere på ’Ternet Ninja’ baseret på Matthesens egen børnebog, som han selv co-instruerer og lægger stemmer til.
Forleden besøgte Anders Matthesen Soundvenues komikerpodcast Punchline, hvor han fortalte om sin vej ind i branchen, det nye show, sit forhold til fansene og om at have fundet tilbage den samme kreative kilde som i sine spæde år på comedy-scenen (hør hele podcasten HER).
»Jeg kommer lige fra prøverne ude i Brøndby, hvor der er bygget en kæmpe scene. Det ligner, at det er et heavy metal-band, der skal spille«, fortalte han om sit kommende show til ’Punchline’-vært og manuskriptforfatter Mads Rosenkrantz Grage.
»Den er i to etager og 14 meter ned fra toppen og elevatorer og riste til ild og Co2-kanoner, og hvad det alt sammen hedder. Jeg tænker: ’Hvad er det, jeg har sat i gang’? Det bliver så sindssygt«.
Mads Grage: Men hvad er det, du har sat i gang? Er det greatest hits? Du fornyer dig jo altid?
»Lige nemlig. Og jeg havde ikke lyst til at lave retrospekt og tænke, ’kan I huske, hvad jeg har lavet i 25 år?’. […] Det var meget vigtigt, at det ikke skulle være greatest bits. Jeg ville gerne lave ny standup.
Jeg sammenligner meget showet med det første oneman-show, jeg lavede, som hed ’Hvad snakker du om?’ – i en 2.0-version. Det var før, der skulle være en rød tråd, [det var] ren lyst til at optræde og tænke, ’hvad kan jeg, hvad kan jeg finde på’? Kan jeg sprænge rammerne, hvad kan være sjovt at gøre her? Så mange forskellige tableauer, mange forskellige numre. Jeg havde nogle år, hvor jeg sammenlignede at lave et oneman-show med, at en musiker lavede en plade. At man kompilerer det hele, at der skal være en rød tråd og en ens retning…«.
Og noget afsmitning fra nummer til nummer?
»Lige præcis. Og der tænkte jeg, nu nyder folk jo musik på en lidt anden måde i vores dage, og i stedet for at holde fast i den formel kunne det være sjovt at komme folk i møde og lave en playliste, eller et dj-set, eller hvad man vil kalde det. Nu afvikler vi 25 singler, som folk kan danse til«.
Er det formatet denne gang?
»Ja, det er formatet. Forskellige numre inspireret af den der utålmodighed og det der zapper-halløj – at jeg selv hele tiden zapper og siger, godt det var det, nu skal vi videre. Og det er en vildt sjov måde at arbejde på«.
Hvordan skriver man sådan et show? Det virker, som om din metode er ny hver gang, og at du plejer at følge et tema […]. Hvad gør man så, når det er en compilation-plade?
»Det gør man ved hele tiden at tænke, hvad kunne være sjovt at lave her? […] Og hvis det er et show med en rød tråd, kan jeg være begrænset og sige, jeg kan dårligt ride ind på en elefant, for det har ikke så meget med dagsordenen at gøre. Men det kunne jeg gøre her. Men i det sekund det ikke er sjovt mere, så hopper jeg ned og synger en sang. Og når folk har fået nok af det, tager vi en bit om striptease«.
Lidt som Lady Gaga og Beyoncé, hvor det er kæmpestore setpieces og så videre til noget nyt?
»Nej, det er ikke båret af… Det kan sagtens være syv standup-bits i træk. Men det skal ikke være båret af 20 minutter lange historier […]. Selv inden for klassisk standup, som der er masser af i showet, der er det sådan, det var ét emne, bum så skal vi videre til det der og det der og sørge for, at det veksler lidt, så der sker nogle forskellige ting energimæssigt gennem showet.
Det med elefanten… det gør jeg ikke!«.
Så hvis man ikke ser en elefant, skal man ikke blive skuffet?
»Nej, men der kan godt komme noget, der er mindst lige så krævende som at ride på en elefant«.
(Lyt til Punchline med Anders Matthesen her – eller via iTunes HER og Spotify HER)
Er du selv blevet en zapper?
»Både og. På Youtube bliver jeg grebet af den ene ting og så noget andet og ryger ned i det der ormehul, hvor det er en slags hjælp til at associere. Der kan jeg da komme rigtigt langt væk, og det kan nattesøvnen også. Men jeg er ikke sådan, at jeg synes, jeg skal have noget nyt hvert sekund.
[…] Jeg er nok også et menneske, der investerer meget i ting, jeg gerne vil forstå. For eksempel var jeg meget vild med Beastie Boys, da jeg var knægt, med deres første rigtigt store album, der hed ’Licenced to Ill’. Og det var hele verden med på, og de bragte hiphoppen ud til det hvide publikum i Amerika og turnerede i Europa og var kæmpestore stjerner.
Og jeg ventede på en toer og gik ind og spurgte i Street Dance Records hver eneste dag: ’Er der kommet en toer?’ Og på et tidspunkt tænkte jeg, de findes ikke mere. Men så en skønne dag sagde han: ’Der er kommet en toer’. ’Okay, hvad hedder den’? ’Pauls butik’. ’Are you shitting me? Pauls butik? Okay, men den vil jeg gerne købe. Og jeg gik hjem og fattede intet. De var gået i depri-mode og skulle genopfinde sig selv, og jeg fattede ikke den plade. Den havde ikke noget at gøre med, hvad jeg forbandt med Beastie Boys.
Men af ren dedikation og trofasthed hørte jeg den fire gange om dagen, og langsomt lærte jeg at forstå den. Og i dag er det bestemt – af de ting Beastie Boys nåede at lave på de der 30 år, de var aktive – min absolutte yndlingsplade. Det krævede, at jeg investerede. Jeg forstod ikke, hvad det var. Jeg var en lille knægt, der forelskede mig i det der, de lavede til at starte med, som var for sjov, hvor de gjorde grin med den der bestemte type af unge mennesker, der knuser øldåser mod panden. Det var en joke, én stor parodi, fordi de kom fra den der punktradition. Det havde jeg ikke fattet, jeg var jo et kid«.
Du tog det for pålydende?
»100 procent. Så jeg skulle ligesom med på den rejse. Og i dag, hvor det hele går hurtigt, og folk ikke gider investere i noget – altså fodboldfans vader hjem, hvis holdet er bagud 2-0… Sådan er jeg ikke. Der har jeg en helt anden trofasthed. Jeg bliver stående foran det der kunstværk og siger, jeg går ikke, før jeg har forstået, hvad det er, han vil fortælle mig, ham der. Det er der ikke så mange, der gør i vore dage.
[…] Der kan jeg godt mærke, at det er lidt sært det der med, at hvis man laver én lille ting, som nogen ikke forstår, så er de meget hurtige til at skrive: Du er da bare et fedt pikhoved, du er ikke sjov længere, fuck dig. Hvor jeg tænker, nå, det var det, så sluttede vores rejse her, haha! Der var én, der skrev til mig efter Guldtuben, ’nå, du laver Jannik, nå så det gør du, har du tænkt at lave det til dit oneman-show’? ’Det ved jeg ikke, hvad jeg har tænkt mig at lave’. ’Nå, men jeg skal af med mine billetter, hvor kan jeg sælge dem’?«.
På grund af én rant?
»Han krævede bare at få at vide, om jeg havde tænkt mig at fortsætte nedad den linje. Men det kan du ikke få at vide. Du kan ikke få at vide, hvad jeg har tænkt mig at gøre. Det er ikke sådan, vi arbejder. Så skulle han bare af med de billetter. Hvor jeg tænkte, jamen du er slet ikke velkommen. Dem køber jeg af dig. Du skal slet ikke med til mit show. Og sådan er jeg nok lidt gammeldags på det punkt.
Jeg håber stadig, der er nogle af de trofaste derude, og det ser jo heldigvis også sådan ud. Der er mange, der også skriver positivt og glæder sig til showet, og det er selvfølgelig dem, jeg glæder mig til at give en svingtur«.
Dette er et let redigeret og forkortet uddrag af seneste udgave af podcasten Punchline. Lyt til interviewet i sin helhed HER.
Læs også: Stewart Stardust-mysteriet – er Anders Matthesen en ussel tyveknægt, der bare skal sutte røv?