’The Innocent Man’: True crime på Netflix, som vi efterhånden kender det lidt for godt
True crime er blevet seriernes svar på superheltefilm. Man kunne undersøge moster Inges langfingrede fangst af gravad laks i Fakta, og det ville se intenst cool ud. True crime er først og fremmest en effektiv fortælleformel. Genreparodierne vidner om, at indholdet kan være fjollet og rigtigt fjollet og stadig pirre din indre snushane – så længe formlen følges.
John Grisham kan om nogen fortælle en (formel)historie. Med sin jurabaggrund leverede han forlæg til en stribe thrillers i 90’erne om magtmisbrug og korruption i retssystemets top. ’The Firm’, ’A Time To Kill’, ’The Pelican Brief’, og vi kunne blive ved. ’The Innocent Man’ fra 2006 var Grishams første bog bygget på en virkelig sag.
»Folk ville ikke tro på det, hvis jeg skrev den som fiktion«, understreger bestsellerforfatteren i Ross M. Dinerstein og Clay Tweels nye viderebearbejdning af ’The Innocent Man’ på Netflix.
Muligvis, men efterhånden er vi så velbevandrede i true crime, at tilfredsstillelsen ved håndteringen af genrens løbende vildledninger og argumentationsudfoldelser betyder mindst lige så meget som den enkelte menneskeskæbne. Som følelsen af god fiktion.
Først har vi sceneopsætningen. Ada, en lille fredelig og bundreligiøs by i Oklahoma, er for evigt formørket af to bestialske mord på pigerne Debbie og Denice i henholdsvis 1982 og 1984.
Dernæst har vi de formodede skyldige. Tommy Ward og Karl Fontenot, den ene mere enfoldig end den anden, tilstår på gamle forhørsoptagelser at have voldtaget og myrdet Denice, hvis lig ikke er fundet. Profiloptegningerne med Fontenot, der som barn var tvangsindlagt til sin fars dyrekopulation, og de for genren notoriske noir-skyggefulde rekonstruktioner fremstiller sagen som en no-brainer.
Så spiller man retningsændringskortet. Flere detaljer i vidneudsagnet stemmer ikke overens. På de pixelerede optagelser taler Ward om at være i et drømmestadie under mordakten. Til slut får vi Ward i 2017, som roligt og fattet insisterer på at have siddet 33 år i fængsel for en forbrydelse, han ikke har begået. En velanbragt cliffhanger.
Der følger nu to afsnit med fokus på Debbie-sagen som rygdækning for hovedpåstanden om Ward og Fontenots uskyld. Her blev Dennis Fritz og Ron Williamson ligeledes udpeget som klokkeklare dræbere og sad på dødsgangen, indtil fremskridt inden for DNA-teknik kastede nyt lys over det lokale politi og specielt én anklagers tvivlsomme metoder.
Drømmemotivet går igen i mordtilståelsen hos den bipolare Ron og fungerer som fængslende motif til at drage en parallel mellem de to sager. Patsy Clines spøgelsesballade ’Sweet Dreams (of you)’ akkompagnerer rekonstruktionerne af begge mord, og med forskellige kilders omtale af en grundlæggende mørk kraft i Ada ledes tankerne unægtelig hen på den uforklarlige ondskab i ’Twin Peaks’ eller ’True Detective’.
Desværre er det blot én af mange stier, som man uden videre kontrol går ned af i ’The Innocent Man’. Inddragelsen af Debbie-sagen, der var centrum for Grishams bog, inkluderer for mange pårørendes historier, som man alle sympatisk forsøger at afdække. Til gengæld bliver de mennesker, serien egentlig skulle komme til undsætning, mere flygtigt behandlet.
’The Innocent Man’ angriber hullerne i retssystemet og taler de for de fire procent, som ifølge statistikkerne sidder uberettiget i de amerikanske fængsler. Men som med superheltefilmene håber man efterhånden på lidt fornyelse i genren – for ud fra en kynisk betragtning er historien i ’The Innocent Man’ fortalt før og skarpere.
Kort sagt:
’The Innocent Man’ overbeviser med sin juridiske indsigt, men det historiemæssige overbud gør den aldrig til mere end ’ugens true crime på Netflix’.
Se listen: Årets bedste serier ifølge Soundvenue – rangeret