’Robin Hood’: Fattigt reboot stjæler fra rigere inspirationskilder
Hurtig håndsoprækning: Hvor mange har drømt om at se et gritty reboot, der fortæller Robin Hoods forhistorie?
’Robin Hood’ forsøger at gøre, hvad ’Batman Begins’ gjorde for den kappeklædte hævner, for her er ingen Sherwood-skov i miles omkreds. Og akkurat som ’Batman Begins’ viser ’Robin Hood’ hovedkarakterens vej fra arrogant rigmand til de svages forkæmper.
Før han hed Hood, hed han Robin af Loxley (Taron Egerton): en adelsmand, der lever en bekymringsløs tilværelse med sin elskede Marian (Ewe Hewson). Idyllen ødelægges, da Robin sendes på korstog af den brutale sherif af Nottingham (Ben Mendelsohn). Da han vender hjem to år senere med sin nye kompagnon John (Jamie Foxx), opdager Robin, at han er blevet erklæret død, at hans elskede ligger i en andens arme, og at sheriffen er godt i gang med at stjæle fra de fattigste.
Robin beslutter sig på en og samme tid for at blive en revolutionær tyv og genindtage sin plads som adelsmand for at infiltrere de gemene planer.
Der er ikke skelet meget til tidligere filmiske fortolkninger af Hood-myten, som har fundet vej til lærredet over 50 gange siden den første i 1908, men i stedet mod storslået action og fantasy som ’Gladiator’ og ’Game of Thrones’. Især de første sæsoner af HBO-serien – før drager og White Walkers for alvor gjorde deres indtog – lader til at være den primære inspiration i skildringen af magtspil og intriger.
Men kampen om magten i ’Game of Thrones’ er langt mere kompleks end i ’Robin Hood’, hvor der aldrig opstår nogen tvivl om, hvem der er på hvilken side. Det bliver hurtigt ligegyldigt at se Robin snyde sig ind bag fjendens linjer. I det mindste får vi med jævne mellemrum en række adrenalinfremkaldende actionscener.
Kampscenerne minder om moderne krigsfilm med pile, der lyder som maskinpistoler – og de er ret uoriginale. De er klippet i et så højt tempo, at man mister overblikket, mens spændingen tvinges igennem et overdøvende Hans Zimmer-inspireret soundtrack. Det er en skam, for den danske bueskytte og Youtube-fænomen Lars Andersen har haft en finger med i spillet til at oplære skuespillerne i at skyde med bue og pil på en effektiv og historisk korrekt måde, der ikke før er set på film.
Selvom Taron Egerton er et mere oplagt valg til titelkarakteren, end Russel Crowe var i Ridley Scotts fortolkning fra 2008, savner man stadig figurens karisma. Han er ikke den folkekære gavtyv, der gør ham så elskelig. Den humor og charme, som Robin Hood plejer at bringe med sig, er fraværende i en film, der tager sig selv forbavsende og unødvendigt seriøst.
De øvrige karakterer har ikke meget andet at tage sig til end at levere tynde oneliners. Selv altid karismatiske Jamie Foxx er helt forglemmelig. Den eneste, der gør indtryk, er Ben Mendelsohn som den gennemført onde sherif. Han syder og spytter sine replikker (»jeg koger dig i dit eget pis«) med så meget afsky, at man hurtigt elsker at hade ham. Præcis som i ’Rogue One’, ’Ready Player One’ og så mange andre film, han har lavet.
Og nu vi er ved ’Rogue One’, er det besynderligt, hvor tæt Mendelsohns outfit som leder af dødsstjernen minder om sheriffen af Nottinghams. Generelt er både kostumerne og kulisserne i ’Robin Hood’ en besynderlig blanding af fortid, nutid og sci-fi.
Det retningsløse design afspejler hele filmen, der vil være lidt af hvert, fra cool actionfilm til politisk thriller. Den lykkes ikke rigtigt med nogen af delene.
Kort sagt:
Med mindre man er vild med ild og pile i slowmotion, er der ikke meget at komme efter i ‘Robin Hood’ anno 2018.
Læs også: Jesper & Julie spidder deres generation i samtale med Mathias Helt i INPUT på torsdag