UGENS STREAMINGTIP. På hvor mange måder kan et menneske myrdes med et spil pool?
De fleste actionfilm flirter med vold i sin rene form, men forstår også, at genren handler lige så meget om det, der sker omkring volden: karakterrelationer, fotografering, musik, klipning, optakt og efterspil. Men i den indonesiske actionfilm med den saftige titel ’The Night Comes For Us’ virker voldshandlingerne til at være målet i sig selv.
Handlingsforløbet er papirstyndt. Ito (Joe Taslim fra ’The Raid’), et indonesisk medlem af den kinesiske triade, forråder sine frænder for at redde en lille pige fra henrettelse. Straks bliver det et ræs mod tiden, da Ito skal have pigen fragtet sikkert fra Jakartas havn, alt imens en gruppe af triadens hårdeste håndlangere kaldet The Six Seas jagter ham og hans allierede gennem natten.
Filmen placerer sig med andre ord i selskab med amerikanske og europæiske actionfilm som ’Man on Fire’ og ’Leon’, hvor en regelret lejemorder vælger at smide alle principper over bord for at redde noget rent og perfekt – det er altid en pige – fra en korrumperet, maskulin underverden. Og i processen også redde sin egen sjæl med det korporlige hylster som løsesum.
Det er dog ikke plottet, der gør ’The Night Comes For Us’ interessant. For at forstå, hvorfor filmen – der er udkommet direkte på Netflix – er en af dette års helt store actionbaskere, bliver man nødt til at forstå kampstilen bag filmen: Pencak Silat.
En ny kampstil
Indonesisk film fik bevågenhed med den walisiske instruktør Gareth Evans’ gennembrud ’The Raid: Redemption’ fra 2011. Instruktøren bringer en god del intelligent kameraarbejde og snarrådighed til skærmen, men den sande stjerne er holdet af martial arts-folk, som brillerer foran kameraet. Navnlig den unge Pencak Silat-udøver Iko Uwais, der ikke blot er filmens hovedperson, men også dens stuntkoordinator.
Pencak Silat er nøgleordet for ’The Raid’s succes. Den indonesiske kampsportsgren er en dynamisk fuldkontaktsport, der inkorporerer våben, hvor kamppositioner konstant adapteres efter den givne situation. Den hidsige kombination af høje spark, pludselige greb og pins, der ender i nakkebræk og knuste knæskaller, gør kampsporten visuelt unik og åbenlyst appellerende for en filmskaber med et lille budget og stor fantasi.
Gareth Evans bruger kampstilen til at skabe voldsomme og opfindsomme konfrontationer som én gangscene, hvor Iko Uwais kæmper sig igennem femten machetebærende gangstere i en smal opgang med hjælp fra en baton og en kniv. Det er som at være tilbage ved ’Oldboy’ i 2003’.
Hvis gun-fu-kampstilen fra ’John Wick’ ligner en ballet af arteriesprøjt og død, er ’The Raid’ som en impromptu jazz-session: Komplet uforudsigelig og magnetisk at overvære.
’The Night Comes For Us’ gør også brug af Pencak Silat i actionscenerne og har sågar lånt mange af de samme folk, der stod bag de to ’The Raid’-film. Joe Taslim og Iko Uwais spiller ligesom i ’The Raid’ over for hinanden som to brødre på hver sin side af en dødelig konflikt, men denne gang er rollerne byttet om. Det er godt tænkt, at skoledrengen Iko Uwais for første gang spiller skurken, mens Joe Taslim er forrygende som antihelten Ito, der virker lidt for glad for at hænge håndlangere op på slagtekroge. Julien Estelle kigger også forbi og har skiftet hamrene og solbrillerne fra ’The Raid 2’ ud med en lydløs maskinpistol og motorcykel.
Knækket kø i brystkassen
Det helt store skift skal dog findes i instruktørstolen, som indonesiske Timo Tjahjanto indtager. Han har tidligere instrueret Pencak Silat-filmen ’Headshot’ – også med Iko Uwais og Julien Estelle – men har sine rødder i gysergenren med segmenter for ’The ABC’s of Death’ og ’V/H/S 2’ samt den indonesiske kannibalfilm ’Macabre’.
Rødderne mærkes. Og det fører os tilbage til poolbordet.
Én får en knækket kø i brystkassen. En anden får flækket kraniet med et net fyldt med kugler. En tredje bliver kastet mod banden med hovedet først. En fjerde får hånden tvunget ned i et af hullerne og slået hårdt bagover, så hele armen vrides om ved albuen. Og så har vi slet ikke snakket om, hvad der sker, når nogen får fat i et våben. Vi siger farvel til et sæt nosser via en sylespids krog, mens en politimand får renset øregangene med en salve fra en M16 på klods hold.
Actionscenerne skiller sig ud ved at være langt mere gruopvækkende end adrenalinpumpende. Ved at laserfokusere på voldsudgydelserne og gøre dem til et spektakel i sig selv læner filmen sig op ad New French Extremity: en ultravoldelig fransk horror-subgenre, der overrumpler seeren med grafiske mord- og voldsscener. Samtidig sender de tunge synthtoner fra underlægningsmusikken konstant lange øjne mod horror-genren.
Filmens chokerende action komplimenterer en nihilistisk historie om desperate gadekriminelle og gangstere i Jakarta, der slås, henretter og myrder uden meget andet motivation end at fortsætte igennem den næste modstander til sidste blodsdråbe. Det er passende, at filmen klipper til rulleteksterne, mens Ito gasser op mod endnu en gruppe arrige modstandere, blodtørstig efter mere. Kampen er aldrig slut.
Læs også: Det skal du streame i november: Coen på Netflix, DR3-satsning og Ben Stillers fængselsflugt