Gjorde det største indtryk som lille: ‘What’s Eating Gilbert Grape’ (1993)
»Jeg har ikke været særlig gammel, første gang jeg så den – det må have været, lige da den kom ud på vhs. Det var den første film, der fik mig til at føle noget, kan jeg huske. Jeg har en storebror, der har en hjerneskade, og derfor kunne jeg lige pludselig relatere til noget for første gang i mit liv. Jeg begyndte at forstå verden fra min brors perspektiv, og så kunne jeg mærkeligt nok relatere til storebroren Johnny Depps karakter: Det med at have et beskyttergen, at være der og passe på sin bror, det kunne jeg genkende«.
Fik mig til at ville være skuespiller: Heath Ledger
»Heath Ledger er jeg fuldstændig forelsket i. Jeg synes, han var svært fænomenal, og jeg tror, han var blevet én af de allerstørste. Det er selvfølgelig svært at spå om, men shit, han var speciel. Der mistede vi noget helt vanvittigt. Ang Lees ‘Brokeback Mountain’ var jeg helt vildt glad for, fordi jeg synes, den var så modig, og fordi Heath Ledger var genial.
Den var meget inspirerende, også fordi den tog fat i et emne, der på det tidspunkt var grænseoverskridende, og den gjorde det på en eller anden måde helt normalt efterfølgende at lave film om det. Han forestillede sig, han var en knytnæve, og det er jo tydeligt, når man ser filmen bagefter. Hans karakter var så anspændt. En vild måde at tænke sin karakter på«.
Fik tårerne frem: ‘The Perks of Being a Wallflower’ (2012)
»Det var min kæreste, der gerne ville se den, og jeg magtede det ikke. Og jeg tror måske lidt, det var derfor, den tog røven på mig. Jeg synes simpelthen, han var så god, ham i hovedrollen (Logan Lerman, red.). Jeg ved ikke, om jeg havde set det komme – nu vil jeg ikke afsløre for meget – men den tog eddermame pusten væk fra mig, kan jeg huske. Altså jeg hulkede, jeg havde så ondt af den dreng. Da det bliver afsløret, hvad der er sket med ham. Jeg kunne simpelthen ikke holde det ud. Det var fandme hårdt mand.
Det er klart mig, der græder mest til film derhjemme. Det er sådan en transformation, der er sket, efter jeg er blevet far. Så nu er det bare alle film, det er simpelthen så åndssvagt«.
En rolle jeg gerne ville have haft: Charles Bronson i ‘Bronson’ (2008)
»Ham gad jeg fandme godt have spillet. Jeg synes, det er en fed karakter – altså i filmen, virkelighedens Charles Bronson er måske ikke den fedeste – også fordi Tom Hardy er så nice. Jeg havde aldrig rigtig set Tom Hardy, og da fik jeg øjnene op for ham, det tror jeg, hele verden gjorde. Han var så out there. Og den karakter skal så mange steder hen, der er så meget meta, og det bliver meget teatralsk, men uden at det er for meget. Den er modig, synes jeg, og det ville jeg godt have været en del af«.
Gav mig et nyt perspektiv på livet: ‘Coco’ (2017)
»Der sker det, at jeg sidder og ser ‘Coco’ forleden dag, og pludselig fælder jeg en lille tåre, det var så underligt. Og jeg ser hen på min kæreste, som åbenbart er lavet af sten. Der var bare noget smukt i budskabet om at ære de døde og huske på folk. Frygten for selv at blive glemt. Jeg har set den to gange nu – med min søn, naturligvis. Der er helt sikkert også andre film og bedre svar, men det er da et anderledes svar«.