KOMMENTAR: Torsdag aften samledes foreningen Danske Filmkritikere for at stemme om de nominerede til årets prestigefyldte Bodil, Danmarks ældste filmpris.
Resultatet var på flere måder opsigtsvækkende, men særligt ét valg – eller nærmere fravalg – er noget nær sensationelt: Lars von Triers ’The House That Jack Built’ blev ikke indlemmet blandt de fem nominerede for årets bedste danske film i 2018.
Det må være den største overraskelse ved de danske filmkritikeres pris, siden Susanne Biers ’Hævnen’ blev forbigået ved nomineringerne i 2011 for senere at vinde en Oscar. Men på en måde er det nærmest endnu mere forbløffende, når det gælder Lars von Trier, som alle dage har været kritikernes absolutte darling.
Kun to af Triers tolv foregående spillefilm har ikke været Bodil-nomineret, nemlig hans to mest bagatelagtige (men stadig fornøjelige) værker, metafilmen ’Epidemic’ i 1988 og komedien ’Direktøren for det hele’ i 2007.
Trier har vundet prisen for bedste film syv gange for ’Melancholia’, ’Antichrist’, ’Dogville’, ’Breaking the Waves’, ’Europa’, ’Forbrydelsens element’ og ’Riget’ (ja, selv da han lavede en tv-serie, vandt han Bodil for bedste film), langt mere end nogen anden dansk instruktør. Og er der nogle, der har stået last og brast med den kontroversielle instruktør gennem alt fra naziudtalelser til kulturminister-tweets, er det kritikerstanden fra hjemstavnen.
Så hvad skyldes det, at ’The House That Jack Built’ som den første af Triers storfilm ikke kunne klemme sig med i det kvintetstore felt? Her skal det bemærkes, at jeg selv er en del af Danske Filmkritikere, og at der er referatforbud fra nomineringsmødet.
Men man kan stadig komme med nogle mere overordnede bud på, hvorfor Trier for blot tredje gang i en 35 år lang karriere blev sat på bænken af Bodil:
1. Ikke hans bedste film
Den første grund er den mest banale, men også den mest centrale: Der synes at være bred enighed om, at ’The House That Jack Built’ ikke hører til mesterinstruktørens allerbedste. Fortællingen om en seriemorders udvikling fik gode anmeldelser af de toneangivende danske medier, men pilen pegede generelt mere mod de fire end fem stjerner. Det antyder en slags konsensus om, at filmen fortjener respekt og ros, men at det heller ikke er Trier på toppen af sit game.
Man kan argumentere for, at selv en lunken Trier brænder stærkere end det meste andet, og her på sitet havde vi filmen med som årets femtebedste. Men den har ikke kunnet mønstre samme entusiasme og debativer som Triers sene storværker ’Antichrist’, ’Melancholia’ og ’Nymphomaniac’. Muligvis symptomatisk er det også den af de fire film, som færrest har set i de danske biografer (små 28.000 mennsker).
2. Et imponerende dansk filmår
I stort set alle andre årgange ville en Trier-film med positive anmeldelser over hele linjen (modsat ’Direktøren for det hele’, der gennemsnitligt fik omkring tre stjerner) stadig være selvskrevet til en plads blandt årets fem bedste danske film. Men 2018 var et usædvanligt stærkt filmår med kvalitet på mange forskellige hylder, og det var således nærmest umuligt at skære sin liste ned til blot fem titler. Nogle år er ydermandaterne besat af film, man måske ikke vil bære i hjertet til al evighed, men denne gang ville der uanset hvad være titler, det gjorde ondt at skille sig af med.
Der blev således heller ikke plads til tre af årets helt store billetbaskere, ’Lykke-Per’, ’Så længe jeg lever’ og ’Journal 64’, eller interessante debutfilm som ’Charmøren’, ’Brakland’ og ’Christian IV – den sidste rejse’.
3. Kritikerne skriger på fornyelse
Men er ’Ditte & Louise’ eller ’Den tid på året’ eller ’Ternet Ninja’ så nødvendigvis bedre film end Lars von Triers morderiske bygningsværk? Det er umuligt at svare entydigt på, men der er næppe nogen tvivl om, at kritikerne som udgangspunkt har en forkærlighed film, der rusker op i det, vi normalt ser på dansk grund. Mens filmbranchens egen Robert-pris måske er mere tilbøjelig til at spille på de sikre heste – og således i år har nomineret både ’The House That Jack Built’, ’Journal 64’ og ’Lykke-Per’ – har Bodil-prisen de seneste år peget i retning af de unge og friske pust.
’Den skyldige’ og ’Holiday’ er debutfilm, der etablerer nye spændende talenter og udfordrer den måde, danske film typisk bliver fortalt på. Og ’Ditte & Louise’ og ’Den tid på året’ er landet på et tørt sted, i den forstand at kvaliteten blandt danske komedier i en årrække har været deprimerende lav. Og måske kan det have talt til den veloplagte ’Ternet Ninja’s fordel, at den fik premiere i julen og derfor står lysende klart i erindringen.
4. Foryngelseskur i standen
De seneste år er der sket et generationsskifte blandt de danske filmkritikere, hvor yngre stemmer har fået chancen, mens nogle af de ældre er gået på pension eller har trappet ned. Det ses tydeligt, når man kigger på de små 50 medlemmer af Danske Filmkritikere, sammenlignet med hvordan konstellationen tog sig ud for blot få år siden. Når de ældre, hæderkronede mestre Bille August (’Lykke-Per’), Ole Bornedal (’Så længe jeg lever’) og Trier er ude af Bodil-feltet, skal noget af forklaringen nok også findes her.
5. Tilfældigheder
Ingen priser er eksakt videnskab, og som det gælder i Hollywoods Golden Globes (hvis forening består af cirka 90 medlemmer), skal der per definition ikke meget til for at rykke balancen i en forening på Danske Filmkritikeres størrelse. Alligevel må man sige, at Bodil-nomineringerne over de seneste tre år taler sit tydelige sprog. 11 ud af de 15 nominerede til bedste danske film i 2017, 2018 og 2019 har været instruktørernes debut eller blot anden bedrift. Der blæser nye vinde ind over dansk film.
Læs også: Se alle Bodil-nomineringerne
Læs også: 15 danske film, vi slet ikke kan vente med at se i 2019