Siden han i 2002 skabte overskrifter med skandaleværket ’Irréversible’, har fransk-argentinske Gaspar Noés navn stået bøjet i rød, summende neonskrift henover den europæiske arthouse-scene. For nogle en frastødende advarselslampe, for andre et forførende blikfang, men for de færreste et navn og et syn, der kan ignoreres.
Både før og siden ’Irréversible’ har Noé skubbet alverdens filmgrænser som en anden Lars von Trier, og med den biografaktuelle ’Climax’ gør han det igen. Filmen, som vi forleden kastede fem stjerner efter og kaldte »flot, vild og djævelsk (u)lækker«, er en kras punch med alle auteurens kendetegn i bowlen: Svimlende kamerature, løsslupne kønsdrifter, brutal vold og lommefilosofiske slogans, der staver håbløsheden i blokbogstaver.
Vi rangerer de seks film, der foreløbigt er kommet ud af Gaspar Noés grænsebrydende hoved.
6. ’Love’
Gaspar Noé rugede angiveligt på idéen til ’Love’ i over 15 år, inden han i 2015 fik sin fysisk virile, men åndeligt slappe 3D-pornofilm sat i verden. Et faktum, der måske, måske ikke underbygger instruktørens eget ’Irréversible’-slogan om, at »Le temps detruit tout« (»tiden ødelægger alt«).
Historien om en ung amerikaners seksuelle eskapader i Paris er udstyret med skuespillere, der tager begrebet ’dedikation’ til et niveau, man normalt kun bevidner i enerum med sin laptop. Med andre ord er sexscenerne den purægte vare, og mens nogle af dem er pivfrække, er andre moderat ophidsende eller småkedelige.
De usimulerede sexscener er ikke kun det bedste ved Gaspar Noés sengekantsfilm, men nærmest også det eneste velfungerende. Godt nok er hovedrolleindehaver Karl Glusman fysisk leveringsdygtig, men han er også underligt åndsfraværende, og mens man dukker sig for sæd i filmens 3D-money shot, udebliver den følelsesmæssige livagtighed gennem de ni kvarter, ’Love’ varer.
Spot i øvrigt Gaspar Noé i en besynderlig cameo som galleriejer med fake-briller og paryk. Eller lad være. Det gør hverken fra eller til.
5. ’Carne’
En hestemave skæres åben, og en syndflod af indvolde forlader kadaveret.
Sådan gør Gaspar Noé sin både dybt upassende og sært passende entré på den moderne filmscene i debutfilmen ’Carne’. Den kun 38 minutter lange affære fortæller en ikke specielt mindeværdig, men nogenlunde interessant og pænt ubehagelig historie om en hesteslagter, der hader alt og alle – på nær sin datter, som han elsker og begærer.
Portrættet af en vred mand med blod på forklædet og lyst til sit eget afkom er lige så trøstesløst, som det lyder. Det samme er de statiske billeder af den triste franske forstad, filmen foregår i. Grundlæggende er vi meget langt fra Gaspar Noés senere så ikoniske kamera-karruselture og dundrende bas-soundtracks, men teknisk markerer ’Carne’ sig trods alt med akavede jump cuts tilsat pistolskud og choklyde. Effekter, der originalt og forbavsende effektivt udtrykker hovedpersonens indestængte vrede og utilregnelige temperament i tide og utide.
38 minutter er dog ikke meget at rive i, og selvom Noés slagter-tematik er spændende, virker kødets metaforiske plads i fortællingen mest af alt som resultatet af en provokationslysten associationsleg. På den måde bærer ’Carne’ også præg af at være en skitse til spillefilmdebuten ’I Stand Alone’, der syv år senere – i 1998 – tog historien om den psykopatiske slagter til nye, rigere og mere rystende højder.
4. ’I Stand Alone’
»If you saw this man walking towards you, you’d cross the street. Director Gaspar Noé decides, instead, to take a walk inside his brain«.
Så simpelt og rammende præsenteres ’I Stand Alone’ på bagsiden af sit dvd-cover, og holder man som publikum af en spadseretur efter filmmørkets frembrud, fås terrænet ikke meget mere usikkert og udfordrende end i Gaspar Noés første spillefilm.
Som en fransk pendant til ’Taxi Driver’ er ’I Stand Alone’ et fortættet, klaustrofobisk og moralsk anstødeligt karakterstudie, der genintroducerer den navnløse hesteslagter (igen spillet ubehageligt og upåklageligt af veteranen Philippe Nahon) og minder os om, hvorfor vi ikke har savnet ham siden sidst. Efter at have banket sin højgravide kærestes mave til plukfisk drager han denne gang ud i natten for at finde et nyt arbejde eller for i det mindste at blive genforenet med sin store kærlighed, datteren.
Tager man med på rejsen helt ind i slagterens tjæresorte sjæl, er der sat kurs mod en sand mareridtsdestination. Inden da giver Gaspar Noé dog sit publikum en tidsfrist – helt konkret en nedtælling på 30 sekunder – til enten at forlade filmen eller blive siddende. Et radikalt indgreb, der får pulsen til at stige, og som understreger Noés tendens til med nærmest sadistisk fornøjelse at sætte sit publikums alarmsystem i beredskab.
Der er dog grund til at beholde ja-hatten på, hvor grotesk det end måtte føles: Som filmoplevelse kan ’I Stand Alone’ forekomme fornedrende, ja nærmest fordummende sortsynet og modløs i sit portræt af en psykopat under samfundets radar, men som et frygtløst karakterstudie er den et lille, mærkeligt mesterværk.
3. ’Climax’
Filmiske sansebombardementer fås sjældent mere fuldendte end ’Climax’, Gaspar Noés biografaktuelle film om en gruppe dansere, der sendes på et ufrivilligt trip ind i den kollektive krybdyrhjerne.
Hvor denne listes 1’er og 2’er flere gange spænder publikums tålmodighed til bristepunktet, er der noget anderledes ligefremt og instinktivt medrivende over ’Climax’ og dens præmis: Tag tyve dansere, mix noget i deres drinks og lad djævelskaben udfolde sig til lyden af smerteskrig og hårdtpumpede 90’er-housetracks.
Pier Paolo Pasolinis berygtede 70’er-klassiker ’Salo’ – hvori en gruppe unge italienere pines til døde af fire rigmænd på et slot – har altid været et af Gaspar Noés udtalte forbilleder, og i ’Climax’ giver blandingen af one-location og kollektiv tortur indtryk af en alternativ homage. Modsat Pasolinis rankryggede kulde er der dog noget sanseligt og varmblodigt at spore hele vejen igennem Noés dødedans, og selvom man sidder mørbanket tilbage i biografsædet, er det også svært at skjule et livsbekræftet smil på læben.
I sidste ende er ’Climax’ måske ikke frygteligt meget andet end en teknisk blæret don’t do drugs-film, men som fysisk filmoplevelse er den slet og ret i særklasse.
2. ’Enter the Void’
Du vågner på dit værelse i Tokyo. Tager psykedeliske stoffer. Går i byen. Bliver skudt.
De første 25 minutter af ’Enter The Void’ er sit eget døsige og psykedeliske mesterværk set fra øjnene af filmens hovedperson, den unge stofmisbruger Oscar. Her finder man på mange måde Noés karrieremæssige climax – en nærmest mediefagspubertær, men også grænseløst fascinerende idé, der realiseres med den højest tænkelige grad af audiovisuel troværdighed.
Oscar efterlades i blødende fosterstilling på et diskotekstoilet, mens kameraet forsvinder op i loftets glødepære. Herfra er alt, hvad der foregår i den over to en halv time lange film, nærmest op til fortolkning, hvilket naturligvis har delt vandende. Hvor nogle irriteres over de mange (til tider også for mange) gentagelser, glider andre (heriblandt undertegnede) gradvist længere ind i Noés hypnotiske feberdrøm, i takt med at den bevæger sig længere og længere ud over kanten.
Sikkert er det nemlig, at Gaspar Noé med ’Enter the Void’ tager os steder hen, vi aldrig har været før. Filmen, der har været Noés drømmeprojekt, siden han som ung så point-of-view-filmen ’Lady in the Lake’ under indflydelse af stoffer, kan bedst beskrives som en krydsning mellem den logiksmeltende Stargate-sekvens i ’Rumrejsen år 2001’ og den trippende socialrealisme i ’Transpotting’. Men ikke engang den sammenligning synes dækkende, når tid, rum og skæbner bøjes så kreativt og smukt som her.
Bonusinfo: Snyd ikke dig selv for filmens allerede legendariske intro-tekster, der som et virusramt arkadespil karikerer Tokyos neonhelvede på to minutter. Den visuelle stil røg senere en tur gennem Kanye Wests kopimaskine i videoen til ’All of the Lights’, men har aldrig stået vildere og stærkere end her.
1. ’Irréversible’
Brandslukkeren eller voldtægten?
Spørgsmålet om, hvilken af de to udpenslede voldscener i ’Irréversible’ der er værst, har det forståeligt nok med at overskygge selve filmen. Inde bag postyret gemmer der sig dog en unik, gribende og på flere planer uforglemmelig film, der fortsat må siges at være Gaspar Noés bedste.
Franskmandens gennembrud gik sin infamøse sejrsgang i 2002, hvor biografseere udvandrede i hobetal. Ifølge Noé selv var det dog helt efter planen – på soundtracket (skabt af Daft Punk-halvdelen Thomas Bagalter) finder man lavfrekvente lyde, der bevidst går efter at vække kvalme i menneskekroppen, imens det hidsigt roterende kamera imiterer søsyge med en sadistisk iver.
Historien om en voldtægt og en hævnakt fortalt baglæns føles på overfladen også mest som et påskud for filmiske provokationer – eller som et uoriginalt påfund i kølvandet på Christopher Nolans to år yngre ’Memento’. Det varer dog kun, indtil filmen for alvor åbenbarer sig og træder ind i sin sidste tredjedel, hvor Vincent Cassel, Monica Belluci og Albert Dupontel skal redde stumperne af et radbrækket plot – og på mirakuløs vis gør det.
For alt det frygtelige er sket. Tiden er spolet tilbage, og beretningen om en helvedesnat i byen kan i ro og mag tage sin begyndelse.
Det paradoksale ved ’Irréversible’ er, at den for alt i verden er en film, man ikke har lyst til at gense, med mindre man vil dyrke Noé og hoffotografen Benoît Debies suveræne, skoledannende kameraarbejde og natklubæstetik. Men gør man det, bliver ’Irréversible’ ikke blot en bedre film – den bliver en helt anden, mere levende og følelsesmæssigt langt mere fyldig oplevelse, hvor de grafiske rædsler transcenderes af de bagvedliggende følelser.
Og hvor spørgsmålet om hævnoffer og gerningsmand sender et gys igennem kroppen, når først femøren falder.
Læs også: Interview med Gaspar Noé – »Jeg kan virkelig godt lide hadefulde anmeldelser«