’Amfi’
Instruktion: Mathias Broe. Manus: Morten Mortensen. Producer: Maximilian Mayrshofer. Medvirkende: Anton Falck, Adam Hawwa Vissing, Sigurd Holm. Spilletid: 30 min.
Alt flyder frit, og grænserne udviskes lystfuldt i Mathias Broes intime ’Amfi’, et ofte dånende smukt hybridværk mellem inderlig dokumentar og (lidt for) iscenesat performance.
De tre unge mænd Anton, Adam og Sigurd mødes for første gang i noget, der ligner et gipsstøberi fra det gamle Grækenland. Mødet er sat i stand af instruktøren selv, der også medvirker, og hvis spørgsmål og instrukser til de tre vi kan høre på lydsiden filmen igennem. Emnet og omdrejningspunktet for mødet (og ’Amfi’, der betyder ’på begge sider’) er en åben samtale om flydende seksualitet, den maskuline krop, sex og skam. De tre unge mænd med smukke, forskellige kroppe og identiteter skal hjælpes ad med at lave gipsafstøbninger af hinandens kroppe. Set-up’et er iøjefaldende kunstigt og kulisseagtigt, men samtalerne virker ægte og indfølte.
Broe præsenterer i starten af filmen sit projekt for Anton (aka Anton Falck Gansted fra First Hate), Adam og Sigurd og siger her, at han håber, de vil hjælpe ham med at lave en film, som han »(…)ret godt ville have haft,« da han var yngre. Stor cadeau til instruktøren for så fint at lirke samtalen op og få disse unge mænd til så gavmildt at tale om svære ting. Faktisk står samtalerne om kropshad, våde drømme, kønsidentitet, biseksualitet og det første kys så stærkt i sig selv, at Broe med fordel kunne have skruet lidt ned for det visuelle (musikvideo)lir med farvet stroboskoblys, dansere og flot smadrede skulpturer, der næsten gør ’Amfi’ til for meget af det gode. Hvis det altså findes.
’Blåt lys’
Instruktion: Alexander Ohrt. Manus: Anna Louise Petersen Amargós. Producer: Aká Hansen. Medvirkende: Emilie Dam Ohrt, Lasse Aagaard. Spilletid: 28 min.
En enkelt, forsigtig klavertangent slås tøvende an. Musikken og tvivlen er temaet fra første scene i Alexander Ohrts lille århusianermusical ’Blåt lys’. Heri møder vi Alma (spillet med præcis forsigtighed af instruktørens kusine Emilie Dam Ohrt), der har forladt sit band i København og er flyttet hjem til Aarhus, som omkvædet i en gammel sang jo dikterer. Her ramler hun imidlertid direkte ind i fortiden i skikkelse af Anders (Lasse Aagaard), forsangeren fra det gamle band, der tilfældigvis skal optræde samme aften i byen.
Og herfra tager ’Blåt lys’ os så med på en slentrende snakketur a la Richard Linklaters ’Before’-film. Rundt i Aarhus’ latinerkvarter, ind i Badstuerock og hjem i Almas lejlighed, hvor hun og Anders vender verdenssituation og synger en inderlig duet i spisestuen, så du hverken kan være i tvivl om, at instruktør Alexander Ohrt har skævet lidt til irske John Carneys bundcharmerende gademusikant-musical ’Once’ fra 2007, eller at Alma og Anders har en fortid som mere end bandmedlemmer sammen.
Trods gode filmforbilleder og et par originale og indiesøde danske sange, hviler ’Blåt lys’ aldrig fuldstændig i sig selv som den charmerende, lille livsfilosofiske musical, den stræber efter at være. Replikkerne er vel improviserede i munden på uprøvede Lasse Aagaard, hvis Anders-karakter irriterer mere, end hvad godt er (genren taget i betragtning), og det konstante analogfilter, der flimrer vhs-uldendt i billedkanterne og skal signalere improvisation, no-budget og autenticitet, forstyrrer desværre filmoplevelsen i sin udtalthed.
På den anden side er det også bare ret skønt at se et ungt, dansk take på en musical henlagt til Aarhus.
’Cinde-fucking-rella’
Instruktør: Anna Louise Petersen Amargós. Manus: Malene Rykær. Medvirkende: Marina Bouras, Mette Klakstein Wiberg, Marie Knudsen Fogh, Jesper Bruhn. Spilletid: 11 min.
Anna Louise Petersen Amargós er egentlig knyttet til den alternative filmuddannelse Super16 som manuskriptforfatter, men afgangsproduktionen ’Cinde-fucking-rella’ er også instruktørsigneret af Amargós. Med sine 11 minutter er komedien her den absolut korteste blandt de i alt syv afgangsfilm, men i og med 9. årgang af Super16 tæller seks optagne på instruktørlinjen må Amargós’ produktion her også regnes for en bonusfilm lidt uden for regi.
Ideen er sjov nok: Askepot på jobcenteret. Forstokkede kvindeidealer fra eventyrets verden møder barsk køkkenvaskrealisme på et af velfærdssamfundets efterhånden mest trøstesløse steder, jobcenteret. Altid seværdige Marina Bouras spiller den stålsatte jobkonsulent Franciska med højt karrierehår og skarpt jakkesæt. Hun er resultatorienteret og løser uløselige problemer, fortæller den slet skjult satiriske eventyr-voiceover os. Og fraskilte Cinderella (Mette Klakstein Wiberg), der verdensfjern valser ind på Franciskas kontor i balkjole og bare gerne vil giftes godt igen, viser sig at være noget af en udfordring for den regelrette jobkonsulent.
Med et flot symfonisk strygerscore leges der bestemt veloplagt med på det drillende livtag med eventyret, men ’Cinde-fucking-rella’ hæver sig aldrig over sketch-niveauet. Der er ikke helt kød nok på ideen til at retfærdiggøre en selvstændig filmproduktion, men der er ikke desto mindre gode satiretakter at spore hos Anna Louise Petersen Amargós.
’Den geniale epoke’
Instruktør: Natalia Anna Ciepiel. Manus: Anders Jeelsmark Mortensen. Producer: Siri Bøge Dynesen. Medvirkende: Joanna Nowakowski, Malwina Migacz, Adam Kaczorowski, Marcelina Misiak, Marcel Misiak, Jan Fabich. Spilletid: 37 min.
En opvaskemaskine, der spøgelsesagtigt klapper lågen i og starter af sig selv. Det er bare et lille øjeblik i Natalia Anna Ciepiels formfuldendte sorgdrama ’Den geniale epoke’, men du kan ikke slippe det igen.
En familiefar går bort og efterlader et tomrum. Men først ser vi scener fra en lykkelig tid – titlens ’geniale epoke’, måske – hvor far, mor og ungerne leger i haven, dækker bord, er på stranden og går tur i skoven. Kameraet nærmest svæver beåndet rundt i haven over græsset, lister rundt i huset og lurer ud af vinduerne i det typiske 1960’er-hus. Med lillebror på skuldrene og storesøster i hånden går far dybere og dybere ind i nåleskoven. Mørket falder på, fuglene kvidrer stadig fra de højeste trætoppe, og grenene på den mosbløde jord giver små knæk fra sig, som de tre bevæger sig frem.
Til sidst forsvinder de ind i den tætte beplantning, og billedet fryser til titelskilt. Fra skovens nærmest magiske, grønne omsluttethed klippes der til ryggen af en organist, der spiller begravelsespræludium. Vi er ude af erindringen og tilbage i virkeligheden.
Der udveksles meget få ord og replikker i ’Den geniale epoke’. Vi hører kun brudstykker af samtaler, på både polsk og dansk, men kan alligevel stykke en families historie sammen gennem billedernes stærke fortælling. Instruktør Natalia Anna Ciepiel, der selv har mistet sin far, har begået en knugende smuk film om magiske minder, sorg og savn, der på en og samme tid synes dybt personlig og universel. Thomas Dyrholms billeder er både ildevarslende og drømmende og sætter sig i dig som en tilstand, lang tid efter sidste scene ruller over skærmen.
’Den geniale epoke’ er en stor, emotionel filmoplevelse, hvor Ciepiel overlegent viser sin særlige, sensitive filmsanselighed.
’En rapport om festen og gæsterne’
Instruktør: Søren Peter Langkjær Bojsen. Producer: Maria Møller Christoffersen. Medvirkende: Simon Bennebjerg, Claudia Gregersen, Peter Christoffersen, Thomas Persson, Jacob Skyggebjerg, Kristine Kujath Thorp, Dalin Waldo, Morten Suurballe, Anders Hove. Spilletid: 79 min.
Søren Peter Langkjær Bojsen samler ultraambitiøst den fremtidsdystopiske tråd op fra førsteårsproduktionen ’Delphi’ i sin spillefilmlange afgangsfilm ’En rapport om festen og gæsterne’.
Året er 2028, da den splitternøgne, unge mand Rudolph (Simon Bennebjerg) skyller i land på en estisk strand sammen med sin livløse, men levende mor. Han siger, hun har fået solstik, og nogle festgæster på stranden hjælper ham med at bugsere hendes ganske store krop ind bag i bilen. Og så kører Rudolph mod Tyskland og siden Danmark. Han er en udefrakommende på en mission. Undervejs tillærer han sig menneskelige adfærdsmønstre og talemåder og rapporterer gennem kabler koblet til mors rådnende krop tilbage til en mystisk organisation. Vist nok.
Simon Bennebjerg suger kameraets opmærksomhed til sig som den mærkværdige emulator Rudolph, der ser fjernsyn og smuglytter på alle omkring sig for derefter at påtage sig personligheder og indynde sig i et kunstnerisk og kreativt nytænkermiljø. Filmen er måske lidt for forgabt i det kunstneriske trip, hvor folk som forfatteren Jacob Skyggebjerg og fotografen Dalin Waldo er seværdige og farverige larger-than-life-personligheder, men ikke driver handlingen frem.
’En rapport om festen og gæsterne’ er løst baseret på den tjekkiske nybølgeinstruktør Jan Němecs politiske satire ’A Report on the Party and Guests’ fra 1966, men Langkjær Bojsen går tech skråstreg cyberpunk på materialet og skaber sit helt eget, imponerende univers.
’Ikki illa meint’
Instruktør: Andrias Høgenni. Producer: Johannes Nørregaard. Medvirkende: Mariann Hansen, Sissal Drews Hjaltalin, Niels Dampe. Spilletid: 22 min.
Mariann Hansen er fast inventar i færøske Andrias Høgennis kortfilm, og det forstår man godt. Det åbne ansigt med de store, lynende øjne og munden, der trækker lidt sørgmodigt nedad, er et atypisk filmansigt, men også rart realistisk. Hansen fremstår befriende fejlbarlig, ikke mindst her i rollen som Elinborg i afgangsfilmen ’Ikki illa meint’.
I dramaet, der som alle Høgennis film har sorthumoristiske nuancer, støder Elinborg ind i den lidt perifere veninde Marita (Sissal Drews Hjaltalin) i osteafdelingen i den lokale Københavner-Føtex. De to færinger småsludrer høfligt, men Elinborg ser beklemt ud, og Marita vil egentlig gerne spørge hende om noget: »Har du blokeret mig på Facebook?« Og ja, Elinborg har blokeret Marita på Facebook. »Men det er ikke personligt« bedyrer hun. De to skilles, men henholdsvis naget og skammen har sat sig. Præcis hvor foruroligende dybt viser sig halvvejs i filmen, hvor fortællingen skifter spor, og alvoren synker ind.
Høgennis afgangsfilm omfavner det færøske ophav og den særlige enklave-stemning, der knytter sig til det unge, færøske fællesskab i København, men er også hverdagsgenkendelig med handletur i Føtex og vores gøren og laden på sociale medier. Filmen tematiserer lidt firkantet digital kontra håndgribelig virkelighed, men Mariann Hansen bærer pointerne hjem, så du næsten glemmer, at det hele nok er lidt banalt.
’lille a’
Instruktør: Cecilie McNair. Manus: Christina Øster. Producer: Birgitte Rask. Medvirkende: Danica Curcic, Iza Mortag Freund. Spilletid: 31 min.
Anna (Danica Curcic) har pakket weekendtasken og er taget til Paris, hvor veninden Caroline (Iza Mortag Freund) bor. Caroline har fødselsdag og er højgravid i sommervarmen, så der er masser at fejre. Men åbningsscenens dystre metrotur, hvor Anna stirrer tomt på sit eget spejlbillede i togets rude, afdækker en giftig tristesse, der løber i venerne i Cecilie McNairs venindedrama ’lille a’.
Den ellers altid coole Anna med styr på lortet og det fede Københavnerliv er ikke helt sig selv. Hun drikker sig for fuld, sover for længe og bider af Caroline, når hun spørger oprigtigt bekymret ind til Annas liv. Det viser sig, at Anna har underlivet fuld af cyster, der vokser vildt som ukrudt og gør hendes chancer for at blive gravid minimale. Og misundelsen over Carolines struttende, højgravide mave er faktisk for meget af det gode til, at Anna kan holde masken.
Curcic spiller Anna med bitterheden mejslet ind i ansigtet og hver en bevægelse. Hun prøver og prøver at smile og lade sig forføre og feste, men depressionen har så godt fat, at alt føles forkert og ord forvrænges, når de kommer ud af munden på hende.
Visse replikker og situationer synes overskrevne og sat unødvendigt på spidsen hist og pist, men det er måske, fordi selve den usagte, men alligevel krystalklare konflikt mellem de to veninder er så stærk i sig selv. McNairs ’lille a’ er en stærk, men giftig pille, hvor blikke egentlig siger mere end tusind ord.
Super16-afgangsfilmene kan ses på Ekko Shortlist til og med 22. november.
Læs også: Oplev Roland Møller og Alex Høgh Andersen ved enestående aften i INPUT-rummet på fredag