Læs mere på Soundvenue.com/fremtidsprisen
Emil Næsby Hansen debuterede tidligere på året med sin empatiske dokumentarfilm om 17-årige Skjold og 18-årige Isabel, der føler sig igennem deres nylige break up. Over en lang sommer i København indfangede instruktøren op- og nedturene i ekskæresteparrets forsøg på at bevare venskabet – uden nogensinde at dømme dem.
Følelserne virker så ægte, at det nogle gange føles, som om kameraet slet ikke er til stede. Men Næsby Hansen har været med hele vejen. Han tilbragte seks måneder med Skjold og Isabel, inden han tændte for sit kamera. Han blev venner med dem, og den tillid kan man ikke fake.
Emil Næsby Hansen er uddannet fra den alternative filmskole Super16 og debuterede i det lange dokumentarformat med ’Skjold & Isabel’. Her indfanger instruktøren både de ømme øjeblikke, de kærlige blikke og de sårede følelser – så præcist og konkret, at det næsten også føltes som et intimt generationsportræt. Filmen havde verdenspremiere på CPH:DOX og fik siden dansk biografpremiere til strålende anmeldelser. Nu er den udtaget til verdens største dokumentarfilmfestival i Amsterdam, og snart udkommer den på DR som webserie.
I anledning af Emil Næsby Hansens nominering til Fremtidsprisen 2018 har vi bedt ham afslutte 10 sætninger, der giver et indblik i, hvem han er, og hvad han står for.
Jeg blev først og fremmest dokumentarinstruktør, fordi…
»… jeg vildt godt kan lide at bevæge mig frit rundt og møde nye mennesker. Det udgør ligesom det at lave dokumentarfilm. Det åbner verden og mennesker op for en, når man går rundt med sit kamera.
Det, der også tiltrak mig til at starte med, var, at det var så råt. Dokumentaren er filmens svar på freestyle-rap. Du kaster dig ud i det, og du ved ikke, hvad der sker. Men du er åben over for en masse muligheder, og det åbner din hjerne op på et plan, der kan føre til mange gaver«.
Folk tror nogle gange, at jeg…
»…er langsom. Jeg kan mærke, at folk har svært ved at placere mig«.
… Men jeg vil gerne have, at de ved, at…
»…at det er en nødvendighed for mig. Jeg har brug for langsomheden, fordi den måde, jeg oplever verden på, gør, at jeg har brug for at tage et skridt ad gangen. Jeg skal orientere mig om hele rummet, og hvad der sker – hver gang jeg træder ind i det. Og dermed insisterer jeg på langsomhed.
Jeg er ikke så god til at lukke af, hvilket jo er en klassisk ting i forhold til det, jeg laver. Man går ind et sted, hvor der sker en masse, og så kan man nogle gange blive overvældet af det. Så bliver man nødt til at gå langsomt frem«.
Om fem år er min største drøm, at jeg…
»…er et sted, hvor jeg er stolt og motiveret hver dag og stadig har en lyst til at lave det, jeg gør. Jeg håber, at jeg har lavet en film til og er i gang med den næste, og at jeg har et dejligt hus at bo i med min familie.
Det er så supersimpelt, at jeg slet ikke ved, om det er en drøm«.
Hvis jeg kunne være en anden person i filmverdenen i en uge, skulle det være…
»…Terrence Malick. Jeg har hørt, at han bor ude på en ranch i Texas. Det synes jeg lyder dope. Og så laver han film meget sjældent – i en periode gik der tyve år. Det er igen langsomheden, som jeg synes, er rigtig fed. At man laver en film, når der er en film, og ikke bare for at have et levebrød.
Jeg kan godt lide dem, der laver noget, når de virkelig har noget på hjertet. Nu laver han film oftere, men det har måske også bare noget at gøre med, at han er blevet mere bevidst om, at han skal dø. Så er der noget, der skal laves, kunne man forestille sig.
Hans film er meget flydende. Kameraerne glider rundt og filmer trækronerne. Han er bare i momentet, og alt andet er opløst. Jeg har hørt, at han har sagt til sin klipper, at han bare skulle forestille sig at klippe filmen som en flod, der løber. Det beskriver Malick meget godt, synes jeg. Han er sådan lidt ude i kosmos og kan nemt blive fanget af noget, som han så dvæler ved«.
Når jeg arbejder, sørger jeg altid for, at…
»…være fucking åben over for alt. Det er mit vigtigste værktøj: At jeg er åben, nysgerrig og ikke dømmer nogen. Man skal hele tiden føle sig åben over for hvert menneske og hver en situation. Det er det, jeg er god til.
Jeg tror helt sikkert, man kan mærke, hvis den person, der filmer en, ikke er dømmende. Så taler man mere frit. Man bliver mere intelligent, fordi man tør åbne op. Og man kommer mere og mere i kontakt med sig selv, sit sprog og sin erindring. Det er det, jeg går efter at vække i folk. At de kan være trygge og åbne sig op. At de kan mærke, at jeg er interesseret i, hvad de har at sige, ligegyldigt hvad«.
Hvis jeg kunne tvinge alle mennesker til at se én film eller serie, så skulle det være…
»…’Under the Skin’ med Scarlett Johansson. Den fuckede med mig på en virkelig fed måde.
Jeg så den helt alene i en fyldt sal i Cinemateket. I starten var skærmen sort, kan jeg huske. Det er meget normalt. Så blev skærmen hvid, og så var lærredet bare forvandlet til en kæmpe lampe, der lyste salen op. Det var med til at gøre mig opmærksom på det magiske rum, biografen er.
Og så alle de mennesker, som Scarlett Johansson lokker ned i den der suppedas, som en anden sirene… Det var en virkelig psykedelisk og cinematisk film, der var enormt dragende for mig«.
Når jeg går gennem svære perioder i mit liv, prøver jeg at huske, at…
»… det går over igen. Ting bliver jo løst på den ene eller den anden måde, og hvis ikke, så gør tiden det. I øjeblikket kan jeg bare kigge på min dreng, og så er jeg tilbage. Og ellers prøver jeg at huske at trække vejret helt ned i maven«.
Hvis jeg skulle lave én ting om i filmbranchen, skulle det være…
»…at man aldrig taler om at lukke talentordningerne som New Danish Screen. Nu fik den heldigvis lov til at fortsætte med denne filmaftale, men tænk hvis den forsvandt – det ville være et kæmpestort tab. Der er kommet de meste hjernedødt fede film ud fra New Danish Screen på det sidste – ’Den skyldige’, ’Vinterbrødre’… Selvfølgelig skal man ikke fucke med det«.
Man skal ikke stoppe kilden til floden.
Når jeg vinder en Oscar – eller Soundvenues Fremtidspris! – er den første, jeg vil takke…
»…min ven og producer Emil Kramhøft Dinsen, der har produceret ’Skjold & Isabel’. Han har været med hele vejen. Nogle gange er man ved at brække nakken og får lyst til at skifte spor, men når han og jeg går kolde på hele det her game, så skiftes vi til at trække hinanden op på hesten igen.
Det har vi gjort, lige siden vi blev færdige på Super16. Vi sad på et kontor på Ryesgade hver dag og prøvede at opfinde den dybe tallerken ud af ingenting. Og prøvede at få nogen til at tro på os og give os nogle penge til filmene. Det er jo det, man skal, og det er et langt, sejt træk. Der havde vi ligesom hinanden, og det synes jeg bare var så fedt. Hvis det bare var mig selv, der indimellem rev en producer lidt i ærmet, så ved jeg ikke, hvor jeg havde været i dag«.
Emil Næsby Hansen, Carla Philip Røder, Anna Emma Haudal, Rasmus Kloster Bro og Nadim Carlsen er de fem nominerede i Fremtidsprisens filmkategori 2018. De kommende dage annonceres de fem nominerede i musikkategorien – og vinderne offentliggøres i slutningen af måneden.
Soundvenue uddelte for første gang Fremtidsprisen sidste år. Her vandt instruktør Annika Berg (‘Team Hurricane’) i film/tv. Erika de Casier vandt i musik. Se de øvrige 2017-nominerede her.
(Interviewet med Emil Næsby Hansen er lavet af Jakob Freudendal).
Nomineret til Fremtidsprisen #1: Rasmus Kloster Bro har skabt den mest intime katastrofefilm nogensinde
Nomineret til Fremtidsprisen #2: Nadim Carlsen er billedmager på årets to mest markante arthousefilm i Skandinavien
Nomineret til Fremtidsprisen #3: ‘Doggystyle’-skaber – »Jeg prøver at huske at spise, sove, skide og være glad – præcis som en baby«
Nomineret til Fremtidsprisen #4: Dansk films nye store skuespiltalent Carla Philip Røder er fuldstændigt frygtløs