‘Hunde’: Hvordan min hund og jeg snøftede os gennem forbløffende god Netflix-serie

Det var under scenen i allerførste afsnit, ’Pigen og hunden’, hvor den 11-årige pige Corinne med epilepsi møder sin toptrænede hjælpehund Rory, at Lucca for alvor spidsede sine oversize ræveører og satte sig ud på kanten af sofaen.

Logrende Rory – en godmodig goldendoodle trænet i at opfange nært forstående epilepsianfald – placerede en blød pote i hårdt prøvede Corinnes barnehånd i det amerikanske, og på Indre Nørrebro lagde papillonblandingen Lucca hovedet på skrå med et interesseret grynt. Der dog delvist druknede i hendes ejers knapt så indtagende snøften.

Jeg er ellers ikke generelt til falds for, hvad kynikere kanske ville kategorisere som følelsesporno, ligesom jeg heller ikke (ofte) fortaber mig i hunde- og kattevideoer for at lindre hverdagens sporadiske vinter-weltschmerz. Men selvom jeg som hundeejer trods alt nok er en anelse farvet, når det kommer til filmskildringer af de firbenede, vil jeg alligevel gå så langt som til at påstå, at der er grund til seriøs bekymring for dit generelle åndelige bidrag til samfundets fællesskab, hvis du kan komme igennem Netflix’ nye dokumentarserie ’Hunde’ uden at mærke hjertevarmen sprede sig helt ned i tæerne. Dyremenneske eller ej.

I karakteristisk kvalitetstung Netflix-dokumentarstil er serien skabt af Amy Berg (den Oscar-nominerede ’Deliver Us From Evil’) og Glen Zipper (’Tales From the Tour Bus’), og de seks episoder instrueres af blandt andre Berg selv, Oscar-vinder Roger Ross Williams (’Life, Animated’, ’Music by Prudence’) Richard Hankin (’The Jinx’) og Oscar-nominerede Heidi Ewing (’Jesus Camp’), som hver især udforsker det ganske særlige bånd, der kan opstå mellem mennesket og dets bedste ven. Og hvordan relationen ikke alene har potentialet til at gøre hundeejeren til et mere empatisk væsen, men også kan formidle mere åbenhjertig kontakt til andre mennesker.

Too much? Overhovedet ikke.

Hunde-tv-trance

’Hunde’ mestrer kunsten at reducere sit publikum til flæbende bunker af kleenex – og hypnotisere deres pelsede venner! – uden at der går kynisk kalkule i formen:

Man behøver ingen violiner på soundtracket for at skildre det fundamentalt rørende i, at hjælpehunde og deres uforlignelige sanser kan ændre tilværelsen radikalt for handicappede børn, og da en lille pige med hinkestensbriller og skæv rygrad således stavrede pavestolt af sted med en hånd på ryggen af den hund, der blev hendes motoriske støtte og ekstra øjne, opgraderede min snøften sig til et hulk så inderligt, at Lucca for et kort øjeblik lod sig rive ud af sin egen hunde-tv-trance og sendte mig et lettere bekymret blik over skulderen.

Så var vi alligevel begge anderledes anspændt fokuserede under seriens mest utrolige afsnit, ’Dygtig, Zeus’, instrueret af Amy Berg selv. Filmskaberen følger syriske Ayham, der er flygtet til Berlin, mens hans højtelskede malamut-hund Zeus (med hang til skønsang) stadig er i Damaskus, hvor Ayhams tidligere roommate – en bassist, der ikke har arbejdet, siden krigen fik al fest til at forstumme – passer ham. Ayhams forældre og søskende har valgt at blive i Syrien, og Zeus er dermed muligvis det eneste ’familiemedlem’, Ayham nogensinde kommer til at se igen – hvis det da ellers lykkes at smugle hunden ud af det krigshærgede land, mens bomberne falder. Det var ikke kun Luccas nakkehår, der rejste sig undervejs.

Ayham og Zeus’ historie er en fortælling om håb, håbløshed og fuldstændig uselvisk medmenneskeligt mod, idet Ayhams venner risikerer livet for at redde den store bamse af en hund, hvis uforanderligt glade hoppeboldsgemyt, de alle har knyttet sig tæt til, mens konturerne af deres egne normale liv smuldrer. Berg giver et imponerende nærværende og sympatisk indblik i flygtningekrisens skæbner fra ofrenes perspektiv, der rumsterer i hovedet længe efter afsnittet er ovre – om end Lucca nu nok mest drømte om majestætiske Zeus, da hun rullede sig sammen i en tiltrængt morfar oven på spændingshighlightet.

Således gav den smagsprekære teenagehund sin mening om seriens efterfølgende afsnit, ’Ice på Vandet’, til kende ved at snorkboble med maven i vejret igennem samtlige 50 minutter. Jeg synes ellers nok, at Roger Ross Williams stilfærdige portræt af den økonomisk udfordrede italienske fisker Alessandro og hans aldrende labrador Ice var et poetisk lille billede på en gammel industrikultur i opbrud, men det er svært at værdsætte alderdommen, når man selv er otte måneder ung.

Hvorfor det klart også mere var Luccas kop te at blive introduceret til de vimsende småhunde (særligt de mange cavalier king charles-charmører satte gang i halemekanikken) og deres ditto pyntede ejere hos en japansk hundefrisør i seriens mest komiske afsnit, ’Slip saksen’.

Lucca peb begejstret og hoppede på stedet i sofaen – ingen tvivl om, at de groomede babysubstitutter var hendes ide om en tåkrummende underholdende sitcom – men kapitlet viste sig imidlertid at være et letbenet intermezzo inden den mere alvorstunge ’Fristed for strejfere’ om parret Álvaro og Lya, der driver et hundehjem i Costa Rica (børn frarådet, lommetørklæder anbefalet).

Vrimlen af uønskede hundevenner fra gaden gjorde nær ved Lucca svimmel, samtidig med at hun duttede min kleenexknugende hånd med sin lille fugtige snude i nogenlunde samme forvirrede ærinde, som når jeg som barn undrede mig over, hvorfor min mors stemme af uransagelige årsager blev grødet under højtlæsning af ’Brødrene Løvehjerte’. Lykkelige uvidenhed…

Hunden over husbonden

I modsætning til kattedokumentaren ’Kedi’ fra 2016, der forvandlede sine pelsede hovedroller til individuelle stjerner, bliver ’Hunde’s hunde i stedet brugt som universelt elskelige katalysatorer for at fortælle menneskelige historier, der langt fra er så tuttenuttede, som seriens trailer og nostalgiske introsang giver udtryk for.

Lykken kan være bittersød for både mand og hund, og ’Hunde’s instruktører gør et forbilledligt stykke arbejde med at balancere det søde med de alt andet end rosenrøde realiteter: Corinnes voldsomme anfald vil forværres med alderen, hundehjemmet mangler akut finansering og Como-søens svindende fiskebestand truer Alessandros familievirksomhed.

Hundene kan ikke ændre verden, hvor energisk de end logrer, men de kan give deres ejere et mere positivt syn på den ved at være en trøstende konstant, et optimistisk holdepunkt, hvis imødekommenhed inspirerer til øget nærvær og selvværd, når mennesket ser sig selv i hundenes tilbedende brune øjne:

Det tyske samfund behandler Ayham som en »stakkels flygtning«, men for Zeus’ er han Superman, ligesom Corinne og de andre børn ikke længere først og fremmest er »dem med handicappet«, men dem med de seje hunde, alle vil hilse på. På et tidspunkt bedyrer en barnløs japansk kvinde i ramme alvor, at hun ville redde sin hund over husbonden, hvis hjemmet brændte. Småskørt, tænker man, og så alligevel ikke helt, når ens sjæl bliver til varmt smør efter bare seks timers potemassage.

Antidyremennesker (som jeg og alle andre hundeejere selvsagt nærer en naturlig skepsis til) vil givetvis rulle med øjnene, men ’Hunde’ indgyder fornyet tro på det gode i mennesket igennem hundenes tiltro til, at vi behandler dem og hinanden ordentligt. Og det gør den til den bedste serie, du lige nu kan forkæle dit vinterkolde hjerte med.

Skulle jeg hilse og sige fra Lucca.

Læs også: Anmeldelse: ’My Brilliant Friend’: Pigerne er uforglemmelige i HBO’s serie over bestsellerfænomen