Hvilke reaktioner har du fået på ’Yes No Maybe’ sæson 2?
»Jeg har nærmest kun fået positive tilkendegivelser. Men altså, jeg tvivler på, at folk skriver deres uforbeholdne mening, hvis de hader det. Der har været et par stykker, der har følt sig provokeret af, at der er så mange ungpigebryster og nøgenscener, men altså, der er serien også et produkt af at være bygget på mine erfaringer, og selvom jeg er meget demokratisk, eksperimenterende og åben i min seksualitet, så har jeg da præferencer.
Det er sjovt, fordi man jo meget nemt kunne dømme vores serie som umoderne reaktionær, i og med den ikke er et oprør med de traditionelle kønsroller, men der mener jeg, at vi transcenderer den nuværende diskussion. Vi repræsenterer ikke dem, som der gøres oprør imod, vi er oprøret mod oprøret. Og at dømme på den feedback, jeg har modtaget, så er det et tiltrængt indspark i kønsdebatten.
Det ville i øvrigt også være usandt, hvis man skrev en serie, der var bannerfører for den nye verdensorden med 58 køn og total ligestilling, da datingverdenen er oldfashioned og tilbageskuende. Det er stadig Manden, der skal kurtisere Kvinden, og kvinden, der sidder i sit elfenbenstårn og skal vindes. Jeg ville ønske det var anderledes, men jeg har valgt, at min opgave ikke er at vise verden, som jeg ønsker, den er, men at vise, hvor latterlig den rent faktisk er«.
I hvor høj grad er sæsonen bygget på oplevelser fra dit eget liv?
»’Yes No Maybe’ bygger primært på mine egne erfaringer fra kærlighedslivet og Tinder-dating generelt, men i og med at jeg har allieret mig med tre dygtige forfattere, som har været med til at forme historien både på makro- og mikroniveau, så er der digtet til og fra.
Vi har stadig et dogme, der hedder, at alt skal være oplevet og følt af et virkeligt menneske. Helst inden for vores nærmeste sfære.
Og vi har faktisk valgt at gøre nogle af scenerne mindre fantastiske, fordi jeg som person er væsentligt mere grænseløs end Mads-karakteren, som er mere naiv og følsom. En stor del af komikken kommer fra, at man kan se på lang afstand, at Mads kommer til at tage forkerte valg.
Mads’ bedste veninde Louise, som han hele tiden danser om den varme grød med, er pure opspind. Hun er et sammensurium af alle mine veninder og venner. Hun startede faktisk som en 1:1-version af seriens ene producer, Claudia Saginario, som på mange måder spiller Jesper Fårekylling i mit liv, men karakteren er blevet en catch-all for alle de sunde værdier, man har i en god vennegruppe.
Og så er hun jo seriens sårbarhed, så hun er også den følsomme side af mig selv og de andre forfattere. Alle karakterne i firkløveret er en spejling af Mads-karakteren«.
Hvad er primært lavet i forhold til det virkelige liv?
»Modsat sæson 1, hvor hvert afsnit var en ny første date med en spændende kvinde, som var afsnittets egentlige hovedkarakter, så har vi i sæson 2 valgt at lave en relationshistorie over en hel sæson, hvor Mads forelsker sig i den skønne Milla, der af gode grunde ikke kan fortælle Mads, at hun lever et dobbeltliv som prostitueret. I den forbindelse har vi skabt karakteren Milla som et sammensurium af kvinder, jeg har mødt, og kvinder som de andre forfattere kender.
Vi oplevede faktisk, at kvinder og mænd reagerede markant forskelligt på karakteren Milla, hvor kvinder meget hurtigt hadede hende og fandt hende anstrengende, mens mænd godt kunne se, at hun da var lidt irriterende og fyldte for meget, men tilgav det, formentlig fordi hun taler direkte til deres reptilhjerne«.
Datede du selv en kvinde, som du opdagede var prostitueret?
»Jeg har faktisk datet flere kvinder, som har flirtet med alle former for prostitution, og Milla-karakteren er et patchwork af disse kvinder, som alle havde en meget dragende effekt på mig. Jeg er et meget hedonistisk menneske og tror, jeg er mere tilbøjelig til at være tiltrukket af kvinder på den syndige ende af luder-madonna-spektret. Og jeg synes generelt, at vi som samfund skulle omfavne kvinders seksualitet snarere end at slutshame.
Jeg var dybt forelsket i en pige igennem halvandet år, hvor jeg fandt ud af, at hun netop levede sådan et dobbeltliv, hvor jeg havde en idé om, at jeg kunne redde hende ud af prostitutionen ved at rumme og elske hende. Og det var jo sådan en misforstået, ’Pretty Woman’-agtig forståelse af konceptet, for i virkeligheden var hun ikke så meget et offer for det, som jeg gjorde hende til. Hun ville hellere det, end hun ville mig. Og hun ville ikke reddes fra det. I hvert fald ikke af mig.
Hun er jo den primære inspirationskilde til karakteren, men vi har bevidst valgt at gøre karakteren til et kludetæppe for at beskytte alle, der måtte kunne genkende sig selv i historien. Men altså, der er da scener, som er direkte klippet fra virkeligheden, som da Mads finder Milla nøgen på en altan sammen med sin sugar daddy, som er i slutningen af 60’erne. Den oplevelse kostede mig et fem-sekscifret beløb i terapi, så jeg har ingen skrupler over at bruge den kreativt for at opnå en eller anden form for katarsis«.
Har hun reageret på serien?
»Jeg har fået positive tilkendegivelser fra alle piger, som jeg kender, som har flirtet med gråzone-prostitution, inklusive den primære inspirationskilde, som selv er ude på den anden side og har givet mig sin velsignelse, og som synes, det er retfærdigt og smukt, at der er kommet noget godt ud af, at hun har behandlet mig så dårligt. Det betyder utroligt meget for mig, men jeg ville ikke have dårlig samvittighed, såfremt hun følte det modsatte.
Jeg føler, at portrættet er meget kærligt. Jeg har stadig enorm kærlighed og forståelse for hendes situation og elsker hende stadig højt«.
Hvad med de andre kvinder, der kan se sig selv portrætteret – har de reageret?
»Min mor har virkelig været på en rollercoaster med denne her serie. Til at starte med syntes hun, det var noget værre pjat, at jeg skulle udlevere mig selv sådan, men hun har valgt at omfavne det og forstår, at jeg jo har lavet et knækket univers, hvor jeg fremviser alle de dårligste sider af mig selv og netdating, så det ikke er virkeligheden 1:1, men snarere en ’virkelighed 1.1’. Nu er hun ligefrem begyndt at dele den på Facebook.
Det er de færreste, der har genkendt sig selv fuldstændigt i serien, så de fleste har bare grinet af optrin, de kan huske fra vores dates. Altså små latterlige ting, jeg har taget med om, at Mads snobber opad og drikker champagne fra Champagne-distriktet, så det altså ikke bare er mousserende. Det er jo primært en serie, der peger fingre af mig selv og mine forgæves forsøg på at virke som en levemand, når jeg i virkeligheden bare er en sød dreng fra Vestegnen, der altid er nødt til lige at fortælle, at jeg faktisk er opvokset i et kollektiv på Værnedamsvej, indtil jeg var to, fordi det er meget mere cool end at være en forstadsknægt, der mistede sin mødom som 18-årig, i hvad der var mere almisse end samleje«.
Fuldførte du selv en perfect week?
»Nej, for helvede. Der kommer jo altid et eller andet i vejen på sjettedagen! Men jeg har da været et skarn med min penis og knaldet mere rundt end de fleste. Der har jeg været et kæmpe røvhul over for en del piger, fordi jeg nok er blevet forrået af at føle mig forrådt af de kvinder, som jeg har elsket mere, end de har elsket mig.
Det er ikke en god undskyldning, men det er en ret fin forklaring. For jeg var virkelig bare en sød dreng, der gik direkte fra første date til at lege far, mor & børn og flytte sammen med en pige. Sådan brugte jeg mine 20’ere. Så kynismen indtraf først, da jeg selv var blevet brændt. Og der brændte jeg så min portion. Men jeg fortsatte også selv med at blive brændt.
Det er der, vi har brugt zombie-genren som metafor. Alle har en patient zero, som er den person, der har smittet dem med indifferens over for andre levende mennesker, og så stormer man rundt og inficerer andre med indifferens. Og diverse kønssygdomme«.
Mads er på mange måder et røvhul – han lider i hvert fald i store dele af serien af akut tunnelsyn til stor frustration for vennerne. Er serien terapeutisk for dig selv?
»Jeg tror ikke på, man skal lave ting, der er terapeutiske. Så er man for meget midt i det og kan ikke forholde sig kritisk til det. Jeg kan først skrive om mig selv, når jeg er ude på den anden side og tilegne mig selv en eller anden form for helikopterperspektiv.
Hvis jeg skrev det, mens jeg stadig følte de enkelte ting, så ville jeg have for ondt af mig selv, hvor meget af komikken i ’Yes No Maybe’ netop handler om at pege fingre af, hvor selvmedlidende Mads-karakteren er«.
Hvad er dine overvejelser omkring at servere en hovedkarakter, som et stykke hen ad vejen er ret usympatisk? ’Doggystyle’ har fået en vis, i mine øjne misforstået, kritik for det samme.
»Det er simpelthen den dummeste kritik, der findes. En hovedkarakter skal per definition være usympatisk eller i hvert fald have et toneangivende usympatisk træk. En god dramatisk kararakter har en fatal fejl, en moralsk fejl, der gør, at vedkommende gør ondt på sin omverden. Det er denne fejl, der holder karakteren fra at være et helt menneske, og det er først, når karakteren har lært denne fundamentale livslektie, at vedkommende er færdigbygget, og historien er slut.
I en komedie lærer karakteren det i tide og får rettet op på verden – i en tragedie lærer karakteren det ikke og går under. Dårlige dramatikere skriver historier, hvor helten gør alt det gode, fordi de gerne ser verden sådan. Hvis man efterlyser det, så efterlyser man propaganda. Det er meget mere sofistikeret at fremkalde den verden, man ønsker, gennem en forandring i sin hovedkarakter. Den største dødssynd er at lave noget, der er kedeligt. Hvis man får kritik for, at ens karakter er for usympatisk, så har man formentlig ikke gjort karakteren usympatisk nok til at være fascinerende. Det er først, når man puller sine punches, at det bliver dårligt.
Der ville jeg ønske, vi havde haft is i maven til at lave Mads-karakteren endnu mere douchy. Men det var også derfor, at vi skabte Thomas-karakteren (Jesper Groth, red.) som en djævel på hans skulder. Han er et gedigent røvhul, og publikum elsker ham for det«.
Hvis du nu skal stille en generationsdiagnose på et par linjer… Hvordan ville den så lyde?
»Narcissister uden selvironi og dertilhørende selvindsigt, opdraget i en matriarkatets inkubator af godhed, som gør, at folk render rundt med en selvforståelse af, at alt, hvad de gør, er af det gode, og derfor må folk med den modsatte holdning være af det onde«.
Jesper og Julie dukker op i en cameo, Anna Juul spiller Veronika Katinka fra ’Den Korte Radioavis’, og der er en reference til ’Skam’. Hvorfor indlagde du disse metaelementer?
»Jeg synes, at referencer er billige tricks, som man skal holde sig for god til. Jeg havde en idé om, at det ville få anmeldertyper til at synes, det var genialt, fordi de kun kan se genialitet, hvis man slår dem i hovedet med det. Det sværeste i verden er at være en usynlig fortæller, men anmelderstanden hylder det modsatte. Så det var en ligegyldig leflen for et publikum.
Men altså, jeg synes, det er gjort så subtilt, at dem, der kender referencen, vil føle sig in on the joke, og dem, der ikke kender referencen, vil ikke ane, at de er gået glip af noget. Julie og Jesper er gode venner af hele holdet, og vi føler et slægtskab med deres serie, som både tematisk og locationmæssigt ligger så tæt på vores, at de kan co-eksistere.
Og Veronika Katinka-karakteren er skabt af Anna Juul, som skrev med på sæson 2, og som selv spiller rollen både i Den Korte og i serien. Det er jo en sindssygt snæver referenceramme, men det er samtidig også en kærlighedserklæring til nogle komikere, vi har ekstremt stor respekt for. Vi besluttede meget tidligt, at vi ikke skulle bruge den gennemtæskede ’Klovn’-kliché med ægte mennesker, der spiller knækkede versioner af sig selv. Vores vennegruppe tilhører den kreative underklasse og bevæger sig slet ikke i de lag.
Men det kunne da være sjovt at lave en ’Inception’-crossover med Aske Bang-karakteren fra ’Doggystyle’, som er kendt for ’Perfekte steder’. Så ville vi ligesom have pladen fuld«.
Kan man tale om et fællesskab af unge sjove mennesker i disse år, som har lavet generationsportrætter i webformatet, fra ’29’ til ’Doggystyle’ og ’Yes No Maybe’? Føler du dig som en del af noget større?
»Næh. Jeg er så narcissistisk anlagt, at jeg føler, jeg er det større. Det er jeg i hvert fald i mit univers. Og jeg føler et væsentligt større slægtskab med dem, der kom før mig, end dem, der kommer efter. Jeg står på skuldrene af giganter, som har skabt værker, der er meget bedre end noget, jeg tør håbe på at skabe.
Hvis der endelig er tale om en bølge, så er den skabt ud af en nødvendighed for forandring. Jeg tror, at der er en masse unge mennesker derude, der er opdraget med, at content er noget, man skaber for at skabe, ikke for at betale regningerne. Og så gør de det. Jeg føler ikke, der er et oprør med forrige generationer inden for komik, men jeg føler helt klart, at der er et oprør mod den vanetænkning, der er i filmbranchen. Den er styret af dinosaurer, der ikke går i produktion, før staten har lagt de første otte millioner og de næste tolv er på vej. Der er den nye generation modigere og mere hårdtarbejdende«.
Er der ved at ske et (generations)skifte i dansk komik?
»Komik udvikler sig hele tiden og er hele tiden i opposition mod tidligere generationer. Med komik er generationerne bare kortere end andre steder. Det er meget få formater inden for komik, der tåler tidens tand. Jeg tror, det, der sker nu, er, at komik herhjemme ikke længere er forbeholdt standupkomikere. Og at der er en kollektiv følelse af, at det skal handle om noget. Et oprør mod dåselatteren, og at smerten fylder mere«.